Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Slayer (84 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 8/11 2009, 23:25 af Torben Rølmer Bille

Videovampyrer


Videovampyrer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Når en film bruger følgende slagkraftige tag-line: ”In the jungle, death has no mercy” til at promovere sig selv med, så har man nok på forhånd en vis forventning om, hvilken slags film Slayer er. Det er nemlig en film, der mest korrekt kan betegnes som en vaskeægte ”straight-to-video” b-film om soldater, der kæmper mod vampyrer i junglen.

Når filmen starter, bliver det hurtigt tydeligt, at der ikke har været det helt store budget at gøre godt med, men indimellem kan dette også være en fordel – for man har i årenes løb set masser af low-budget film byde på masser af opfindsomme løsninger og fede historier, som kompensation for de manglende penge.

Det er dog hverken opfindsomheden eller nogle overraskende visuelle effekter, der plager Slayer. Filmen handler om en gruppe elitesoldater, der småfjantende går gennem junglen på en eller anden mission. Da de når frem til deres bestemmelsessted er alle døde og pludselig angribes de af, hvad der bedst kan betegnes som, sigøjnerlignende vampyrer. De forsvarer sig så godt de kan, men en af mændene må de desværre efterlade. Han bliver naturligvis omvendt vampyr, og er nu i stand til at planlægge taktiske vampyrangreb på lokalbefolkningen.

Sikkert hjemme i Amerika, debriefes mændene af militæret, der naturligvis har svært ved at tro på soldaternes fantastiske historie, men da der stadigvæk er rapporter om mystiske hændelser fra lokalområdet og da en øverstbefalende militærpersons datter – der samtidig er filmens helts ekskæreste - ved et tilfælde arbejder som biolog i området, vender vores deling naturligvis tilbage til junglen for at se om de ikke denne gang kan få ryddet ud blandt vampyrerne.

Det er svært at finde mange rosende superlativer til at beskrive Slayer med. Det er nemlig en film, der har endog meget svært ved at finde sin egen identitet. I nogle scener vil den gerne være lidt uhyggelig, i andre forsøger den at presse action ud af budgettet og dertil kommer en række platte one-liners og fjollede bemærkninger, der peger i retning af noget langt mere letbenet og useriøst.

Det er tydeligt at se, at filmen er optaget på high-end digital video og søger man informationer om den opdager man hurtigt, at den oprindeligt er skabt til amerikansk TV. Det forklarer også det sted i filmen, hvor den fader til sort for to sekunder senere at starte op igen; indsæt selv imaginær reklameblok hér.

En formildende omstændighed er at Slayer for fans af genrefilm byder på både Ray Park, der her spiller dobbeltrollen som et par cirkusakrobatvampyrer og Danny Trejo, der efterhånden dukker op i biroller overalt. Deres tilstedeværelse hæver dog ikke niveauet betydeligt, for Slayer er langt hen af vejen meget ordinær og tilføjer intet nyt til filmvampyrmytologien.

Nogle vil måske indvende, at selv en halvdårlig b-vampyrfilm stadigvæk kan være langt mere underholdende en stor Hollywood produktion, men det er desværre ikke tilfældet her. Slayer er, uanset hvordan man forsøger at vende og dreje den, en lidt tam omgang, der i stedet giver seeren massiv lyst til at gense en ordentlig junglemonsterfilm som Predator eller for den sags en af de mange gode vampyrfilm der både har langt mere bid og boller, end denne tv-gyser formår at præstere.


Forrige anmeldelse
« Julefrokosten «
Næste anmeldelse
» Jul i den gamle trædemølle »


Filmanmeldelser