Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Dragejægerne (82 min.) Biografversion / Angel Films A/S
Anmeldt 20/6 2010, 23:10 af Torben Rølmer Bille

Plattenslagere eller helte?


Plattenslagere eller helte?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den franske animationsserie Dragejægerne er sikkert allerede kendt af de, der følger med på DR1 (med deres børn). Indtil videre er der lavet hele 52 afsnit af 24 minutter af serien og fans af den engelske gruppe Cure vil for længst have fået fat i den muntre titelsang til samlingen. Selv om der blev skabt en både ganske flot og spændende spillefilm i 2008 så er det først nu at et dansk biografpublikum får muligheden for at se Lian-Chu og Gwizdo som computeranimerede udgaver på det store lærred.

Som i tv-serien følger vi det umage makkerpar i deres evindelige jagt på en hurtig skilling. De to falbyder deres ekspertise som garvede dragejægere til alle de, der har brug for en sådan, selv om de i virkeligheden ikke er mere heldige end formidable dræbere. Især Gwizdo har kun penge i hovedet og sætter derfor indimellem deres venskab på en hård prøve i jagten på drømmen om en lille gård med masser af får.

I filmen er der i den grad brug for kompetente folk med evnen til at nakke drager, for en gammel, svagelig konge har indset at dragen, med det frygtindgydende navn ”Verdensslugeren”, atter er ved at vågne op til dåd. Verdensslugeren, er - som dens navn antyder - ikke kun frygteligt stor, men samtidig et bæst, der lægge alt øde på sin vej. Så selv om den verden vore hovedpersoner bor i, består af fritsvævende øer og brudstykker af gamle templer, der sejler roligt omkring i luften, så kan denne gigantiske drage sagtens kaste denne fragmenterede verden ud i permanent mørke.

Den gamle konges riddere er sendt ud, men de vender enten sindssyge eller forkullede tilbage til borgen, så gode råd er virkeligt dyre. Den bredskuldrede kæmpe Lian-Chu, der står for det praktiske arbejde i dragejægerteamet, har desuden en virkelig god grund til at søge en ansigt til ansigt konfrontation med Verdensslugeren, for i en flashback-sekvens i filmens start bliver det antydet, at det måske er samme drage, der i Lian-Chus barndom brændte hans landsby ned til grunden og dermed også var den direkte årsag til hans mor og fars død. Det er altså skrappe sager vi har med at gøre her, og derfor er Dragejægerne heller ikke en film man bør tage familiens alleryngste med ind og se.

Har man lidt større børn, er man bidt af en gal drage, eller holder man blot af eventyr, heltemod, rustninger og fantasy-action, så er Dragejægerne en film der er svær(d) at komme udenom. I modsætning til den ellers ganske vellykkede animationsfilm Sådan træner du din drage, som kom tidligere på året, forsøger Dragejægerne på ingen vis at gøre bæsterne hverken kære eller menneskelige. Den eneste undtagelse er den nuttede, plysblå minidrage, som ligner en mellemting mellem en blå hund og kanin og følger Lian-Chu og Gwizdo overalt: Hector. Udover at være vore to hovedpersoners kæledyr også har evnen til at tænde bål med sit tis. De rigtige drager derimod er ganske enkelt uhyrer og skal behandles som de blev da Brd. Grimm var unge.

En ny figur er Zoe, niecen til den gamle konge. Hun er en lille pige med så mange ben i næsen, at det grænser til overmod, og selv om hun ikke har fået lov til at tage med Lian-Chu og Gwizdo til verdens ende for at stå ansigt til ansigt med det ultimative uhyre, tager hun naturligvis alligevel med dem.

Dragejægerne har alt hvad der hører sig til et rigtigt eventyr, prinsesser, mandshjerte, riddere, kujoner, venskab og naturligvis drager. Det er ikke en film, der byder på den ene voldsomme kamp efter den anden, men snarere en film, der tør at gå helt andre veje, end sine amerikanske kollegaer, ikke mindst i den unikke verden som den foregår i. Faktisk er der vist ikke set lignende verdener på film, det tætteste man kommer på det, er banerne i Nintendos ultrapopulære børnespil Super Mario Galaxy.

Dragejægerne byder på seriøse sekvenser, der viser at filmmagerne tager deres karakterer ganske alvorligt, men naturligvis er der også en masse spænding og humor, som er filmens egentlige drivkraft. Selv om man ikke kender figurerne i forvejen, så tegnes de fint i løbet af den lille halvanden time som filmen varer

Der er altså både skæve karakterer og en lidt bizar form for komik der fremtrylles undervejs, men selv om filmen følger en efterhånden meget gængs fortællermæssig formular, så formår den alligevel at imponere takket være både monsterdesignet, de uvirkelige landskabers iturevne logik og den episke kamp som afrunder det hele. Dragejægerne er, i den forbindelse, derfor bestemt en af de film, der skal ses på et stort lærred. Selv om man, som garvet filmfan, sikkert allerede har luret hvordan det hele spænder af, så er den intense duel i finalen nærmest hele billetprisen værd.


Forrige anmeldelse
« The A-Team «
Næste anmeldelse
» Det hvide bånd »


Filmanmeldelser