Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Franklyn (98 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 30/8 2009, 20:47 af Torben Rølmer Bille

Fantasiens tryghed


Fantasiens tryghed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er i årenes løb blevet skabt en række film, der handler om folk med psykiske problemer som visuelt forsøger at gengive en skildring af hvordan patienterne oplever verden omkring sig. De mest succesfulde af disse tæller såvel Alan Parkers Birdy, Cronenbergs lidt oversete perle Spider og hele to film af Terry Gilliam; nemlig The Fisher King og 12 Monkeys (selv om man med rette kan anfægte hvorvidt protagonisten i sidstnævnte virkelig er skør). Det tyder ligeledes på at Gilliams billedunivers har haft en stor påvirkning på skaberne af den nye engelske film Franklyn, for filmens steam-punk inspirerede alternative virkelighed driver af samme vilde, skæve opfindsomhed, som man så ofte har set det hos den tidligere Python animator.

Franklyn følger fire personer, som i løbet af handlingen kommer til at påvirke hinanden. Filmens helt centrale skikkelse er Jonathan Preest. Preest er den eneste ateist i den religiøst kontrollerede by ”Meanwhile” som udgør filmens alternative virkelighed. I dens mørke gyder og over de gotiske hustage jagter Preest en forbryderisk skikkelse, der kalder sig selv for ”Individet” for en række forbrydelser.

Filmens anden - mere håndgribelige - virkelighed udspiller sig i nutidens London hvor vi følger en ung kvindelig kunstner, der synes at være besat af det kunstneriske udtryk i selvmordet. Vi møder også en aldrende præst, der leder efter sin søn i misbrugsmiljøet og endelig en ung mand, der er blevet skoddet af sin kommende brud ved alteret. Selv om disse personer ikke umiddelbart synes at have noget til fælles bliver deres liv naturligvis flettet sammen idet handlingen skrider frem.

Selv om Franklyn er en film, der blander det ordinære drama med det fantastiske, så er det hverdagsdramaet, der ultimativt vejer tungest. Skellet mellem fiktion og virkelighed bliver også yderlige kompliceret af at mange af de ansigter vi kender fra Meanwhiles verden også dukker op i London og der er endog karakterer i den virkelige verden, der måske ikke er så virkelige som man først skulle tro. Det gør filmen til en af den slags film der kræver at tilskueren følger godt med hele vejen igennem, for at få det fulde udbytte.

Det er helt klart den fantastisk dystopiske Meanwhile som er mest visuelt interessant, men samtidig også stedet der sørger for at filmens skrider frem og opbygger en vis spænding. Det er sikkert et helt bevidst træk fra filmmagernes side, for når Meanwhile helt klart er det mest fascinerende i filmen, kan det nemt forklare hvorfor det er en tillokkende virkelighed at flygte ind i.

Den fordrejede virkelighed optræder, som nævnt, også i mindre grad hos andre af filmens karakterer, for selv om eks. den unge kunstner ikke decideret opfinder sin egen komplete drømmeverden, så synes hun i lige så høj grad at besidde lysten til at flygte fra sit liv gennem sine selvdestruktive kunstperformances. Selv den ellers så jordbundne, forladte brudgom begynder også langsomt at miste grebet om sin virkelighedsopfattelse.

Der er derfor rigtigt mange spændende elementer i Franklyn. Meanwhile fremstår som en slags postmoderne fusion mellem senviktorianske stiltræk, diverse tegneserieelementer og forskellige arkitektoniske perioder. Sagt på en lidt anden måde, så synes scenerne i Meanwhile lidt at blokere for resten af filmen for det er som om passagerne i London virker ret tamme. Det gør at filmen opleves lidt i ryk og selv om de to virkeligheder er tæt forbundne, så ændrer det ikke ved at det giver en noget ujævn totaloplevelse.

Dertil kommer at det bagvedliggende drama er ret rodet præsenteret og selv når de plotmæssige brikker endelig begynder at falde på plads, så forekommer det som om den kærlighedshistorie, der bærer filmen frem bliver en smule søgt. Skuespillet fejler ikke noget og filmens meget konsekvente stil kan man heller ikke tillade sig at kritisere, det triste er bare at filmens karakterer desværre aldrig bliver så vedkommende, at man som tilskuer virkelig drages til eller begynder at engagerer sig dybt i deres (konstruerede) virkeligheder.


Forrige anmeldelse
« Duellen «
Næste anmeldelse
» Død sne »


Filmanmeldelser