Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Max Manus (113 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 9/9 2010, 17:21 af Kim Toft Hansen

Den norske flamme


Den norske flamme

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da Anden Verdenskrig var overstået, var dansk historie og kultur hurtig til at gemme de problematiske samarbejdsforhold væk på et tørt sted til senere generationers kulturelle bearbejdelse. Modstandsbevægelsen fik den kredit, den fortjente, men blev formentlig fremhævet som mere betydningsfuld, end den egentlig havde været. Og mere entydig! Derfor delte vandene sig, da filmen Flammen og Citronen udkom. Her var de to danske modstandsikoner skildret med en nuanceret distance, der gjorde, at en lang række purister følte sig stødt. Nu er det norske svar på Flammen og Citronen udkommet på dansk dvd. Den hedder Max Manus – og her er det nok de færreste, der er blevet stødt.

Filmen fortæller historien om modstandskæmperen Max Manus, der – efter seje kampe i Finlandskrigen 1939 – blev en af de bærende kræfter i en fraktion af den norske modstandsbevægelse. Hvad angår krigens udvikling havde den norske modstand formentlig langt større betydning, og de måtte derfor også tåle langt flere tab. I begyndelsen var Max en skødesløs nationalist, der kastede ind i løvens hule uden omtanke, hvilket næsten fik ham taget af dage. Han formår – på et hængende hår – at flygte til Skotland, hvor han indgår i træning – og vender mønstret og veloplagt tilbage for at tage krigen op mod nazisten. Nu betyder strategi, planlægning og mere målrettede aktioner mere.

Samtidig skildrer Max Manus også, hvordan venskaber er en magtfaktor i en sådan indædt kamp mod overmagten. Og hvordan det er nødvendigt at acceptere tab af personer, der er kommet allertættest på én selv. Max Manus er skildret som en person, der ikke har meget, hvor han kommer fra, men finder sin identitet i denne kamp – og sin kærlighed. Heldigvis henter filmen ikke dette element ind uden årsag, for krigen og Manus’ oplevelse blev en retning, der også angav den kærlighed, som han skulle have resten af sine dage. Men hovedfokus er – heldigvis! – kampen mod besættelsesmagten, der starter som en sparsom idé – og ender med en kamp mod tiden, døden og for nationen.

Max Manus er selvfølgelig stort anlagt. Den er eksekveret med en forkærlighed for følelsesmættede scener og teknisk uanfægtelige sekvenser. De parafraserende strygere sender sentimentale toner ind over eksplosionernes dundertale. Alligevel er det holdt på et anstændig niveau, og melodramaet er egentlig kun medtaget som en menneskelig side af en hård, umenneskelig kamp. Scenografi og cinematografi er ulasteligt klædt i de virkemidler, som en film af denne kaliber fortjener. Derfor er filmen i sit store hele en meget fornuftig skildring af en kæmper i krig.

Der er selvfølgelig et men – eller flere. Filmens største svaghed er dens lidt karikerede version af den gode, lyse frihedskæmper og den mørke, hæse, grumme nazist. Hvor Flammen og Citronen faktisk formåede – og turde! – give sig i kast med de grålige nuancer, så er Max Manus en noget mere firkantet oplevelse. Dette med overvægt på nazisterne. For modstandsgruppen er faktisk ikke fremhævet helt skævt, men med nuancer internt og langt fra de formaliserede heltetyper, vi har set så ofte. Dernæst – det næste men – er en række scener uheldigt eksekveret: I en del passager skal elementer af gruppen snige sig ind på fjenden, men scenerne er rent logisk, rummeligt ærgerligt skruet sammen – og tanken er: Her burde den ubarmhjertige nazist altså have set dem. Samlet set er det selvfølgelig en skam, når filmen generelt er så fint skruet sammen.

En af filmens helt klare styrker er, at den ikke slutter med krigen. Den tør fortsætte. Det er biografisk kendt, at Max Manus – der selv har skrevet flere bøger om sine oplevelser – kæmpede med psykologiske problemer og alkoholisme efter krigen, og det sidste kvarters skildring af hans fornemmelse af ubrugelighed, afsavn og traumer er vældig godt. Det er modigt, når filmen ikke tør pille ved den norske bevægelses gråtoner, at hive medaljens såkaldte bagside frem: Manus var selvfølgelig en nationalhelt, men var efter krigen efterladt uden penge, uden arbejde og – pga. de mange ofre – næsten uden venner. Så selvom det norske flag igen vejrer, var Manus længe underdrejet.

Max Manus er således en film med sine helt klare styrker, som også er dem, der skiller sig kraftigst ud. Den har også sine svage punkter, men den grundlæggende oplevelse er en helt igennem interessant, vedkommende og fornuftigt underholdende skildring af dele af den norske modstandsbevægelse. Jeg var lige ved at sige: Det var på tide.


Forrige anmeldelse
« Survival of the Dead «
Næste anmeldelse
» The Singing Detective »


Filmanmeldelser