Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




"The Rape of the Vampire" og "Fascination" (hhv. 100 & 80 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 21/4 2009, 11:27 af Kim Toft Hansen

Voldtægt, vampyrer og visuel ekstase


Voldtægt, vampyrer og visuel ekstase

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jean Rollin er en såvel sær som særlig fransk instruktør med stor forkærlighed for vampyrgenren. Samtidig er han kendt for og i visse kredse anerkendt for at kombinere denne subgenre med irrationelle surrealistiske spor, erotiske dramaer og kunstfilmiske tendenser. Det gælder også de to seneste Rollin-udgivelser, som netop er blevet genudgivet. Det drejer sig om Rollins debutspillefilm The Rape of the Vampire fra 1968 (fr. Le viol du vampire) og Fascination fra 1979 (med samme franske titel) – begge både illustrative Rollin-film og gode eksempler på rummeligheden i horrorgenren.

Den tendentielle surrealisme kommer tydeligt til udtryk allerede fra starten i Rollins karriere i kraft af The Rape of the Vampire. Det er nok et af de mest ekstreme stilmæssige og fortælletekniske udtryk, vampyrgenren har været udsat for. Det er – uden at sige for meget – en af de særeste vampyrgysere, der har set dagens lys. Som undertitel hedder den ”Melodrama i to dele”, hvilket antyder filmens sirlige fokus på intriger, men alligevel fortæller den en samlet historie om vampyrer på og omkring et gammelt slot. Første del fokuserer på en gruppe psykologer, der forsøger at overvise fire kvindelige vampyrer om, at det hele blot er indbildning. De tilbeder en nært stående figur, som de opfatter som guddommelig – herfra har de tilsyneladende fået idéen om, at de er flere hundrede år gamle vampyrer.

Den anden del starter umiddelbart, som den første slutter. Her træder vi med det samme ud af tvivlens skygge ind en vis sikkerhed om, at de vampyrer, der nu figurerer, rent faktisk er blandt de udøde skikkelser. Visse forskere, der i denne anden del fortsætter sin hårdnakkede søgen efter modvirkning af vampyrisme, søger nu efter en modgift, der kan kurere dem, der er blevet bidt. Samtidig udviser vampyrernes dronning en dominans over kuldet, der langsomt breder sig i et excessivt orgie af blod, lesbisk sex og andre mere og mere sadistiske eksperimenter.

Umiddelbart lyder The Rape of the Vampire lettilgængelig og nærmest ensporet, men udtrykket og fortællingen er alt andet end dette. Da filmen udkom i 1968 blev den ikke modtaget velvilligt, og publikum skal efter sigende have overdænget lærredet med ubehageligheder. Læser man forskellige diskussionsfora og filmsites, så har filmen den dag i dag stadig samme effekt – den deler ganske simpelt vandene. I dag er problemet ikke så meget den excessive blodudgydelse og erotiske understregning af vampyrernes kropslighed, men snarere er problemet filmens surrealistiske og kunstfilmiske spor. Kan man ikke lide filmen, tenderer det nærmest et hadsk modforhold, mens dem, som kan lide den, fremhæver den som et mesterværk.

Filmen er dog ikke et mesterværk, men den spiller ganske godt på tressernes filmiske excess, som karakteriserer mange film i Frankrig på dette tidspunkt. Det er selvfølgelig indlysende, at nybølgetendenser og filmteknisk hyperbolik også skulle ramme horrorgenren. På samme måde som den atonale free jazz spiller en helt central rolle i underlægningsmusikken, så er filmens stil et vildt og voldsomt udtryk, der under alle omstændigheder er værdigt for alle, der troede, de havde set vampyrfilmens grænser. The Rape of the Vampire er ganske simpelt en de mest syrede vampyrfilm.

Mere tilgængelig er Fascination, der ikke så meget profilerer sig på surrealistisk excess. Snarere er det erotikken (og dens forhold til volden), som kommer i centrum, og filmen er derfor en grundlæggende og for så vidt næsten udvidende understregning af vampyrens særlige kropslige fornemmelse for sig selv, sine ofre og omverden. Den handler om tyven, der søger tilflugt fra andre svindlere på det gamle slot, hvor der – til tyvens fortrydelse – venter to vampyrer med særlig blodtørst netop denne dag. Umiddelbart er dette nok Rollins mest tilgængelige vampyrfilm.

Kendetegnende er det for Fascination, som det er generelt for Rollins film, at den er særdeles langsom, hvis vi sammenligner den med en mere moderne filmstil. Der er en konsekvent brug af lav klippefrekvens og – i visse henseender – temmelig sofistikerede kameravinkler, som omvendt gør filmen enormt luntetravende, hvis ikke vi holder det centrale for øje. Fascination – eller andre af Rollins langsomme film – skal ikke fravriste seeren, selvom vi sommetider godt kan føle os noget tabte i The Rape of the Vampire. I stedet bruger Rollin denne stil til at dvæle ved detaljen på en måde, der momentvist – i Fascination – minder om den russiske Tarkovsky (uden øvrig sammenligning).

Derfor er det ikke uhygge, der er i centrum, selvom uhygge selvfølgelig springer i øjnene i kraft af ekstremiteter undervejs. Det er i stedet den kunstfilmiske udfordring af genrefilmen, der står centralt hos Rollin. Dette kan selvfølgelig være mere eller mindre vellykket, og Rollin har i særdeleshed en del meget lidt vellykkede film. Men til tider fungerer det faktisk overraskende godt, og som genrefilm, der imødekommer kunstfilmen (eller omvendt), er særligt The Rape of the Vampire interessant. Fascination er i modsætning hertil både myte- og mere stiltro, og derfor måske et godt sted at starte, hvis ikke man fra starten vil skræmmes helt væk fra Rollin.

En ting skal dog slås fast med en blodig tolvtommers egetræspind: Man har ganske simpelt ikke set vampyrfilm, før man har været igennem et par film af Jean Rollin! Så hvorfor ikke starte fra starten…


Forrige anmeldelse
« Mirrors «
Næste anmeldelse
» Nim og den hemmelige ø »


Filmanmeldelser