Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Duellen (163 min.) Købsfilm / On Air Video
Anmeldt 30/8 2009, 20:14 af Claus Krogholm

The Life and Death of Colonel Blimp


The Life and Death of Colonel Blimp

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Michael Powells karriere som instruktør endte mere eller mindre i 1960, da Peeping Tom fik premiere. Filmen blev betragtet som en syg mand perverse værk. Den handler om en usikker ung mand, der opsøger unge kvinder for at få lov til at filme dem. På kamerastativets ene ben har han monteret en kniv, som han retter mod kvindernes strube, hvorpå han filmer dem, mens de dør. Indtil da havde Powell været anerkendt som en af britisk films helt store instruktører, men efter Peeping Tom blev det nærmest umuligt for ham at få finansieret sine film. Først i 1970'erne blev han rehabiliteret, ikke mindst takket være Martin Scorsese, hvis faste filmklipper, Thelma Schoonmaker, er Michael Powells enke. Og på året Cannes-festival præsenterede Scorsese en ny-restaureret udgave af Powells hovedværk The Red Shoes (efter H.C. Andersen); en film lavet i samarbejde med Emeric Pressburger.

Men Powell - og Pressburger - havde allerede vakt kontrovers i 1943 med filmen The Life and Death of Colonel Blimp, som nu er udgivet på dvd med den danske titel Duellen. Winston Churchill brød sig ikke om filmen, og så den helst forbudt. Powell havde ønsket at få Laurence Olivier i hovedrollen, men han var indkaldt til militærtjeneste og fik ikke lov til at medvirke. Efter sigende efter ordre fra Churchill. Kontroversen skyldtes, at titlens Colonel Blimp var en figur i en satirisk tegneserie, der blev bragt i Evening Standard. Blimp var en karikatur på den typiske britiske officer: korrekt, snobbet og ude af trit med sin samtid. Og det var ikke en figur, man ønskede at se på film, mens landet var i krig. Slet ikke da filmen samtidigt giver et sympatisk portræt af en tysk officer.

Filmens Blimp er Clive Candy (Roger Livesy), som vi følger gennem tre krige: Boer-krigen, 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Vi møder ham i 1902, hjemvendt fra Sydafrika. Han føler sin officersære krænket af tysk propaganda, der hævder at den britiske hær har myrdet kvinder og børn i boer-krigen. Han drager på egen hånd til Berlin for at konfrontere propagandaens ophavsmand, Kaunitz. Det lykkes ham at fornærme hele den tyske officerstand, og han bliver udfordret til duel. De tyske officerer trækker lod om, hvem der skal duellere på deres vegne. Valget falder på Theo Kretschmar-Schuldorff (Anton Walbrook). De bliver begge såret i duellen og indlagt på samme hospital, hvor de fordriver tiden med at spille bridge. Af diplomatiske årsager - prinsen af Wales er på officielt besøg hos den tyske kejser - bliver den officielle forklaring på duellen, at man kæmpede om en kvinde. Den unge Edith Hunter (Deborah Kerr) bliver indforskrevet i rollen, men ender med at blive forlovet med Kretschmar-Schuldorff. Og først da går det op for Clive Candy, at også han er forelsket i Edith.

Handlingen springer til de sidste dage af 1. verdenskrig. Clive Candy er nu general. Han møder sygeplejersken Barbara Wynne (Deborah Kerr). Samtidigt forsøger han at opspore Kretschmar-Schuldorff, der kæmper på tysk side. Efter våbenhvilen genfinder han Barbara, som han bliver gift med; og det lykkes ham også at finde Kretschmar-Schuldorff, der er krigsfange. De to mødes. Mens Candy roser briterne for at have vundet krigen på hæderlig vis, er Kretschmar-Schuldorff stærkt desillusioneret. Krig er ikke længere et nobelt hverv for mænd af ære.

2. verdenskrig. Kretschmar-Schuldorff er flygtet fra Tyskland og nazisterne og søger nu asyl i England, hvor man nærer dyb mistro til en tidligere tysk officer. Clive Candy taler hans sag, men den gamle general nyder ikke længere fordums anseelse. Hans tanker om krig og ære er ikke i overensstemmelse med, hvordan man ser verden i dag. Kretschmar-Schuldorff forsøger at forklare Candy, at nazisterne ikke kan besejres med ære og fair kamp. Bistået af sin unge, kvindelige chauffør Angela "Johnny" Cannon (Deborah Kerr) indser Candy omsider, at hans tid som soldat er forbi.

The Life and Death of Colonel Blimp er på mange måder en klassisk britisk film: elegant, vittig og en dialog serveret med udsøgt britisk diktion. Det er en fabel om krig, ære og fair play - og en tid, der ikke er mere. Og måske aldrig har været. Når Clive Candy tager til Berlin for at kæmpe for Englands ære og mod løgnagtig, tysk propaganda, så er det mod de historiske kendsgerninger. Briterne dræbte kvinder og børn i boer-krigen, og fænomenet koncentrationslejr, som i filmens samtid var symbol på det tyske barbari, blev opfundet af englænderne under boer-krigen. På den måde siger filmen ikke lige ud, at forestillingen om ære, gentlemanship og fair play er en illusion; men det fremgår tydeligt nok. Når Powell og Pressburger lader Deborah Kerr spille tre forskellige kvinder, der alle vækker Candys interesse, så understreger det netop også, at Candy er en figur, der ikke flytter sig med historien. Han er blevet stående på det samme sted, mens Kretschmar-Schuldorff netop lærer af historien. Da Candy viser ham portrættet af sin hustru Barbara og fremhæver ligheden med Edith, svarer Kretschmar-Schuldorff, at han jo levede 31 år sammen med Edith. Det er muligt, at Barbara ligner den Edith, de begge mødte i Berlin; men den Edith Kretschmar-Schuldorff levede sit liv med blev ældre og forandrede sig. Candy er blevet hos den samme forestilling om en kvinde, der ikke ældes og forandres. Og som kvinder er også hans forestilling om krig.

Filmens satire er dog tydeligst i dens billedesprog. Kamerabevægelse, vinkler og klipning - ikke mindst når det drejer sig om militære optrin - kommenterer vedvarende det, der foregår på handlingsplan. Den indledende montage er sigende: en gruppe soldater kører på motorcykler. Hver gang vejen deler sig, splitter gruppen også op indtil de kører enkeltvis. Til slut bliver den sidste motorcykel væltet omkuld af et reb, drillesyge soldater har spændt ud over vejen. Kameraet følger motorcyklerne, klipningen markerer den militære præcision, men gradvist opløses præcisionen i stadig hurtigere skift i vinkler og position. Og sådan kan man med elegante og subtile midler udtrykke meget mere end der nogensinde bliver sagt. Det er det, der gør Powell & Pressburger interessante selv i dag. De har et visuelt filmsprog, der er langt forud for den britiske filmtradition, der umiddelbart synes at være en del af.


Forrige anmeldelse
« 3 Monkeys «
Næste anmeldelse
» Franklyn »


Filmanmeldelser