Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Den 2. side (152 min.) Købsfilm / Nordisk Special Marketing / Zulu
Anmeldt 20/8 2010, 07:05 af Torben Rølmer Bille

Who you gonna call…?


Who you gonna call…?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan vel ikke nægtes, at de fleste - inderst inde - er fascineret af tanken om at der kunne være mere mellem himmel og jord end man går rundt og tror. Det er vel blandt andet derfor folk ser spøgelsesfilm, følger med i spekulative docusoaps som Den 6. sans og frivilligt besøger slotte, der siges at være hjemsøgte. Det er netop det okkulte i mange afskygninger som tv-serien Den 2. side leger med, for det er en serie, der for første gang forsøger sig udi den svære blandingsgenre gyserkomedie.

Det er vist ingen hemmelighed, at gys og grin er ganske tæt beslægtede, men at finde den rigtige balance mellem disse to er til gengæld en vanskelig kunst at mestre. Noget af det sværeste for filmmagere og manuskriptforfattere er at få os til at grine det ene øjeblik uden at ødelægge den tilpas ubehagelige stemning, der gør at man få øjeblikke efter man nærmest hopper op af sofaen i chok. Selv om Den 2. side indimellem faktisk formår både at fremtvinge hjertelige grin og et enkelt gys eller to, så er der desværre alt for langt mellem snapsene til at man kan kalde det en vellykket julefrokost.

Seriens seks afsnit er stort set ens opbygget. Vi følger de to meget ubehjælpsomme brødre Marius og Ole, der netop har slået sig ned som spøgelsesjægere – eller som de selv siger det på danglish: ”paranormale investigatorer”. (Man kan i øvrigt se deres overbevisende hjemmeside her hvis man har brug for at hyre dem: http://den2side.net) De bruger megen tid på deres lokale værtshus i Nordvest på at spille billard og få sat flere øl og flæskesvær på deres voksende barregning, imens de venter på at jobs skal komme væltende ind. Desværre for dem har de nemlig en effektiv konkurrent i en anden clairvoyant: Steen Fischer, der ikke kun har det med at dukke op på mange af de jobs som Ole og Marius troede var deres, men som også helt eksplicit udtrykker sin lyst til at kneppe Marius, hvilket naturligt nok kun er med til at forstærke Marius’ antipati mod manden.

Alle seks episoder tager udgangspunkt i forskellige scenerier, vi har en eksorcisme der skal udføres, en greve, der vil have beviser for at hans slot er hjemsøgt så turisterne vil strømme til, DSB der har et spøgelsestog, som kører af sig selv, osv. Faktisk er mange af rammehistorierne ganske fede og gyserfans vil også kunne genkende en lang række referencer til velkendte værker: den mest åbenlyse er den episode hvor en gruppe selvbestaltede teen-vampyrer forsøger at påkalde en af Lovecrafts kreationer – Yog-Sothoth.

Komikken opstår så enten når de to gæve spøgelsesjægere pludselig ikke kan overskue situationen de har bragt sig selv i, bliver reelt bange eller når Marius’ kroniske sygdom manifesterer sig. Marius har nemlig en form for narkolepsi, der slår til hver gang han bliver for stresset – hvilket tit er tilfældet med det arbejde han udfører. Det er en både original og meget morsom idé, men den udnyttes ikke – efter undertegnedes mening – så meget som den kunne have haft gjort i løbet af afsnittene.

For en fan af både sjov og gys, er det hele meget hyggeligt og ikke mindst er det forfriskende at se en dansk serie, der forsøger denne svære balancegang mellem genrerne, men desværre så er det som om seriens skabere har været lidt for nervøse for at give den en ekstra tand bizar humor. I højere grad er det gyserhistorien der er i fokus og selv om det også er ganske enestående set ud fra et dansk perspektiv (der er ikke blevet skabt ret mange danske gyserfilm) så forventer man ganske enkelt, at der er flere morsomheder, når det er Rune Klan, Magnus Milland og Rasmus Botoft, der er castet som de tre centrale karakterer og når det er Brian Mørk som er manusforfatteren bag det hele.

Til gengæld er det meget morsomt at se nogle af de gæstestjerner der optræder. For har man lyst til at opleve Bodil Jørgensen, Zlatko Buric, Bjarne Henriksen og andre i roller, som man med garanti ikke har set dem i før, så er det her man skal lede. Det ville have været skønt hvis serien dels havde fået lov til at arbejde med et lidt større budget eller hvis der var blevet taget flere chancer i forhold til episodernes vægtning af gys overfor humor, for forventer man at grine og gyse lige så meget hér, som når man sætter f.eks. The Frighteners, Ghostbusters eller lignende vellykkede gyserkomedier i afspilleren, så må man altså forberede sig på at blive slemt skuffet. Der skal dog uddeles rigtigt mange point herfra for forsøget, for på udsatte steder fungerer det faktisk rigtigt fint.


Forrige anmeldelse
« Med ild og sværd «
Næste anmeldelse
» Luftens sidste mester »


Filmanmeldelser