Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Mirrors (111 min.) Købsfilm / SF-Film
Anmeldt 21/4 2009, 08:56 af Torben Rølmer Bille

Bag spejlet


Bag spejlet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er primært - når man skærer ind til benet - to former for tricks, filmmagerne kan benytte, hvis de vil fremkalde en følelse af frygt hos os. Den mest hyppigt anvendte er at lade filmens karakterer bevæge sig forsigtigt og angstfyldte ind i et dunkelt lokale for så med en pludselig høj lyd visuelt at konkretisere tilstedeværelsen af et eller andet stort, brutalt, blodindsmurt væsen, der går til angreb. Vi hopper op af stolen, og pulsen er sat betydeligt i vejret.

Den anden, lidt mere besværlige måde, er, at få den skeptiske seer til at acceptere nogle præcist tilrettelagte informationer, der bliver præsenteret drypvis, som filmen skrider frem i det håb, at seeren knytter disse informationer sammen, så han eller hun (ofte langt tid før vores hovedperson) indser, at vedkommende er i frygtelig fare, hvis hovedpersonen vælger at vende tilbage til det hjemsøgte hus eller at gå ubevæbnet ned i kælderen. Den overnaturlige trussel kan ret beset lure overalt.

Heldigvis er der også film, der med rund hånd deler ud af både de gode chok og atmosfærisk, snigende uhygge, og en af dem er den nye film Mirrors.

Filmen er instrueret af Alexandre Aja, som de fleste genrefans allerede kender som en habil gyserinstruktør. Det var blandet andet ham, der satte fut i den nye bølge af franske gyserfilm med Haute Tension og skabte en remake, som på mange måder var bedre end Wes Cravens original, nemlig The Hills Have Eyes fra 2006.

I Mirrors spiller Kiefer Sutherland den fallerede politimand Ben, der efter en personlig nedtur tager et job som nattevagt i de udbrændte rester af et imponerende stormagasin. Stillingen er pludselig blevet ledig, da den tidligere vagtmand er fundet dræbt, og det tager derfor ikke tilskueren langt tid at finde frem til, at vagtmanden tydeligvis er identisk med den person, som vi ser skære halsen over på sig selv i filmens voldsomme startsekvens.

På grund af en juridisk tvist mellem stormagasinets ejere og kommunen har bygningen fået lov til at stå hen og forfalde. Der er derfor denne forkullede, men meget imponerende kulisse, som hurtigt bliver filmens egentlige hovedperson. Ben undrer sig over, at de store spejlpartier i bygningen er holdt så skinnende rene på trods af bygningens generelle tilstand. Han får at vide, at rengøringen af spejlene var noget forgængeren havde brugt megen tid på ,og inden længe får omstændighederne Ben til at grave dybere i sagen omkring ikke kun vagtmandens død men også stormagasinets historie. Især ansporet af uforklarlige, ubehagelige og meget realistiske hallucinationer.

Selv om Mirrors måske ikke kan beskyldes for at være utroligt original, så er det stadig en fin og effektiv overnaturlig gyser, som vil tilfredsstille langt de fleste gyserfans. Der er flere, der hævder, at grundplottet er tyvstjålet fra den koreanske gyserfilm Into the Mirror, men selvom både ideen omkring det frygtelige, der lurer lige på den anden side af spejlet, og startsekvensen er meget identiske, så er Ajas film langt mere gotisk og udpenslet voldsom. Hos Aja er det de rent overnaturlige elementer samt stormagasinets ruin, som er i centrum, snarere end den detektivhistorie, som udspiller sig i Into the Mirror.

Der er sikkert de, der kunne mene, at Aja har fokuseret alt for meget på stemning, brutalitet, effektjageri i stedet for at få fortalt en vedkommende historie og på bekostning af den fine stemning, som den koreanske film er gennemsyret af. Til gengæld synes Ajas film at være langt mere dynamisk og ikke mindst en hel del flottere lavet.

Filmens hjemsøgte stormagasin er et nærstudie i lækkert setdesign. Kameraet viser os rigtigt mange gode detaljer, der alle er med at gøre stedet virkeligt ubehageligt. Halvbrændte påklædningsdukker, sortsodede omklædningsrum og lange udbrændte korridorer, der kun kan betrædes, hvis man er udstyret med en kraftig stavlygte, bringer ikke kun minder om klassiske overnaturlige gysere som The Spiral Staircase og The Haunting, men trækker samtidig på den oplevelse mange yngre seere vil have med videospil som Silent Hill og Fatal Frame, der alle byder på overnaturlige choks i gotisk stil.

Det er derfor uretfærdigt at betragte Mirrors som en decideret kopi af førnævnte koreanske film. Mirrors låner en hel del elementer fra andre gysere, men gennem sin fortættede fotografering og gode tempo formår den stadig at skabe en virkelig god stemning, der er nem at ryste af sig, når først rulleteksterne kører, men som fungerer upåklageligt, mens man ser filmen. Intet mesterværk, men så afgjort små to timers intense oplevelser, hvis man er til den slags.


Forrige anmeldelse
« The Escapist «
Næste anmeldelse
» "The Rape of the Vampire" og "F... »


Filmanmeldelser