Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Harry Brown (103 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 27/9 2010, 09:15 af Lynge Agger Gemzøe

Karakterskuespil og banal selvjustits


Karakterskuespil og banal selvjustits

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selvjustits har altid været et populært emne inden for actionfilmgenren. ”Nogen burde gøre noget ved de rødder/banditter/formyndere.” Og det er der så altid en forurettet mand, der gør. One man will take a stand, som det hedder på DVD-coveret til Harry Brown. Og det gør han. Ligesom Charles Bronson gjorde det i Death Wish (1974). Ligesom Sean Patrick Flanery og Norman Reedus gjorde det i The Boondock Saints (1999). Ligesom et væld af superhelte har gjort det igen og igen. Det er altså en tried and tested formel, som Harry Brown er smedet over. Men skiller den sig ud? Eller er det det samme igen?

Harry Brown er en aldrende pensionist, der bor alene i et socialt boligbyggeri i London. Hans kone ligger for døden på det lokale hospital. Da de ringer fra hospitalet, når Harry ikke frem til at sige farvel til hende, fordi han ikke turde gå den korte vej til hospitalet. Den korte vej er nemlig bevogtet af en bande af kriminelle narkomaner og ballademagere. Da selvsamme narkomaner og ballademagere kort efter myrder Harrys sidste ven, og politiet tilsyneladende ikke kan bevise noget, slår det klik for Harry: Han finder dræberinstinktet fra sin tid i hæren frem og går på et hævntogt, hvor han skyder sig igennem de kriminelle i kvarteret fra en ende af.

Når sandheden skal frem, så skiller Harry Brown sig faktisk ikke nævneværdigt ud fra de sædvanlige actionfilm om selvjustits. Hvis man har set en eller flere af de film, kan man sidde og følge med i hver eneste slag i ansigtet, livet giver Harry Brown. Og man ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før han eksploderer. Før hans retmæssige vrede vil ramme de udskud, der er skildret nøjagtig lige så unuanceret som altid. Der er ikke nævneværdig forskel på de forbrydere, som må mærke Harry Browns vrede, og så de voldtægtsmænd og kriminelle, som Liam Neeson pløjer sig igennem i Taken (2008).

Og mærke Harrys vrede, det kommer de til. Uagtet og måske nærmest tilfældigt i begyndelsen, men senere systematisk og med en kynisk præcision. Og det eneste øjeblik kynismen svigter og Harry vælger at tro det bedste om sin omverden, er han tæt på at betale med sit liv for sin godtroenhed. For de onde ER onde. De er ukrudt i livets have, og der er ingen anden vej end at finde en hulens masse round-up frem med det samme.

Det er med andre ord ikke de dybe moralske dilemmaer, man skal se Harry Brown for. Det, man til gengæld kan se filmen for, er Michael Caines fremragende skuespil. Der er opstået en pudsig tendens på det sidste til at tage karakterskuespillere og så lade dem agere i forholdsvis banale og ensidige actionfilm. Det ser man i førnævnte Taken med Liam Neeson, og man ser det så også i Harry Brown. For Michael Caine formår at tage den egentlig lidt banale hovedkarakter og gøre ham levende.

Skuespillet fra Emily Mortimer, som spiller den idealistiske, kvindelige politikommisær, er også hæderligt. Ligesom Mills i Se7en – og i øvrigt i den samme æstetiske ramme, nemlig et råt, gråt og brutalt storbymiljø – skal hun miste sin uskyld. Det er ikke originalt, men det fungerer som sådan.

Og det er faktisk den endelige dom over filmen. Den er ikke original, men den fungerer som sådan. Selv om Harry Brown er propfyldt med klichéer, er Michael Caine simpelthen bare pengene værd.


Forrige anmeldelse
« Resident Evil: AfterLife «
Næste anmeldelse
» Shuttle »


Filmanmeldelser