Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The State of Things (121 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 22/6 2009, 22:48 af Kim Toft Hansen

Wim wol. 8 – The State of Things


Wim wol. 8 – The State of Things

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Sandrew Metronome har sat en kavalkade af i gang af centrale film i den tyske instruktør Wim Wenders karriere. Der er generelle karakteristika, som går på tværs af mange af produktive Wenders mange film, mens central i de fleste står den moderne fornemmelse for fremmedgørelse og eksistentiel foranderlighed. Det rodløse eller udsatte menneske står ofte i centrum, men der er også stor forskel de enkelte Wenders-film imellem. Derfor bringer Kulturkapellet over den næste tid enkelte omtaler af en række af disse. De enkelte film fortjener en selvstændig behandling.

The State of Things fra 1982 er den tredje film af Wim Wenders – inden for en kort årrække – af film, der specifikt reflekterer over filmen som medium, filmens status og dens muligheder. Lightning over Water fra 1980 handler om Wenders eget venskab med instruktøren Nicholas Ray og dennes død. Denne blev fulgt op af dokumentarfilmen Chambre 666 fra 1982, hvor Wenders interviewede en række både mere og mindre kendte instruktører på Cannes-festival samme år. The State of Things kommer kort tid efter, og er – i modsætning til de to øvrige – en regulær fiktionsfilm, der handler om at lave film.

De fleste mere mediebevidste instruktører har undervejs i deres karrierer instrueret film, der afsøger dette felt, som handler om selve fortælleakten eller filmens ontologi. Vi kan nævne nogle eksempler, som kunne være Resnais’ Hiroshima mon amour fra 1959, Fellinis fra 1963 eller Triers Epidemic fra 1987. Der er mange af disse, og grundlæggende arbejder de alle med at komme tættere på filmens repræsentationsværdi eller filmens fornemmelse for virkeligheden – eller netop mangel på samme. Her skiller The State of Things sig slet ikke ud, og selvom disse metafilm kan blive en anelse påtagede, så formår Wenders version stadig at fænge, idet den nærmest erkender sig selv: Den ender med ikke at handle om noget som helst.

Vi starter midt i filmen i filmen. På dette tidspunkt er det ikke klart, at dette ikke er den reelle film. Wim Wenders er generelt i sine film fascineret af populære genrer, hvilket vi så i krimiformatet i Der amerikanische Freunde eller melodramaet i The Scarlett Letter. Denne begyndelse af The State of Things er således en version af den dystopiske science fiction-fortælling. Vi følger de sidste overlevede efter en katastrofe på jorden, hvilket i sig selv siger noget om titlen – tingenes tilstand er relativt dystopiske, hvilket er en mere eller mindre gennemgående træk hos Wenders.

Det bliver ikke bedre, da vi bryder ud af fiktionens verden og ind i optagelsesverdenen, hvor det går op for os, at hvad vi er vidne til ikke er andet end optagelserne til en film, der bærer titlen The Survivors. Nu træder vi ind i den reelle problematik, som udspiller resten af filmen, nemlig manglen på finansiering så filmen kan blive færdig. Filmens producent er forsvundet, og instruktøren står tilbage uden penge til at filme færdig for. Urolighed og trøstesløshed spreder sig derfor selvfølgelig blandt de hyrede skuespillere – og særligt den tvivlrådige manuskriptforfatter. Vi er – sammen med alle disse – fanget i filmens eget vakuum, hvor vi ikke ved, hvad der skal blive af den film, vi startede med at se.

Ud over dette selvrefleksive niveau i filmen, hvor vi følger interne optagelser, følger vi også – uden nogen klar tråd – de enkelte implicerede, der reflekterer om filmen og andre repræsentationer, samt deres eget liv. Dette øvre niveau er derfor et lag, der tager fat på alt det nørdede i disse film, nemlig filmens egen ontologi og realismeværdi. Desuden er en grundlæggende diskussionen af fortællingen som grundlag for film en fremtrædende del. ”Fortællinger eksisterer kun i fortællinger”, som instruktøren siger, men en skuespiller – der noterer dette ned – skriver i en parentes: ”Hvorimod livet passerer forbi uden at have brug for at blive til historier”. Dette gennemløber filmen som to forskellige spor, hvor instruktøren – i modsætning til sin producent – tror på film uden fortælling. Producenten, da instruktøren endelig finder ham, understreger, at hvis man vil lave film uden fortællinger, er det som at bygge et hus uden mure.

Instruktøren understreger, at det ikke er nødvendigt med mure, idet rummet eksisterer mellem karaktererne – filmen er ikke virkelighed, men når det kommer til stykket handler alle film om døden. Her placerer Wenders sig midt i en interessant filmontologisk diskussion, der netop går ud på forståelsen af filmen som en repræsentant for det hedengangne. De døde holdes i live gennem filmen – og omvendt. Livet siver ud, bliver der sagt, hvilket jo grundlæggende kan – og formentlig skal – forstås tvetydigt. Det kan på den ene side betyde, at film ikke handler om andet end døden, men samtidig kan det betyde, at netop filmen også er livgivende for os, der ser filmen. Livet siver ud til os.

På den måde er The State of Things nærmest et lille stykke filmteori in casu, hvor der er drysset med refleksioner og citater, der samlet eller hver især kan indgå i diskussioner om film. En af de centrale diskussioner undervejs er grunden til, at visse film er optaget i sort og hvid, hvilket også er gældende for filmen selv. ”Livet er i farver”, er der en der siger, ”men sort og hvid er mere realistisk – i sort og hvid kan du se the shape of things”. Det er altså ikke længere tingenes tilstand, vi her har fat på; det er i stedet tingenes form, oplevelsen af dem og perceptionen af verden, der er i centrum. Vi synes at være blændet af verdens farver, hvor sort og hvidt giver os mulighed for at se ting, vi ikke normalt vil kunne se. Da farvefilmen kom frem, lynchede purister også farverne under påvisning af, at filmens kunstneriske værdi gik fløjten med farverne.

The State of Things er derfor basalt set en film af en filmnørd, om en filmnørd, og i den grad er den en henvendelse til filmnørder. ’Tingenes tilstand’ er således ikke kun en diskussion af verdens tilstand – det er også en diskussion af filmens tilstand. Og her er Wenders, som det også gælder i Lightning over Water eller Chambre 666, ikke blevet mindre rådvild og fortvivlet. Nørderierne er – som filmen The Survivors i filmen – i sig selv dystopiske, og filmen er derfor en mere generel kritik af filmbranchen. Der er kun få overlevende tilbage – men heldigvis har vi stadig Wim Wenders.


Forrige anmeldelse
« Terror «
Næste anmeldelse
» Wallander – Skylden »


Filmanmeldelser