Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Rendition (120 min.) Biografversion / SF-film
Anmeldt 5/12 2007, 16:35 af Claus Krogholm

Afsløringen


Afsløringen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det ser ud som om, Hollywood omsider er ved at være kommet sig efter 11. september. Frygten for at blive beskyldt for at være upatriotiske eller gå terroristernes ærinde er afløst en mere kritisk selvransagelse. Rendition er en film, der tager fat på centrale – etiske – spørgsmål angående krigen mod terror. Først og fremmest forholdet til tortur og hvor langt man kan gå for at forhindre terror.

En ægypter (Omar Metwally), der har levet 20 år i USA og er amerikansk gift, forsvinder efter en rejse til Sydafrika. I lufthavnen venter hans gravide kone (Reese Witherspoon) og søn forgæves. Myndighederne benægter, at han overhovedet har været med på flyet, men via et kontoudtog kan hun dokumentere, at han har brugt sit kreditkort ombord. En ven (Peter Sarsgaard), der arbejder for en senator (Alan Arkin), hjælper, men da alle spor ender hos CIA, er den politiske vilje til at hjælpe ikke særlig stor. Manden er blevet sat på et af CIAs hemmelige fly, der har destination i et land, der tillader brug af tortur. CIA har en mand (Jake Gyllenhaal) med som ”observatør”. Som CIA-chefen (fremragende spillet af en iskold Meryl Streep) forklarer, så anvender USA ikke tortur.

Det er ikke nogen enkel historie. Filmen – der har manuskript af Kelley Sane – forsøger at motivere alles handlinger: terrorister, torturbødler, politikere og observatører – uden at nogens handlinger undskyldes eller forsimples. Det centrale, men alt andet end enkle spørgsmål lyder: hvis liv betyder mest: den mistænkte, der tortureres, eller de 7000, hvis liv blev reddet takket være torturen? Det bliver ikke enklere af, at spørgsmålet bliver vendt rundt: er det virkelig det hele værd, når torturen skaber 10, 100 eller 1000 nye terrorister? Det er sådanne spørgsmål, der rummer filmens større, kritiske dilemma: det var måske ikke kun tvillingetårnene, der blev ramt af terror 11. september, men også det etiske grundlag for demokratiet.

Rendition formår det meste af vejen at stille dilemmaet op uden at forfalde til overtydelig belæring. I en central sekvens vises, hvordan de kommende selvmordsbombere belæres af imamen om martyrens pligt til bekæmpe de vantro. Det krydsklippes med, at den terrormistænkte gøres klar til torturen. Scenen giver både en form for forklaring på, hvorfor unge mænd er parat til blive selvmordsbombere, og peger samtidig implicit på, at vi kan blive lige så ”fanatiske” i forsvaret af demokratiet, som selvmordsbomberne er i forsvaret af deres tro. CIAs observatør bliver belært om sin mission på samme måde, som martyrerne bliver belært af imamen.

Det fornægter sig ikke, at det er en amerikansk film. Derfor understreges det, hvordan såvel offer som bøddels familier bliver involveret. Symbolikken bliver måske også lige vel tydelig, når Jake Gyllenhaals plagede, men i sidste instans dog handlekraftige CIA-observatør bærer navnet Freeman. Det overskygger dog ikke, at filmen har fat i helt centrale, etiske problemer i kølvandet på 11. september. Derfor er det også en film, der er relevant herhjemme – både i spørgsmålet om CIAs hemmelige fly og deres mulige mellemlandinger i Danmark og i spørgsmålet om såkaldt torturhæleri. Heri ligger filmens budskab også: hvilken værdi har information fremskaffet ved tortur, hvor ofret er parat til at sige hvad som helst, han tror kan bringe torturen til ophør? Og så selvfølgelig det helt centrale, etiske spørgsmål: hvad så, når det er den forkerte mand, man torturerer?

I det store hele en ganske udmærket film, der rejser centrale spørgsmål uden at forfalde til at stille dilemmaer op i sort og hvid. Plottet tager et uventet twist til slut, hvilket dog giver mening. Og så spilles der udmærket af især Meryl Streep og Alan Arkin.


Forrige anmeldelse
« Buena Vista Social Club «
Næste anmeldelse
» Saw IV »


Filmanmeldelser