Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Toy Story 3 (103 min.) Biografversion / Disney / Pixar
Anmeldt 29/8 2010, 10:10 af Torben Rølmer Bille

Ren legetøjsmagi


Ren legetøjsmagi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som faste kapelgæster sikkert vil vide, har undertegnet efterhånden overgivet sig betingelsesløst til de mesterlige animatorer på Pixar, for uanset hvor meget man end forsøger at have ens mentale og filmteoretiske parader oppe når man sætter sig til rette med en Pixar film, så nedbryder de film Pixar har lavet i de seneste år (f.eks. Op, Wall-e, oa.) elegant alle disse værn og transmogriffer selv den mest stivnakkede filmanmelder til en rørstrømsk, bævrende masse.

Man ved udmærket, at det som regel er kombinationen af smuk, melankolsk musik, skønne, kulørte billeder og ikke mindst vigtige temaer som venskab, kærlighed og udholdenhed, der er filmmagernes primære virkemidler, men det fungerer bare så pokkers godt, at man ikke kan undgå at forlade biografsalen med en tåre i øjenkrogen og et bredt smil på læberne. For man kan lige så godt indrømme det - det er intet mindre end fantastisk filmhåndværk man lige har været vidne til.

Der findes vistnok stadig filmkritikere, der mener at animerede film på ingen måde kan sammenlignes med ”rigtige” fim, men disse bør virkelig skamme sig, pakke deres pen væk i penalhuset for stedse og fordufte hjem til Gnavensted, for man skal være usædvanlig bitter og indebrændt for ikke at kunne se det utrolige ved Toy Story 3, som i skrivende stund lanceres i et utal af versioner i de danske biografer. Der er enkelte steder mulighed for at se filmen i 3D, i 2D og så kan man også vælge mellem henholdsvis de originale stemmer og den danske versionering. Nærværende anmeldelse er baseret på 3D originalversionen.

Har man fordomme overfor filmfranchises kunne man sikkert også mene, at det bliver ganske svært at blive ved med at koge suppe på ideen om legetøj, der bliver levende, lige så snart der ikke er nogle mennesker der ser på det. Utroligt nok er Toy Story serien bare blevet bedre og bedre med hver film. Den første film fra 1995 var banebrydende, da det var den første computeranimerede film i spillefilmslængde. På mange måder kunne den ses som en videreførelse af Pixars kortfilm, især Tin Toy, hvor en stor baby var den Godzilla-agtige trussel, der jagtede det sagesløse legetøj. Toy Story 2, var fokuseret på ideen om legetøj som handelsvare og i det hele taget legetøjets identitet: specielt i de scener hvor Buzz Lightyear møder en spritny udgave af sig selv, en der ikke endnu har dannet en personlighed.

Toy Story 3 er muligvis den bedste film i serien, idet den sømløst giver seeren både en masse morsomme scener, komisk action og ikke mindst så formår den at formidle en lang række følelser på ganske ærlig vis. Som vanligst indledes filmen af en opfindsom kortfilm denne gang en med titlen Night & Day som er ganske svær at beskrive. Til gengæld kan den ses på nettet i sin fulde længde hér. Night & Day bør ses i 3D idet den til fulde udnytter dybdevirkningen i landskabet, koblet med todimensionaliteten i figurernes kroppe. Gamle animationsfans kan vist ikke helt undgå at drage paralleller til serien om La Linea eller Stregen. Det er enkelt og elegant udført. En fin opvarmning til hovedfilmen, der slet ikke i samme grad spiller på 3D effekten.

Hovedfilmen tager udgangspunkt i at Andy (han hedder Anders på dansk) er blevet teenager. Andy står for at skulle flytte hjemmefra og starte på college. Legetøjet har i årevis været hengemt i en kasse på hans værelse og selv om Woody forsøger den ene plan efter den anden i håbet om at Andy vil lege bare lidt med sine gamle venner, så fejler planerne miserabelt. Andys mor insisterer på at han sorterer ud i sine sager, men ved et uheld bliver alt legetøjet, minus Woody, sat til storskrald i stedet for at komme på loftet, som Andy ellers havde regnet med. Woody redder sine venner og de beslutter, at det bedste de kan gøre er at donere sig selv til den lokale børnehave – nu da Andy med al tydelighed ikke vil kendes ved dem længere.

Allerede fra starten bliver fokus i filmen derfor ikke kun på antropomorfiseringen af legetøjet, der naturligt nok føler savn og svigt, men lige så meget på det faktum at der sker ændringer med os mennesker fra fantasifulde børn til alvorstyngede voksne der har glemt at lege. Derfor kan det som sker på skærmen ikke helt undgå at få seeren til at tænke på ens egen situation, på alle de fantastiske fantasilege man har haft og på de favoritlegesager som måske enten er blevet smidt ud eller står hengemt i et hjørne på loftet. Det er en elegant måde at minde seeren om, at de måske stadigvæk ikke er for sent – at man som voksen (som animator på Pixar i det mindste) faktisk kan kombinere legen med voksenlivet.

Idet legetøjet ankommer til børnehaven synes alt først fryd og gammen, for her styres stedet af en hyggelig, lilla krammebamse, der tilsyneladende vil sørge for at legetøjets nye hjem bliver så skønt som muligt, men inden længe må vennerne fra Andys værelse indse, at der er noget riv ruskende galt. Ikke alene bliver de sat ind på stuen for de allermindste børn, som leger meget voldsomt med dem, men det nye legetøj de møder er ikke alle sammen lige så rare som de først antog. De planlægger derfor en storstilet flugtaktion fra den stærkt bevogtede børnehave.

Filmen få på den måde sat både en lang række følelser i spil. fra sammenhold og nærvær, over svigt og svig til nærhed og kærlighed, alt sammen perfekt afmålt med scener hvor action og komedieelementer kommer i forgrunden. Samtidig giver den også voksne animationsfans en masse intertekstuelle referencer at lege med: fra fængselsfilm til mere tydelige referencer, som eksempelvis den slet skjulte hyldest til John Lassiters favoritanimator Hayao Miyazaki i form af den store Totoro-bamse som Woody møder på et tidspunkt.

Toy Story 3 bliver på denne måde en film der ganske som forgængeren udvider ”persongalleriet” men uden man føler, at der bare bliver fyldt en masse karakterer på som ikke har noget egentligt formål. Der er tænkt over alle detaljerne, samtidig med at den både er smukt animeret, medrivende fortalt og ikke spekulerer i 3D effektjageri. Er man derfor fan af de første film i serien, af animation i det hele taget eller holder man bare af film, der har noget på hjerte og som formår at røre sin tilskuer, så er der ingen vej udenom en tur i biografen i den nærmeste fremtid.


Forrige anmeldelse
« La Bête (aka. Jomfruen og menne... «
Næste anmeldelse
» Spetters »


Filmanmeldelser