Kender man lidt til den hollandskfødte instruktør Paul Verhoven, så vil man vide at han ikke er bange for kontroverser. Han var manden, der i starten af halvfemserne fik en trusseløs Sharon Stone til at krydse sine lange stænger i Basic Instinct og han lod Rutger Hauer i fuld pladerustning voldtage en purung Jennifer Jason Leigh i den barske middelalderfilm Flesh+Blood. Lidt senere i karrieren finder man hans film Showgirls der ikke kun regnes blandt af de dårligste film nogensinde, men også en utrolig lam undskyldning for at vise en masse nøgne, veltrimmede piger. På den anden side har Verhoven heller ikke holdt sig tilbage for at vise ekstrem voldelige sekvenser i skelsættende science-fictionfilm som Robocop, Total Recall og Starship Troopers. Er man derfor fan, eller har man blot en interesse i at se noget man ikke har set før fra Verhovens hånd, så har man nu muligheden, for Another World Entertainment har udsendt en af Verhovens meget tidlige film: ungdomsfilmen Spetters.

Spetters er på hollandsk et ord som dækker over flere ting . Det kan både betyde en lækker fyr, en olieplet, en sædklat og samtidig er det et ordspil på ”splatters”, et udtryk der før i tiden blev brugt om de mobile pomfritboder. Alle disse ting er til stede i filmen, for selv om den langt hen af vejen ligner en tidstypisk, dynamisk ungdomsfilm fra firserne om friske fyre, der kører motorcross, om kærestesorger og ikke mindst det svære forhold til ens forældre er Spetters også meget mere.

Kort fortalt, handler filmen om en gruppe på tre fyre, som alle elsker motorcykler, bajere, pomfritter og piger. Det lyder måske fuldstændigt ordinært, men i Verhovens ungdomsfilm brydes der en lang række tabuer, der normalt ikke ses i ungdomsfilm. I næste afsnit følger derfor en hel del spoilers, som man bør styre langt udenom hvis man har lyst til at få det fulde udbytte af filmen selv.

Gruppen af drenge ledes af Rien (der spilles af Hans van Tongeren, der ulykkeligt nok, lige som sin karakter i filmen begik selvmord kort efter filmens premiere). Rien har både gang i sin kæreste og i en lovende karriere som motorcrosskører. Hollands mest prominente motorcykelhelt Gerrit Wittkamp (portræteret af en ung Rutger Hauer) er ligefrem imponeret over den unge mands talenter og sørger for at skaffe Rien en kontrakt med Japanske Honda. Da Rien ved et uheld brækker sin ryg brister også alle drømmene og han bliver bitter på sin omverden. Drengen synker på trods af venners opmærksomhed længere og længere ned i depressionen og det ender som omtalt frygteligt galt. En af de andre drenge er kommet i gæld og begynder derfor at forfølge og overfalde bøsser, for at tjene lidt ekstra. Han bliver senere udsat for gruppevoldtægt af en bande bøsser og opdager efterfølgende at han måske slet ikke er så hetro som han hidtil havde troet. Det er naturligvis noget han meget bibeltro fader ser meget alvorligt på, så alvorligt at han giver knægten prygl. Den nydelige blondine, som optræder på filmens cover, er den pomfritpige, som alle tre venner drømmer om at være sammen med, men hun er intrigant og synes først kun at være interesseret i at få fat i en mand med penge så hun kan komme så langt væk fra frituren som muligt.

Som man kan se i ovenstående byder filmen stadigvæk på forholdsvise ”normale” teenagedramaelementer, så som ”kampen om pigen”, actionsekvenser, fordomme, religiøse forældre som står i kontrast til de løsslupne unge, motorbøller, osv, osv, men da Spetters samtidig byder på både pillowtalk-scener hvor blondinen fra pølsevognen leger med en af hovedpersonernes halvslappe lem og en anden scene, hvor vi er placeret i samme lurerposition som Riens ven, der fascinerende ser på mens en mand sutter pik på en anden, så er der visse grænser, der overskrides. Der er i al fald ganske langt fra Vil du se min smukke navle til det vi er vidne til her.

På trods af at filmen altså bryder en række tabuer og viser tilskueren ting som man ikke forbinder med ungdomsfilm, så er den på trods af sit noget daterede look faktisk både underholdende og interessant nok til at man ikke keder sig på noget tidspunkt. Blandingen af scener hvor drengene laver fis med hinanden og de mere alvorlige emner virker ikke altid optimalt, men det er skævt fortalt, godt instrueret og selv om man hele tiden aner at enkelte af skuespillerne ikke tager denne film så pokkers seriøst (især de etablerede: Rutger Hauer og Jeroen Krabbé), så er de fleste af de unge spillere i filmen virkeligt gode.

Spetters kan altså varmt anbefales hvis man vil se et alternativ til både leverpostejsfarvede danske ungdomsfilm fra slut70erne og start80erne, eller måske især til det væld af ligegyldige amerikanske teenkomedier der ugentligt krænges ud af Hollywood, men det er også en ungdomsfilm man som forælder lige bør se igennem, før man giver den videre til ens teenager.