Det er efterhånden svært at føje nyt til den i forvejen enorme mængde film, der benytter anden verdenskrig som dramatisk baggrund. Der er de der mener at Quentin Tarantinos seneste historieforvanskende epos Inglorious Basterds netop gør dette, men der bliver også stadig lavet spillefilm, der tager langt mere seriøst fast i krigen, selv om fortællingerne ikke er ret nyskabende.

Krigens gang i Rusland er før blevet så skræmmende skildret i bl.a. de rystende Gå og Se og den tyske Stalingrad. Dertil kommer de mange film, der fokuserer jødernes flugt fra de nazistiske bødler. Defiance, eller Modstand som den er kommet til at hedde på dansk, er en film der netop skildrer en gruppe russiske jøder, der på bedste Robin Hood manér, sætter sig for at trodse værnemagten og hjælpe andre jøder ved at skabe et tilholdssted dybt inde i de russiske skove.

De centrale hovedpersoner er tre brødre; Tuvia - den besindige, Zus - den iltre og lillebroderen Asael der primært forsøger at behage begge. I starten af filmen søger trioen ud i den nærliggende skov hvor de langsomt men sikkert møder flere og flere jøder på flugt fra ghettoerne. Tuvia bliver ved med at byde dem velkommen, på trods af at lejren næsten ikke har noget mad og at vinteren står for døren, men Tuvia er overbevist om, at så længe de holder sammen, så skal alt nok gå! Inden længe er flokken blevet til et næsten hundrede mennesker, som både tæller såvel ældre, børn og kvinder.

Langsomt men sikkert opstår der et hierarki i flokken og Tuvia bliver hurtigt gruppens uselviske leder, men Zus bliver mere og mere frustreret over broderens blødende hjerte, den konstante jagt på smårationer og han beslutter sig derfor til at bryde med flokken. Han er langt mere fokuseret på at gribe til våben og bekæmpe nazisterne med magt, selv om et par mislykkede missioner der forsøgte netop dette har kostet deres lille gruppe dyrt. Derfor tager Zus kontakt til den lokale russiske milits, det er næsten lige så jødefjendsk som nazisterne – men som til trodfs for deres antisemitisme tillader Zus at kæmpe på deres side.

Filmen fokuserer dels på jødernes liv i vildnisset, dels på de venskaber og kærlighedsforhold, som opstår flygtningene imellem. Den frosæger at vise at mennesket stadig har sin stolthed og sin værdighed sel under de mest kummerlige forhold. Men det er og bliver de tre brødres meget forskellige måder at håndtere deres ulykkelige situation på, der er den akse som filmen roterer omkring.

Kort sagt så byder Modstand ikke på ret meget nyt under solen, selv om dette lettere obskure hjørne af Historieskrivningen ikke er noget ret mange kender til. Dette smalle fokus synes også at indikere, at der efterhånden ikke er flere ”based on a true story”-historier tilbage, der besidder nok dramatik til at vi har lyst til at se dem.

Selv om Modstand er en vellavet film, så ændrer det ikke ved, at den indplacerer sig i rækken af film, der har til formål at vise de der ikke sellv har oplevet krigen hvor skrækkelig den nu engang er og hvor (u)menneskeligt man i sådanne situationer kan blive tvunget til at handle. Selv om det kan lyde kynisk så kan man indimellem godt kan få følelsen af ligegyldighed, når man endnu engang skal trækkes igennem en krigsfilm, der forsøger at vække vores empati og medfølelse overfor de allerhårdest udsatte.

Hvis man skal være lidt grov, så kan det sammenlignes lidt med at man går en stor bue udenom manden med clipboardet i gågaden, velvidende om at han samler penge ind til folk, der lider langt større nød end en selv. Dermed ikke sagt at Modstand er hverken dårlig eller ligegyldig, men den ender op med at blive endnu en variation over et meget velkendt tema.

Til gengæld må man så glædes over det intense spil der er mellem Tuvia (spillet af alles favorit-Bond, Daniel Craig) og Suz (der spillles med stor intensitet af Liev Schrieber, som de fleste geeks kender i rollen som skurken Sabretooth i X-Men filmene). Endelig kan vi også glædes over at se en mørkhåret Iben Hjejle spille Suz’ ”skovkæreste”, som de kalder det.

Modstand er altså på bundlinjen et helt igennem seværdigt, velspillet WWII drama, som endda på udsatte steder er ganske rørende, men som også desværre hurtigt fortaber sig i mængden af politisk korrekte Hollywoodfilm, der har håndteret lignende emner både langt mere dramatisk og med større følelsesmæssig intensitet.