Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Black Magic Rites (94 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 22/5 2009, 16:12 af Torben Rølmer Bille

Genopliv LSD-heksen


Genopliv LSD-heksen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er meget svært ikke at holde af Black Magic Rites. Af flere årsager, men indledningsvis kommer der fire:

For det første udmærker filmen sig ved at være et enormt tidstypisk produkt. Den er blandt de mest udsyrede sleazefilm fra Italien i 1970erne. Dette kan tydeligt fornemmes i den enormt fragmenterede handling, de ulogiske progressioner mellem scener, et fuldstændigt utroværdigt persongalleri hvoraf nogle spiller så overdramatisk, at de ville kunne få selveste Vincent Price til at krumme tæer. Endelig har vi de utallige skæve zooms ind på folks øjenparti, tilsat et virvar af kraftige farver, beatmusik og blinkende lys.

For det andet synes filmen helt fra starten at appellere til et psykedelisk kernepublikum. Filmen starter for eksempel med en hypnotisk roterende spiral af farver, som ledsages af mystisk kormusik, mens filmens gotiske fortekster smøres ud over skærmen. Men også i selve filmen bombarderes seeren med både ekspressive farver, der konstant skifter, rigide – nærmest robotagtige skuespilpræstationer, meget akavede og mystiske replikskift og ikke mindst den konstant fokus på overdrevne, ekspressive visuelle effekter, der sikkert vil skræmme en hel del folk på svampe og LSD, men som blot virker meget løjerlige, når man sidder med en kop kaffe som eneste stimulans.

For det tredje er handlingen præsenteret på en så fragmenteret og stiliseret måde, at filmen på mange måder kan minde om Kenneth Angers tidlige okkulte eksperimentalfilm. Det ville dog være en fejl at drage kunstneriske paralleller mellem de to, for hvor Angers film er bevidst metafysiske og bevidst benytter kabbalistisk, ægyptisk, kvasi-religiøst symbolsprog, går Black Magic Rites efter den sataniske sensation og blander derfor lystigt heksejagter, Dracula og menneskeofringer sammen i en fornøjet 70’er farvelade.

For det fjerde er det sjældent at se en film, hvor så mange skuespillere er blevet bedt om ikke at foretage sig meget andet end at skule olmt ind i kameraet, mens lyset skifter omkring dem, og en dyster musik bliver afspillet. De øvrige skuespillerpræstationer består så af purunge kvinder, som i stedet er blevet bedt om at se enormt skræmte ud, skrige ”aiuto” (italiensk for ”HJÆLP!”) mens de får revet tøjet af og bliver bundet til stiger, kors, træer eller hvad der ellers er for hånden af kutteklædte mænd med ansigtsmaling.

Black Magic Rites har desuden hele syv forskellige titler, hvis man undersøger dette på IMDB, og dette borger som bekendt for kvalitet. Den har en af de mest mærkværdigt kiksede slutninger nogensinde, og når man ikke er på syre, er den hverken ret skræmmende eller grænseoverskridende i sin fokus på nøgenhed og simulerede menneskeofringer.

Til gengæld er filmen et fund for alle os, der ikke ved noget bedre end at opdage en virkelig underlig film, som man ikke vidste eksisterede. Historien er ret simpel, til trods for den meget fragmenterede indpakning. En gruppe mænd forsøger at genoplive det livløse lig af den heks, som oprindelig blev brændt på bålet i den mørke middelalder. Hendes elsker svor ved Satan, at hun ville leve igen, og som belønning gjorde djævelen vistnok ham og resten af landsbyen udødelige. Muligvis er elskeren selveste grev Dracula. Vampyren suger dernæst blod fra ungmøer og bringer dem til underverdenen, som meget belejligt ligger i kælderen under det slot, som et ungt ægtepar netop har købt. Hustruen ligner også ved et mystisk tilfælde heksen Isabella på en prik, og af uransagelige årsager frekventeres slottet ud over parret og Dracula af en arret, gammel nisse med pukkelryg (som vistnok er Draculas hjælper), en masse unge piger og et forældrepar. Hvad de alle sammen laver på slottet ud over at vente på at blive ofret, er der ingen rigtig forklaring på, men forklaringer er jo også unødige. I virkeligheden er dette vel også lige meget, for filmens dialog og handling er som før nævnt nærmest umuligt at finde logisk hoved og hale i.

Mest besynderligt er dog filmens komiske islæt, der består af en ret mærkelig fedladen fyr med påtagede tics, som akkompagneres af et fjollet musiktema, hver gang han optræder. Han ledsages af en ung, rødhåret pige, der det ene øjeblik råber og skriger op om monstre for det næste at danse fjollet rundt, grine fjoget og falde på halen til alles store morskab. Ej heller komikken – hvis det da skal være komisk - giver mening.

Filmen føles som om, den er blevet til, mens alle implicerede har været høje på stoffer – måske lige kameramanden undtaget - og slutresultatet bliver en underlig blanding af L’anée dernière á Marienbad, The Trip, Lucifer Rising, Häxan og et utal af italienske b-film. Black Magic Rites sælger sig selv på en række scener hvor afklædte ungmøer tortureres af vampyrer i Satans navn, og hvad kan man i grunden ønske sig mere. Rigtigt god fornøjelse!


Forrige anmeldelse
« Pathology «
Næste anmeldelse
» Maria Larssons evige øjeblik »


Filmanmeldelser