Tilsyneladende arbejder anden sæson af den seneste svenske serie om politimanden Kurt Wallander sig langsomt gennem forskellige muligheder for kriminalitet. Første del – det reelle afsnit 14 samlet set – Hævnen handlede om terrorbomber, anden del Skylden om pædofili, tredje del Kureren om grænseoverskridende narkohandel, fjerde del Tyven om tyveri, og sådan varierer temaerne fremefter. Den forrige del, nummer syv Lækagen, handlede således om voldelige røverier, mens i det seneste og ottende afsnit Skytten, der netop er udkommet, handler om organiseret kriminalitet i den lille sydsvenske by Ystad. Nej, lille idylliske Ystad er ikke et skønt sted at være.

Politiet kaldes ud til et mord på en person, hvilket mest af alt ser ud som et opgør af en art – offeret er død med en pistol i hånden. Det, der dog bringer betjentene på vildspor, er, at det ser ud til, det dødbringende skud er affyret fra lang afstand og med stor træfsikkerhed – altså har offeret ikke været bevidst om, at han var i fare. De finder også stedet, hvorfra skuddet er affyret, men der er – stort set – intet spor efter gerningsmanden. Mordet trækker dog nogle tråde ind i den sydsvenske underverden, og de kalder nogle kendte ansigter ind: en kvinde, der bliver næste offer, viser sig at have et godt kendskab til en af betjentene – og denne betjent undviger også kun med nød og næppe et mordforsøg. Der er altså tilsyneladende folk impliceret både på yder- og indersiden.

Fortællingen er efterhånden velkendt fra serien, og spændingen og udformningen er – trods nogle enkelte interne variationer – efterhånden tegnet som et fælles grundrids gennem alle afsnittene. Den variation, som bringes i spil i dette afsnit, er – udover den implicerede betjent, som vi kun har mødt i dette afsnit – brugen af en af betjentenes personlige engagement. Det har vi set tidligere i serien, men i denne del er det politiaspiranten Pontus, der involverer sig (lidt for) personligt i den sag, der efterforskes. Sideløbende hermed får vi også Pontus’ fortælling om hans søn, som han ikke vil kendes ved – og på sirlig vis får disse to fortællinger en vis betydning for hinanden. Vi følger desuden også skytten – der bliver mere og mere kendt for os – på tæt hold: hvordan han myrder og hvilke konsekvenser, det har for ham bagefter. Frustreret må han – næsten meditativt – sætte sig med bål og udsigt over havet for at bearbejde sine gerninger. Noget andet synes at stikke under.

Der er altså – som vi kender det fra krimiens formel – flere forskellige fortællinger, der svagt og langsomt kigger mere og mere op til overfladen undervejs. Samtidig kigger vi selvfølgelig også med hos Wallander selv og hans privatliv, dog ikke så meget denne gang – det er der jo ikke tid til, når filmen skal være færdig (til tv) på de obligatoriske 90 minutter. Det er på den ene side en udmærket kilde til en stram fortælleøkonomi, men på den anden side er det også en skam, at en fortælling – der tydeligvis har mere på sig – ikke helt får lov at udvikle sig. Wallander er dog med, og han bliver løbende i serien her – efter alt at dømme – mere og mere hærget: Denne gang er håret mere uret, han kigger stadig tungsindig i spejlet, og skægget er ganske ubarberet. Gad vide, om der – gennem de mange afsnit, vi har været og skal igennem – er en pointe med dette. I første del af denne anden sæson blev han nærmest udstillet som en karikatur af en helt, som nu efterhånden går mere og mere i forfald.

Der er med andre ord nogle (sparsomme) tråde, der går videre mellem de enkelte dele, men overordnet set er det en serie, der leverer det, som de flest krimielskere søger: et hurtigt spændingsfiks med lynsnar opklaring til slut. Der er i serien her ikke helt det samme mod til at lade nogle løse ender hænge, som Henning Mankell havde i romanerne. Alligevel (eller måske derfor) fungerer serien – inklusive dette afsnit – stadig godt. Der er – sammen med den formelprægede fortælling – en bestemt stemning, der ulmer underneden. Der flammer en melankolsk – med Mankells eget udtryk – svensk uro, der svagt kommer til udtryk gennem musik, kamera og i høj grad Krister Henrikssons bedre og bedre Wallander-præstation. Derfor ligner serien her ikke helt den gennemsnitlige tv-krimi – og det er selvfølgelig godt.