Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Wallander – Skylden (89 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 23/6 2009, 17:20 af Kim Toft Hansen

Den manglende fleksion


Den manglende fleksion

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Krimien handler om spænding og opklaring af mord. Det hører vi ofte. Men i kølvandet på særligt opklaring dukker nogle centrale men særdeles besværlige begreber op, som gode krimier også formår at reflektere over. Det drejer sig om placeringen af skyld og mulighederne for at tage ansvar. Ansvarlighed er ofte lagt i hænderne på politiet, hvilket nogle vil kalde offentlig ansvarsforflygtigelse, mens skyld er overladt til retslige instanser. Men hvad sker der, når disse – i netop folkets øjne – ikke længere er tilstrækkelige? Sådanne spørgsmål tager andet afsnit i den tredje serie om Henning Mankells detektiv Kurt Wallander fat på.

Det er interessant, at hverken dansk eller svensk sprog har et ord som skyld, der ikke bøjes i flertal, idet dette nærmest insinuerer, at der kun findes én skyld. Dette spiller filmens titel på. Den hedder Skylden (i bestemt form), og et af de centrale problemer for politiet er netop placeringen af skyld – og ikke mindst, hvornår ’skylden’ holder op. En dreng forsvinder fra sin børnehave, og Wallanders kollektiv sætter ind for at finde ham. Samtidig dukker en gammel pædofilisag fra nabolaget op til overfladen igen, og mistanken kastes selvfølgelig straks i den retning. Der er dog nogle ting, der ikke helt passer sammen, men det er ikke nok til at holde den lokale befolkning tilbage.

En anden svensk spændingsforfatter, Jan Guillou, har tidligere sammenlignet pædofilianklagede med fortidens hekseprocesser. Var du først blevet anklaget – men frifundet – for hekserier, var du brændemærket for livet. Sådan, mener Guillou, er det også for pædofile – et aspekt, vi i øvrigt ser reflekteret i Jacob Thuesens udmærkede film Anklaget. Skylden tager skridtet videre og stiller spørgsmål til den pædofilidømtes retssikkerhed efter afsoning af straffen. Dette er det første sted, hvor filmen stiller skarpt på skyldsbegrebet – kan vi tillade os, som lokalbefolkningen i filmen, at holde fast i et skyldsbegreb, selvom retssystemet er disciplinerende og forsonende snarere end brændemærkende.

Sagen viser sig selvfølgelig at være mere omfattende end ved første øjekast. Derfor skydes tråde ud til andre sager og berøringsflader. Forskellige livstråde filtres ind i hinanden, hvilket antyder filmens mytiske fortællelag – uden at det bliver alt for gennemført. I nordisk mytologi var Skuld den ene af de tre skæbnegudinder, der spandt de levendes livstråde, og det svenske ord den dag i dag for skyld er netop skuld. Det antyder nogle skæbnedispositioner gemt i ordets etymologi, og Skuld var da også gudinde for fremtiden – og netop fremtiden er den umulige tid for den pædofilidømte. Dette underliggende mytelag, som en del krimier spiller på, kommer ikke eksplicit til udtryk, men det er med som et subtilt betydningslag.

Et andet interessant aspekt ved filmen er, som det også gælder første afsnit Hævnen, det fokus, der lægges på Wallander. Det mest brugte anslag i krimifortællinger er oftest mordet, der dernæst skal opklares af detektiven. Begge afsnit vender om på dette, og lader begge film introducere Wallander, som i stedet følges som den, der nærmest forstyrres. Mankells romaner om Wallander er snarere personlige lidelseshistorier, mere end det er opklaringshistorier, og dette aspekt får Skylden i højere grad end Hævnen med. Det er dog ikke så dystert og ubehageligt som i romanerne. Mismodet hos Wallander rammer Krister Henriksson bedre i denne film, og der er længere passager, hvor Wallander falder hen i fortvivlelsen. Karakteren er derfor i dette afsnit kommet mere i spil, hvor Wallander i Hævnen tangerede en vis utroværdig helteforfatning. Derfor tegner Skylden også bedre for den resterende del af serien – der skulle være intet mindre end elleve mere på vej.


Forrige anmeldelse
« The State of Things «
Nste anmeldelse
» Perforama »


Filmanmeldelser