Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Midnight Meat Train (94 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 6/6 2009, 00:03 af Torben Rølmer Bille

The Midnight Meat Train


The Midnight Meat Train

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af de første og største oplevelser undertegnede har haft i forbindelse med det litterære gys var i 1988, hvor Clive Barkers formidable novellesamlinger Books of Blood blev indkøbt til samlingen. Ikke kun var historierne fulde med fantastisk udpenslede splatterscenarier, men de var også hver især præget af en opfindsomhed og originalitet, som mange andre gyserforfattere burde være mægtigt misundelige på.

Den anden novelle i Books of Blood var The Midnight Meat Train - en forholdsvis simpel historie, der mest effektivt udnytter den paranoia man måske har oplevet i situationer, hvor man er nødsaget til at tage den sidste, mennesketomme metro hjem. Efter de seneste års ret småfesne filmatiseringer af Clive Barkers forlæg har en japansk instruktør nu endeligt formået at bringe lidt tiltrængt nerve tilbage i filmudgaven af førnævnte novelle.

Ryûei Kitamura er måske et forholdsvis ukendt navn på vore breddegrader, men fans af japanske film ved, at det var ham der både lavede den underholdende zombiefilm Versus, den seje femi-samuraifabel Azumi og han har endog siddet i instruktørstolen da Godzilla: Final Wars blev skabt. The Midnight Meat Train er i sammenligning med disse rendyrket horror, der i grove træk følger Clive Barkers originale historie.

Filmens hovedperson er den unge fotograf Leon, der i lang tid har forsøgt at få succes med sine billeder. Som han selv siger det i filmen så er det hans overordnede mål at indfange byens sjæl i sine fotografier, men det er som om der er noget der mangler. Leons kæreste har på hans vegne spurgt en af deres fælles venner, om han ikke kunne introducere Leon til de folk han kender i kunstbranchen og inden længe kan Leon præsentere sin portefølje til en af byens hotteste gallerister. Hun fortæller Leons ærligt at hans billeder mangler en del kant før hun kan antage dem.

Frustreret begiver Leon sig ud i natten hvor han følger efter en gruppe arrige, unge mænd. De passer en ung, smuk kvinde op på en undergrundsstation og Leon tager helt koldt en serie billeder af den skræmte kvinde og hendes skumle overfaldsmænd. Leon har heldigvis så meget pli at han afbryder dem i deres forehavende og kvinden stiger lettere rystet ombord på det sidste nattog.

Et par dage efter kan Leon læse i avisen at kvinden er forsvundet. Han opsøger derfor straks politiet med sine billeder. Han har endda et billede, der viser pigen stige ind i toget og dér kan man se, at der er en hånd der holder togets dør åben. På denne hånd sidder en meget karakteristisk ring, som Leon ganske ved et tilfælde ser et par aftener efter, da han følger efter en meget bistert udseende herre, som kommer op fra en undergrundsstation. Leon sniger sig efter manden og det viser sig at han arbejder på et af byens slagtehuse.

Seeren ved dog på nuværende tidspunkt, at samme skumle mand er identisk med den person, der dræber og parterer folk i undergrundsbanen. Hvorfor han gør dette eller hvad der sker med ligene efterfølgende er der umiddelbart ingen forklaring på. Selv om Leons billeder nu sælger som varmt brød, så fascineres både han og hans kæreste af denne mystiske fremmede og de indleder et meget farligt efterforskningsarbejde for at komme til bunds i sagen.

Selv om grundplottet i The Midnight Meat Train i store træk er ens med novellens er der stadigvæk væsentlige forskelle. Eksempelvis så mangler filmen det Lovecraft-inspirerede uhyre som Leon møder hen mod slutningen – og som ganske bogstaveligt repræsenterer byens sjæl - og Leons kæreste samt et par andre bifigurer er noget der udelukkende eksisterer i filmudgaven. Det er dog ikke nok til at have gjort historien uigenkendelig, for The Midnight Meat Train er en spændende, brutal og ret (u)lækker gyserfilm, der uden tvivl vil stille den mest basale blodtørst hos fans af genren.

Vinnie Jones er nærmest perfekt castet som den udtryksløse morder Mahogany, der fremstår fysisk intimiderende ikke kun i kraft af sin størrelse men også i kraft af det hans forbistrede udtryk, der aldrig forlader hans ansigt. Selv om det som vanligt er skurken der er den mest interessante, så gør filmens centrale kærestepar det også godt, for selv om de ikke fremstår som særligt komplekse karakterer, så udfylder de deres roller med nok emotionel kant til at det fungerer efter hensigten.

Det eneste man kunne udsætte på filmen er de indledningsvis dårlige CGI-effekter. Selv om der grangiveligt skal computeranimation til at vise en slowmotion gengivelse af en hammer der rammer en nakke så hårdt at øjenæblet popper ud, så ændrer det ikke ved at både denne effekt og et par andre er så tydelige, at deres kunstighed ødelægger oplevelsen. Selv om computermanipulationer senere i filmen også giver plads til gode visuelle oplevelser, som eksempelvis kampen i togvognen, så ændrer det ikke ved at man som gammel fan hellere havde set et hoved Tom Savini havde lavet blive ramt af hammeren. Kan man dog se igennem fingre med et par pletvis usle effekter, så er The Midnight Meat Train en dejlig, dyster distraktion fra hverdagen.


Forrige anmeldelse
« Den blodige bugt «
Næste anmeldelse
» Operation Valkyrie »


Filmanmeldelser