Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Mammut (125 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 22/11 2009, 17:36 af Kim Toft Hansen

Fragmenter, der samler sig til et liv


Fragmenter, der samler sig til et liv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den svenske instruktør Lucas Moodysson brød igennem med Fucking Åmål fra 1998, og slog for alvor sit talent fast med Lilya 4-ever fra 2002. Her undersøgte han på forskellig måde randeksistenser og provinsielle problematikker. De to seneste film fra Moodyssons hånd har været relativt eksperimentelle, og har ikke haft den store gennemslagskraft. Nu er han tilbage med en større international produktion med titlen Mammut, der er en dansk, svensk og tysk co-produktion, selvom den – for det meste – foregår på engelsk. På alle måder er filmen international – også i sin appel. Filmen har potentiale til at genvinde Moodysson internationale anerkendelse.

Filmen handler om en lille familie i New York, der består af Leo, der er spillet af Gael García Barnel, og Ellen, spillet af Michelle Williams, som de fleste nok kender fra Dawson’s Creek. De har sammen en pige, Jackie, der bliver passet af den filippinske au pair Gloria. Leo skal på forretningsrejse til Thailand, og må forlade sin – efter alt at dømme velfungerende – familie hjemme. Ellen er læge med nattearbejde, og har ikke meget tid til at være mor for Jackie. Disse fire personer er derpå udgangspunktet for en række små fortællinger rundt om i verden – for Mammut handler ikke præcist om noget, og hvilket befrielse!

Vi kender formen fra danske Nils Malmros, der er aktuel med Kærestesorger, og François Truffaut, som begge har turdet lave film, der – i stedet for at målrettede narrativer – zoomer ind på de enkelte og enkle eksistentielle dramaer, som forskelligartede hverdage byder på. Vi følger Leo på sin rejse til Thailand, hvor han blot er med for at kunne sætte en underskrift, når forhandlingerne er faldet på plads – hvilket trækker ud, og han kommer til gevaldigt at kede sig. Vi ser med hos Ellen, der forsøger på at få sit liv til at hænge sammen uden for meget søvn og med de tab, som en læge nødvendigvis udsættes for. Derud over følger vi også Gloria, der har forladt sine børn i Filippinerne for at tjene penge i USA, mens vi også får historien om de to knægte, der savner deres mor.

Fortællingerne følger på den ene side nogle selvstændige spor: Leo befinder sig skidt i sit liv, hvor verden kommer til at afhænge af to eller tre millioner dollar. Ellen har svært ved at acceptere de knubs, som verden giver de patienter, hun får ind. Alt imens forsøger Gloria at holde sammen på sin familie på afstand, hvilket ikke er nemt, når den mindste knap nok forstår, hvorfor mor er væk. På den anden side formår filmen dog også at kæde alle disse spor nydeligt sammen, hvilket sker gennem en særlig montagestil, hvor de sekvenser, vi følger i den ene scene, fortsætter i den næste scene ofte på den anden side af jorden – eksempelvis står Ellen i køkkenet i New York og laver mad, mens Glorias mor serverer den for Glorias børn i Filippinerne. De enkelte personlige eksistenser fremstår som fragmenter, der kædes sammen af, at vi alle sammen – når det kommer til stykket – får meget lignende hverdage til at hænge sammen.

Der skal selvfølgelig også ske forviklinger for de enkelte. Leo havner i en identitetskrise med særlige konsekvenser, Ellen kan ikke rigtig finde ind til sin datter, mens Gloria modsat må finde en vis emotionel erstatning i Jackie. Det er ikke de eneste konsekvenser, men lidt spænding må bevares. Mammut har et særligt melankolsk og stillestående udtryk, men alligevel formår den at etablere nogle tankevækkende paralleller mellem små menneskelige eksistenser. Det ligger lige for at bruge denne form til en eksplicit samfundskritik, men Moodysson forfalder ikke til normative modeller. I stedet viser han mennesker, som de er – eller gerne vil være. Og det er temmelig stærkt gået.


Forrige anmeldelse
« Kærestesorger «
Næste anmeldelse
» Sauna »


Filmanmeldelser