Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Forbrydelsen II (618 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 10/3 2010, 16:34 af Kim Toft Hansen

Krimi, krig og københavnernoir


Krimi, krig og københavnernoir

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forbrydelsen var en stor krimisucces på dansk tv. Den var så stor, at DR valgte at producere noget så sjældent set som en 2’er til en serie, der fint kunne stå alene. Forbrydelsen var vellidt af publikum, men udskældt af mange kritikere, mest fordi DR turde holde en hel sommerferiepause i serien, før vi fik at vide, hvem morderen var. Det er i sig selv interessant, at det dengang lykkedes for DR at fastholde publikum til sidste afsnit. En krimiserie på tyve afsnit og rigtig mange fortælletråde var i sig selv ambitiøst, og længden var derfor et andet kritikpunkt. Det virker derfor som om, at DR tog disse kritiske indvendinger til sig, da de producerede Forbrydelsen II, der netop kun har ti afsnit, og blev sendt i én strækning. Forbrydelsen II er netop udkommet i sin fulde længde på dvd.

2’eren fortsætter det spor, som vi blev mødt af i første serie. Vi har tre fortællespor, der krydser sine veje undervejs og skaber de fornødne forviklinger, der gør sammenhængene uoverskuelige nok til, at vi ikke lige gætter den skyldige med samme. Vi følger opklaringen af et bestialsk mord, der trækker sine tråde ind i det danske militær, som så igen sender problemerne helt ind på ministerielt plan. Sammenstilling af mordplottet, militærets rolle og det politiske spil fylder serien med intriger, som samtidig tilføjer krimiens modus operandi: samfundskritikken. Det danske engagement i krig tages op til kritisk overvejelse – noget, vi også har set i dansk film for nyligt i fx Brødre (2004) og Flugten (2009). Krimien har det med at indoptage og drage nytte af aktuelle sager, og således også Forbrydelsen II.

Stilen er også velkendt fra den første serie. Stemningen er dyster og elementært dystopisk, hvilket underbygges kraftigt seriens stilistiske neo-noir. På sin vis er det historisk reflekteret, idet noir-stilen i sig selv blev populariseret i en krigstid, nemlig Anden Verdenskrig, og det danske krigsengagement behandles derfor på denne måde interessant i benyttelsen af noirens mørke, skyggefyldte billede. Her er det, der gemmer sig i skyggerne, ligeså centralt som det, vi kan se med det blotte øje. På den måde er denne skyggeformulerede stil en udmærket metafor for krimiens søgen efter det, der ligger skjult. Det gjaldt Forbrydelsen, og det gælder også Forbrydelsen II, at stilen er sikker, etableret og tematisk underbygget.

I modsætning til andre tv-serier er Forbrydelsen II også særdeles velspillet. Sofie Gråbøl som den sentimentaliserede og lidt forhutlede efterforsker Sarah Lund, der går sine egne veje, er et gennemført kvindeligt udtryk for, hvad Sam Spade og Philip Marlowe var i Humphrey Bogarts skikkelse. Det er for meget at sige, at Spade og Marlowe var mere mænd end de fleste, for de var også præget af en gennemført sentimental holdning til verden, der var i krise, på samme måde som det er at gå for langt at kalde Sarah Lund for en mandlig kvinde. Disse karakterer er relativt androgyne, og det er i tilfældet Sarah Lund – lidt i modsætning til Spade og Marlowe – ganske sigende, at hun nærmest eksisterer uden kønsliv (at hun er skilt er måske ikke overraskende). Men på samme måde som noiren arbejder med en femme fatale, bearbejdes denne også i Forbrydelsen II til sit eget udtryk.

Det politiske engagement er dog i den traditionelle noir sjældent eksplicit til stede, men i stedet er det oftest reflekteret metaforisk og visuelt gennem den dystopiske holdning til verdens tilstand. Her går Forbrydelsen II helt anderledes til værks, og engagerer sig meget direkte i danske politiske sammenhænge – så langt, at danske politikere blev særdeles utilfredse med serien, før den blev udsendt. Det er da heller ikke svært at knytte seriens politiske parti Folkepartiet an til Dansk Folkeparti, og dette direkte engagement er på den måde for letgenkendeligt og stillestående. Den direkte kritik er ofte krimiens akilleshæl, da den til tider kommer til at agere som et kronikindslag frem for fiktionelt alternativ. Her halter Forbrydelsen II også. Det kan selvfølgelig diskuteres, om kritikken er berettiget, men det bliver trægt at skulle følge en lidt for tydeligt politisk holdning, som også kommer til udtryk gennem diskussionen af krigsengagementet. Men alternativer bliver der ikke serveret mange af.

Derfor er Forbrydelsen II stilmæssigt og i udfærdigelsen af et tilpas kompliceret plot et glansnummer på dansk tv. Men glansbilledet krakelerer gennem en fingerpegende politisk tendens, som blev bedre forvaltet i Forbrydelsen. Her var det ikke nødvendigt at løfte håndfladen i kritikken, da kritikken i stedet blev forvaltet som en mere generel vurdering af politisk spin og implikation i prekære sager. Som samfundsengageret fortælling er Forbrydelsen II et sparsomt forsøg på at fortælle, hvor slet det står til i dansk indenrigs- og udenrigspolitik, men som krimi og som visuel oplevelse er den storslået og af høj standard.


Forrige anmeldelse
« Camping «
Næste anmeldelse
» Belle de Jour »


Filmanmeldelser