Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Twilight (117 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 9/11 2009, 19:38 af Jørgen Riber Christensen

Hvor er van Helsing, når man har brug for ham?


Hvor er van Helsing, når man har brug for ham?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Supernatural romance er genrebetegnelsen for den allerseneste udvikling inden for horrorgenren. Der er tale om en blandingsgenre med to ingredienser – horror og melodramaet – og i mange tilfælde, bl.a. Twilight, også ungdomsfilmen. De horrorsubgenrer, som Twilight yderligere lægger sig op ad, er vampyrfilmen i høj grad, og varulve- eller lycanthropfilmen i mindre grad. I sequellen New Moon, som box-settet har en teaser til, forstærkes varulvetemaet.

De fleste vampyrer har altid været tiltrækkende og charmerende, hvor Bela Lugosis Dracula-figur fra Universal-filmatiseringen fra 1931 af Bram Stokers senvictorianske roman Dracula (1897) har sat en standard, der er svær at hamle op med. Også fordi denne vampyrfigur er både vittig og selvironisk. Disse to kvaliteter findes ikke i Twilight. Til sammenligning er der vampyren Edward Cullens traurige replik i Twilight, hvor han har inviteret Bella Swan på restaurant, og ikke selv skal have noget at spise: ”I am on a special diet”. Her er der fjerne ekkoer af Bela Lugosis bemærkning til Jonathan Harker: ”I never drink….. wine.”, hvor den sigende pause er morsom for publikum, mens Harker desværre ikke fatter Draculas ironi. Bella Swan forelsker sig ikke desto mindre i lægesønnen Edward Cullen, selv om hun relativt tidligt opdager, at han og hans familie er vampyrer, om end af den gode slags.

Aktørerne i filmen og deres relationer er struktureret stramt, og dramaturgisk er præsentationsfasen, hvor publikum informeres om personerne påfaldende lang. Det giver imidlertid mening, for hele filmens plot drejer sig om relationer mellem mennesker, også selv om nogle af dem er vampyrer og muligvis varulve. Hovedpersonen, den 17 år gamle Bella Swan skal finde sin voksenidentitet i en vanskelig navigation mellem (ad)skilte forældre. Hun forlader sin mor i Phoenix og hendes nye mand, en ikke nødvendigvis succesrig baseball-spiller og flytter ind hos sin far i den lille provinsby Forks, hvor der altid er overskyet. Faren er byens politimand, og selv om han er venlig, er han den typiske fraværende faderfigur. Bella er vokset op i den brudte familie, og hun må søge forgæves efter primært faderfigurer, hun kan stive sit narcissistiske sind af med. Der er fire fadertyper i filmen, der alle enten er fraværende eller svækkede. Ud over Bellas far og stedfar, der egentlig ikke er der for hende, er der Bellas indianerven Jacob Black far, Billy Black der er lam og sidder i kørestol, og der er Edward Cullens far, Dr. Carlisle Cullen, der har adopteret Edward, efter at hans forældre døde af den spanske syge. Billy Black er muligvis en varulv, og Carlisle Cullen er vampyr. Det er ikke kærnefamilienormalitet, der præger filmen.

Når Twilight indplaceres i vampyrgenrens historie, tegner der sig en interessant udvikling. Det var ikke tilfældigt, at Bram Stoker i London skrev på sin Dracula-roman, samtidig med at Sigmund Freud i Wien udviklede sin psykoanalytiske teori. Plottet i den klassiske vampyr-diskurs er lige så enkel som den klassiske psykoanalyses model over sindets funktioner.

Vampyren, der opsøger borgerskabets døtre i deres soveværelser og bider dem i halsen, repræsenterer det freudianske Id med dets blanding af Libido og Thanatos. Van Helsing figuren og hans patriarkalske hjælpere er Overjeget, der skal kontrollere de dyriske drifter og bekæmpe dem. De mere straighte personer i Dracula, som Mina Murray og Lucy Westenra, er da sindets Jeg, der skal hjælpes til at fortrænge de dyriske drifter af Overjeget. Denne konflikt, hvor det borgerlige patriarkat er vinderen, ændres gradvis i sidst del af forrige århundrede, så den patriarkalske van Helsing-figur svækkes. Efterhånden som faderautoriteten aftager og familiestrukturer ændrer sig, forandrer aktørsammensætningen i vampyrfortællinger sig også. I fx tv-serien Buffy the Vampire Slayer (1997-2003) har van Helsing-figuren skiftet køn, og er suppleret af de såkaldte Scoobies, altså Buffy Summers peer-gruppe. Her ses et eksempel på det narcissistiske sind, der må kompensere med en peer-gruppe for det svækkede overjeg, der er forårsaget af en delvist fraværende faderfigur i barnets Ødipus-konflikt. Twilight fra 2008 med de problematiske faderfigurer har helt udeladt en van Helsing-figur. Det nærmeste, vi kommer en vampyrbekæmper, er Bella Swans far, der er politimand, men han opgiver uden videre vampyrjagten, da sporene peger på nabokommunen, og den peberspray, han giver til datteren som beskyttelse, er selvfølgelig totalt ineffektivt, som enhver vampyrolog ved. Bella må altså klare sine problemer alene uden et stærkt Overjeg, der kan administrere de drifter, der symboliseres af vampyrerne.

Her er Twilight rimelig elegant, for filmen distingverer mellem de gode og de onde drifter. De gode symboliseres af Cullen-familien, der forstår at tøjle drifterne med ærkeamerikansk puritanisme og kun drikker dyreblod, og de onde drifter af de vilde, morderiske og ubændige vampyrer James, Victoria og Laurent. Da Cullen-familien og især Edward sætter sig for at beskytte Bella Swan mod de dyriske vampyrer, ser man det narcissistiske sind låne energi fra Id’et til Overjeget for at regulere Jeget, der repræsenteres af Bella Swan. Der er ikke noget at sige til, at hun har det svært med sin opvækst og sit kærlighedsliv, og de problemer hun demonstrerer, gentages med variation i Edward Cullen, der aldrig rigtig er blevet voksen og går i High School for evigt, selv om han er 108 år gammel. Han understreger således de modningsproblemer, som den unge generation, altså filmens primære målgruppe, må håndtere.

Filmsproget med fx et kamera, der cirkulerer omkring en person, for at illustrere ontologisk eller eksistentiel tvivl, forekommer mindre end originalt, ligesom de storslåede naturscenerier med høje vandfald og ranke træer, der skal illustrere passioneret kærlighed, der alligevel er ren og ubesmittet som naturen, er en del af filmens klichetæthed. Ikke desto mindre er filmen vedkommende og for det meste ganske spændende. Plottet er rimelig tæt, filmen markerer et vigtigt trin i horrorgenrens historie, og det portræt, den giver af en generation, er væsentligt også for andre generationer end målgruppens.

Dvd-sættet, deluxe 2-disc version, er overdådigt med ekstramateriale af alle afskygninger, og når æsken åbnes, vælter det ud med allehånde former for trykt ledsagemateriale lige fra en plakat til samlekort.


Forrige anmeldelse
« Jul i den gamle trædemølle «
Næste anmeldelse
» Ponyo på klippen ved havet »


Filmanmeldelser