Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Skråplan – 1. sæson (139 min.) Købsfilm / Nordisk Film / DR
Anmeldt 15/10 2009, 18:47 af Torben Rølmer Bille

Mere af det samme


Mere af det samme

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at undertegnede er ret begejstret for figurerne Winnie & Karina, samt de to kvindelige komikere der står bag det projekt. Eksempelvis hører nærværende anmelder til de få, der i sin tid faktisk var glimrende underholdt af Winnie og Karina – the movie, en film der ellers fik en ret hård medfart i pressen.

Kritikken fra en fleres side lød på at de jokes og figurer, som måske viser masser af liv og virilitet i en halv times satireprogram, kommer til kort når formatet udbredes til halvanden time, derfor kunne man håbe på at Linda P. & Christina Sederqvists seneste satireserie Skråplan, der netop er 6 afsnit af en halv times varighed, kunne bringe Winnie og Karina tilbage i vante rammer og samtidig præsentere en række nye figurer, som pigerne kunne udforske. Denne forventning bliver også delvist indfriet, men problemet er blot, at mange af de ting vi ser i Skråplan blot er mere af det samme og variationer over temaer, der desværre hurtigt bliver en anelse trivielle.

Winnie og Karina fungerer som værter, for de indslag der bringes i Skråplan. Der er som tre hovedindslag. Det første indslag er altid kriminalmagasinet ”Crime Time” hvor pigebanden ”Fucking Shit” gentagne gange interviewes. De to tøzer – der på mange måder er tween udgaver af Winnie og Karina - snakker altid udenom det spørgsmål den udsendte medarbejder stiller og afslører sig selv som sande dydsmønstre; eksempelvis siger de at deres lærer har bedt dem om at læse et kapital af bogen til i morgen, men de gør oprør og læser i trods bogen færdig. Dernæst følger ”Crime Time” to centervagter i Hundige centret – et par lettere ubehagelige, ret dumme, racistiske og magtgale tosser.

Dernæst er det tid til at se indslaget om ”Bruno & Nalle”. Den ene har en tegneseriebutik og vil så frygteligt gerne have sig en kæreste mens den anden konstant forsøger at ødelægge vennens chancer ved at være en ulidelig mandschauvinist og konsekvent mangle situationsfornemmelse. Endelig skal vi en tur på ”Borger service”, hvor de to centrale SOSU medarbejdere Jytte og Özgen konstant bombarderes med urimeligheder fra deres ulidelige klienter.

Især karakteren ”Jytt” (som Özgen kalder hende) er virkelig sjov og synes at ramme fuldstændigt i plet. Det er også tydeligt at ”Borger service” udspringer af den ofte ret så kafkaske situation mange kan have oplevet i mødet med det offentlige bureaukrati herhjemme.

Men selv om Bruno, Jytt og alle de andre er underholdende og med stor sandsynlighed vil bringe smilet frem hos de fleste, der besidder humoristisk sans, så ændrer det ikke på at Skråplan bliver alt for repetitivt, især når man ser afsnittene i sammenhæng. Der er simpelthen for lidt variation i både karakterernes bredde og de situationer som Linda P. & Sederqvist vælger at vise os. Det kunne have klædt showet med en større variation i både de sketches vi ser men også karaktertyperne imellem.

Det er helt klart ideen at lave grin med såvel bunden af samfundet, som systemets behandling af disse, samt at få vores fordomme og indre svinehunde så meget frem i lyset, at satiren får sit eget liv, men i modsætning til de mange situationer som Winnie og Karina kan blive kastet ud i - i såvel Piger på prøveløsladelse som føromtalte film - så bliver mange af de nye karakterer alt for hurtigt stereotype og fastlåste i deres respektive situationer. Det virker allerede her i sæson 1, som om at konceptet har udlevet sig selv – og det er i mine øjne meget ærgerligt, især når jeg holder så meget af de mange andre ting som P. & Sederkvist har skabt, både sammen og hver for sig . Eksempelvis har Linda P. i både Biblen og Vild med talent vist at hun sagtens kan selv og Sederkvist har senest kunne nydes i TV2s nye fredags-livesatsning Live fra Bremen.

Der hersker i undertegnedes sind ingen tvivl om at Skråplan både har sine momenter og er et show som sagtens kunne overleve flere sæsoner, men så kræves det at makkerparret får både mere tid og ikke mindst et større budget til at både at skabe større diversitet, men så sandelig også forsøge sig med et galleri af karakterer der måske ikke ligger så tæt på hverandre. Derfor skal der lyde en meget direkte opfordring til Linda og Christina: pas på i ikke bliver til Søs og Kristen – det ville være det allerværste, der kunne ske!


Forrige anmeldelse
« Chapper & Pharfar «
Nste anmeldelse
» Tranceformer »


Filmanmeldelser