Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Maria Larssons evige øjeblik (131 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 26/5 2009, 20:26 af Kim Toft Hansen

Det udstrakte øjeblik


Det udstrakte øjeblik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jan Troell er givetvis et af tidens bedste svar på en nulevende svensk auteur. Troell har et langt liv bag sig inden for filmproduktion, og erfaringens sikkerhed kan ses i hans film, hvor han selv instruerer, skriver manuskript og står for cinematografien. Han har derfor nærmest en finger inde i enhver krog af sine film, af hvilken grund flere af hans film fremstår helstøbte og fuldendte. Der bliver i den grad kælet for de elementære detaljer, hvilket også gælder Troells seneste film Maria Larsson evige øjeblik.

Maria (Maria Heiskanen) lever i en tid med sociale omvæltninger og samfundsmæssige forandringer i starten af det forrige århundrede. Levevilkårene er trange, pengene er få, men alligevel lever Maria med sine børn i et etableret familieliv. Desværre er idyllen kun kortvarig og sporadisk, idet hendes mand Sigfried (Mikael Persbrandt) både er temmelig drikfældig, har udenomsægteskabelige tilbøjeligheder, og – i de mørkeste stunder – tæver han både børn og Maria. Samtidig er Sigfried dog hårdtarbejdende, og har ingen problemer med at finde arbejde, fordi han stærk og fingernem, men denne arbejdsomhed ledes gentagende bort af nævnte problemer og en spirende socialisme og strejkelyst blandt arbejderne. Særligt Sigfrieds ven Englund agiterer arbejderoprør i lyset af den russiske oprører og anarkisk Kropotkin.

Midt i al denne tumult erhverver Maria sig et fotografiapparat. Hendes første tanke er, at hun kan sælge eller pantsætte det, så de kan få mad på bordet. Maria arbejder også selv hårdt, mens hun tager vare om børnene, og omsorgen træder derfor frem i første række. Men da hun skridter ind hos den lokale fotograf for at sælge kameraet, støder hun i stedet på den charmante Sebastian (Jesper Christensen), som i stedet – efter at have pantsat det – vælger at lade hende ’låne’ apparatet med udstyr, så hun kan lære at tage billeder. Dette bliver begyndelsen på Marias eventyr ind i en helt ny måde at læse sin omverden på, nemlig gennem et fotografiapparat. Filmens titel henviser således til en slags fotografiets ontologi: Billederne er fastfrosne øjeblikke, der varer evigt.

Grundskitsen til Maria Larsson evige øjeblik etablerer derfor et socialrealistisk fundament, som suppleres af en billedmæssig poesi. Det socialrealistiske fokuserer vedholdende på vilkårene for familien på den ene side og betingelserne for arbejderklassen på den anden side. Et bindeled mellem disse handlinger er Marias mand, der på godt og ondt lever et slags dobbeltliv. Den ene dag er han hengivende og – altid – arbejdsom, men den næste dag kan han let falde i. Flasken bliver det kæreste eje, og familien bliver tilsidesat til fordel for udskejelser og mordtrusler. Siegfried er på den måde skildret som en tvetydig mand, der også skaber tvedelte følelser hos Maria, som den ene dag er parat til at forlade ham, men den næste træder ind i trædemøllen igen. Nogle religiøse årsager spores også til disse valg, men samtidig får Maria også – uden at det bliver til ekstraægteskabelige eskapader – afløb for sine frustrationer gennem såvel sit kendskab til Sebastian som sin kærlighed til kameraet. Den verden, hun ser her igennem, giver hende en ny og bedre grundforståelse.

Den visuelle poesi spiller med både igennem fotografiets tilstedeværelse og Jan Troells eminente cinematografi. Samtidig med at filmen trænger tæt ind på de sociale vilkår og sociale omvæltninger, så svælger den også i smukke billeder og fabelagtige kompositioner. Selvom filmen afviger fra at ville fortælle sin historie som en klassisk udviklings- eller dannelsesfortælling, så formår Troell at supplere filmens skrappe realisme med en billedbehandling, der – som poesi bedst kan – udvider handlingens betydninger. Og læser man ikke så mange betydninger ind i de visuelle valg, så kan billedpoesien ganske simpelt nydes for, hvad den er: en øjefryd af dimensioner.


Forrige anmeldelse
« Black Magic Rites «
Næste anmeldelse
» Sex Drive »


Filmanmeldelser