Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Panserkrydseren Potemkin (69 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 1/7 2010, 21:45 af Kim Toft Hansen

Frihedens røde fane


Frihedens røde fane

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er få film, der har formået at opnå en status som den, Sergej Eisensteins klassiker Panserkrydseren Potemkin fra 1925 har fået. Filmen er tematisk og historisk dybt interessant, men teknisk er den – og Eisensteins øvrige produktion – en af de mest betydningsfulde i filmhistorien. For nogle år siden blev filmen restaureret af Deutsche Kinemathek, og i 2005 kunne den lanceres til årets Berlinale. Nu har filmen været igennem en digital forfinelsesproces, og vi har nu Eisensteins hovedværk med det klareste billede, der kan præsteres med de gamle optagelser. Filmen er netop udkommet på dansk dvd.

Restaurering af film er et stykke detektivisk arkæologi, hvor de rette optagelser skal graves frem fra forskellige gemmer rundt omkring i verden. Panserkrydseren Potemkin har også været igennem flere omformninger, redigeringer og – i manges øjne – skamferinger. Filmen var fra starten særdeles omdiskuteret, og tematisk står den også skulder ved skulder med en revolutionær tankegang, der på sigt ledte til zarstyrets fald i Rusland. Filmen skildrer et oprør på krigsskibet Potemkin i 1905, der ledte til et forsøg på revolution af det russiske enevælde – en revolution, der som bekendt først slog igennem i 1917. Fordi filmen skildrer og fremhæver nogle særdeles didaktiske lærersætninger, der kendetegner kommunisme og trotskyisme, er den også hovedværket inden for betegnelsen russiske propagandafilm – af samme og flere årsager måtte filmen undergå stærk censur, da den udkom.

Derfor findes der også et utal af filmversioner, der har figureret med forskellige passager sakset ud – en del stærke scener, fx den ikoniske scene med barnevognen på Odessa-trappen, blev pillet ud, hvilket i sig selv betød en del for den særlige klippeteknik, der kendetegner Eisensteins film. Forskellige mellemtekster har også eksisteret, idet de oprindelige indeholdt klare referencer til og tekstpassager fra Leon Trotsky, der senere faldt i Stalins unåde – derfor kunne sådanne tekster ikke figurere i en film, der maner til arbejderrevolution.

Musikken har også været omskiftelig – komponisterne Dmitri Shostakovichs symfoni nr. 7 og Nikolai Kryukovs filmmusik har været brugt, men det oprindelige score blev skrevet af Edmund Meisel. Alle tre scores har hver sine forcer, men denne dvd-udgave har fravalgt muligheden for at gå tilbage til den oprindelige – nærværende udgave bruger Kryukovs musik. Det er da også den udgave, der passer bedst, idet musikken her forholder sig eksplicit til billedet, og fungerer derfor i sig selv som et interessant fortællende element. Samlet set har restaureringen af filmen i denne udgave således prioriteret det mest helstøbte udtryk frem for det autentiske. Filmen findes således også i en udgave, der varer 75 minutter, mens denne nys udgivne kun er på 69 – endda inklusive krediteringen af restauratørerne.

Panserkrydseren Potemkin har – særligt pga. Eisensteins dialektiske montageteknik – været kendt for sin overbevisende og forførende kraft. Stilelementer herfra, hvilket også gælder dens brug af musik, er i dag velkendte og stiletablerede teknikker, der ved filmens premieredato ikke var brugt så effektivt i en spillefilm. Et mere ekstremt udtryk havde Eisenstein opnået i Strejke fra samme år – her bliver montagerne mere kalkulerede, og ligner temmelig meget den psykologiske montageteknik udgivet af Lev Kuleshov. I Panserkrydseren Potemkin bliver de skarpe metaforiske sammenføjninger (som Eisenstein vender tilbage til i fx Oktober fra 1928) bundet mere sammen med fortællingens eget niveau – det er her i høj grad stadig dialektisk, men det er mindre insisterende. Panserkrydseren Potemkin fungerer i høj grad også på baggrund af sit kollektive fokus – helt i kommunismens ånd – snarere end at lade én helt være betydningsfuld. Filmens revolution sættes dog godt i gang, da matrosernes rebelske leder bliver skudt af skibets lederskab, der selvfølgelig skal symbolisere det russiske aristokrati – men dette er kun en tændsats til kollektiv sammentømring.

Panserkrydseren Potemkin har betydet så enormt meget for eftertidens klippeteknikker – vi ville fx ikke have haft en Alfred Hitchcock med samme stil, havde det ikke været for Eisensteins film. Og nu er dette blandt filmhistoriens absolutte hovedværker hertillands tilgængelig i en nydelig, velrestaureret udgave – og for dem, der vil kende mere til restaureringen og betydningen af filmen, er dvd’en forsynet med et udmærket tysk dokumentarprogram om processen og filmen. Det er lige før jeg får lyst til at vifte med de røde faner af bare glæde over gensynet.


Forrige anmeldelse
« En dødsdømt flygter «
Næste anmeldelse
» Kapitalismen: en kærlighedshist... »


Filmanmeldelser