Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Mine aftener i Paradis (147 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 17/6 2009, 00:19 af Kim Toft Hansen

Paradis på film


Paradis på film

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er få film, som hensætter mig i en ekstase, som Guiseppe Tornatores Cinema Paradiso fra 1988 gør. Der er få film, der i den grad kan efterlade et uafvaskeligt smil på mine læber, som udspringer af en hjertevarme og en fornemmelse for, at verden faktisk ikke er så slem alligevel. På sværtede dage er filmen et morfintilskud af proportioner. Mine aftener i Paradis – som den hedder på dansk – er en sådan film, der er i stand til at trække den romantiske komedie op fra det melodramatiske søl, denne genre ofte ender i, og iklæde den en dragt fantaserende fortælleteknik, livsbekræftende karakterer, en eftertrykkelig humor og tilhørende alvorlige miner.

Filminstruktøren Salvatore Di Vita får besked fra sin hjemby om, at en vis Alfredo er død. Denne besked hensætter Salvatore i eftertænksomhed, og vi bliver derfor taget med tilbage til hans barndom og hans møde med Alfredo, der er maskinist i den lille lokale biograf Nuovo Cinema Paradiso. Salvatore fascineres allerede her af filmen, fremvisningsteknikken og de bortcensurerede passager fra filmene, der vises i byen. Alle film bliver, inden befolkningen ser dem, gennemset af byens katolske præst, der – i tilfælde af for letlevende scener med erotik eller vold – ringer med en lille klokke. Det er så Alfredos opgave at klippe disse sekvenser ud, og byens befolkning har derfor aldrig set et filmkys. Filmen er for denne befolkning en eksplosiv eruption af undertrykt lyst.

Selvom Alfredo mest er irriteret på at have Salvatore rendende rundt om sig, formår de alligevel i deres fælles kærlighed til filmen at stifte et livsvarigt venskab på tværs af generationer. Alfredo og Salvatore er her spillet af henholdsvis Phillippe Noiret og Salvatore Cascio, der sammen danner et parløb, som er hele filmen værd. Cascio som den lille knægt, der samler på udklip fra filmstrimler med filmkys, er sjældent set så velcastet som i denne film. Hans pågående karakter er da også årsag til, at Alfredo til sidst på forbarme sig over Salvatore, og vise ham, hvordan teknikken fungerer – selvom Salvatore allerede har luret den af. Senere må Salvatore selv overtage rollen som maskinist.

Det er en ultimativ forseelse mod filmens smukke fortælling at give dybere genfortællinger. Det er selvfølgelig ikke klart, hvor den romantiske komedie kommer ind, men denne kærlighedsfortælling kommer senere, hvor Salvatore vokser op og møder sit livs kærlighed. Jeg vil ikke komme dybere ind i handlingen, for den skal gennemleves som den erindringsstruktur, Salvatore selv husker den igennem. Filmen er derfor også et studie i erindringens rammer for vores hukommelse – vi tror, vi kan forlade minderne og begive os ud i verden, men når det kommer til stykket, hænger vores minder hermetisk sammen med den, vi er blevet til. Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at Salvatores forkærlighed for filminstruktionen udspringer af hans aftener i biografen Paradiso sammen med Alfredo.

Det er derfor en film med italienske promiskuøse armbevægelser, der kommer til udtryk gennem en udlevende og sjæleglad italiensk kultur. Den bedste sammenligning, vi her kan komme på, er selvfølgelig Roberto Benignis film, der også spiller på komediens alvorlighed. Det er et element, vi også genfinder hos den mere refleksive Woody Allen, som – som også Cinema Paradiso – sammenkæder kærligheden til den ene kvinde (eller hos Allen flere kvinder) med en kærlighed for filmmediet. Desuden er filmen velfortalt på en fortælleteknisk og ikke mindst cinematografisk facon, vi senere ser hos en fransk instruktør som Jean Pierre Jeunet. Cinema Paradiso er med andre ord et konglomerat af det bedste fra, hvad vi genfinder hos Benigni, og det bedste hos Allen – krydret med en kvast Jeunets fortællemæssig humor. Og dette er kun mildt sagt, for Cinema Paradiso er et krediteret, anerkendt og særligt filmisk mesterværk.

For den interesserede er der ydermere anselige passager og elementer i filmen, der er værd at tage fat på. Filmen skildrer for det første en italiensk efterkrigstid, der her får et helt andet udtryk end det, vi kender fra fx de mere tungsindige Vittorio De Sica-film – fx Cykeltyven, der netop også har typecastet en lille knægt til at spille den ene smukke hovedrolle. For det andet skildrer Cinema Paradiso også nærmest dele af filmhistoriens udviklingstrin. Salvatore begynder selvfølgelig på et tidspunkt også at fatte interesse for filmmediet i sig selv, og begynder at optage sine egne film – og som det netop er karakteristisk for filmmediets opkomst fascineres Salvatore også her af filmens evne til at skildre virkeligheden. Hvilke typer film han senere er kommet til at lave, finder vi aldrig ud af, men slutscenen, hvor Salvatore pakker Alfredos efterladte filmrulle ud, hvor Alfredo har klippet alle de bortcensurerede sekvenser sammen, er en tåre værdig.

Cinema Paradiso skildrer på én gang erindringens enorme kraftfuldhed, kærlighedens ukrænkelighed, humorens og komediens vigtighed ift. alvorsfulde emner, men ikke mindst minder den om, hvorfor det er, at film er et så fantastisk medie, der ikke ophører med at fascinere. Ennio Morricones fængslende musik irammesætter desuden kun disse emner. Har du derfor glemt, hvorfor du elsker film, så er Cinema Paradiso uden tvivl den genopfriskning, du trænger til, og har du glemt, hvordan et mesterværk ser ud, har du ikke set Cinema Paradiso.


Forrige anmeldelse
« The Bridge «
Næste anmeldelse
» I Love You, Man »


Filmanmeldelser