Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Inju – The Geisha Killer (100 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 19/8 2009, 10:57 af Kim Toft Hansen

En forfatters eftersøgning


En forfatters eftersøgning

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er længe mellem, at en fransk krimi viser sig på disse kanter. Det samme gælder japanske krimier. Og af samme grund kan det kun overraske, når vi får en film, som er begge dele. Inju – The Geisha Killer – som har originaltitlen Inju, la bête dans l'ombre – er en fransk krimi, som foregår i Japan med et særdeles japansk islæt. Det er dog så som så, hvor godt det lykkes – for filmen virker lidt som en parodi uden helt at være det. Og så afsløres slutningen på sin helt egen måde – endda nærmest uden at se filmen.

Den franske krimiforfatter Alex, der er ekspert i den japanske og populære krimiforfatter Shundei Oe, udgiver en krimi, der er stærkt inspireret af Oes skrive- og fortællestil. Alex er dog ikke enig i Oes dominerende hang til såkaldte ’onde’ slutninger, og af samme grund forsøger Alex sig med anderledes ’gode’ slutning. Bogen viser sig at være en stor succes i Japan, af hvilken grund han inviteres hertil. Hvad der skulle have været en reklametourné rundt i Japan – og i særdeleshed Kyoto, hvor Oe selv skulle være fra – ender dog ikke helt tilsigtet. Ingen har nemlig nogensinde set den japanske forfatter, og da Alex deltager i et bogprogram i tv’et, ringer Oe selv ind med en advarsel. Forlad Japan, ellers… Alex bog viser sig at være ved at udkonkurrere Oes seneste roman.

Alex møder samtidig en kvinde, en japansk geisha med navnet Tamao, som han forelsker sig, hvilket komplicerer sagen, da Tamao blandes ind i brevtrusler, et lig dukker op, og Alex selv synes at være i søgefeltet. Mysteriet breder sig – og Alex er, fordi geishaer ikke må videregive oplysninger til andre, nødt til selv at tage sig af efterforskningen. Hun bekender sig nemlig til ham.

Det er ikke første gang, vi møder denne type fortællinger, hvor en krimiforfatter selv blandes ind i et mysterium. Mest iøjnefaldende er den hjemmehyggelige tv-serie Murder She Wrote, mens Dario Argento har instrueret den fremragende Tenebre, hvor det også er en forfatter, der må være med i sagsopklaringen. Hos Stephen King mestrer forfattere også ganske ofte et vist ræson for efterforskningen. Inju – The Geisha Killer bringer da heller intet nyt til denne tradition. Tværtimod er den slemt forudsigelig, stilistisk gennemskuelig og ikke mindst meget lidt spændende.

Filmen forsøger at etablere et kulturelt møde mellem Frankrig og Japan, og fortællingen har da også nogle formelle ligheder med en storfilm som Alain Resnais’ Hiroshima mon amour, som netop også handler om mødet mellem fransk og japansk kultur. Fællestrækkene er den fortælletekniske metafiktion og det, at den japanske kvinde har brug for manden for at bekende sin fortid – manden skal i begge film fungere som en slags psykologisk jordemoder. Men hvor Resnais’ film for alvor kommer ind i huden på begreber som historie, erindring og kulturforskelle (der også ophæves), så forfalder Inju – The Geisha Killer til stivbenede og nemme løsninger. Den japanske kultur sovset ind i saké, og metaelementerne – der faktisk skaber Resnais’ film – forbliver på niveau med en forlæggers udsagn: ”Jeg har det, som var jeg med i en krimi”. Det er noget, vi har set utallige gange i krimien.

Det mest forundringsværdige – hvilket netop også er med til at gøre filmen temmelig forudsigelig – er den skandinaviske titel. Hvor den franske titel, der betyder noget i retningen af ’dyret i skyggen’ løsner et mysterium, som forbliver uklart (selvom filmen ikke i sig selv er helt så uigennemskuelig), så giver den skandinaviske udgave faktisk slutningen væk. At give en film, hvor morderens identitet er uklar, undertitlen ’the geisha killer’ (der jo kraftigt antyder, at geishaen kunne være en dræber) lader det klart ane, hvem vi skal holde øje med – specielt fordi der ikke bliver slået geishaer ihjel i filmen. Dette kan være skrap ironi, for måske har Japan – som vi her har udtrykket det var butleren, der gjorde det – et udtryk som det var geishaen, der gjorde. Det er i hvert fald – kraftigt hjulpet på vej af titlen – den mest forudsigelige krimi længe set.


Forrige anmeldelse
« Slumdog Millionaire «
Næste anmeldelse
» Flugten »


Filmanmeldelser