Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Vampyrer (75 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 7/4 2009, 11:38 af Torben Rølmer Bille

Dagligdags vampyrer


Dagligdags vampyrer

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af de bedste og mest originale vampyrfilm i øjeblikket er Lad den rette komme ind, og derfor var det med store forventninger at undertegnede satte sig godt til rette og begyndte at se Vampyrer, for ligesom førstnævnte film er den både helt ny og lavet i Sverige.

Svenskerne har en stor forkærlighed for netop vampyren som figur, for det er ikke mere end tre år siden at den fine Frostbiten kom til os fra hinsidan - en film, der på mange måder foregreb grundideen i 30 Days of Night, men i al retfærdighed skal det dog siges, at Steve Niles og Ben Templesmith var allerførst med deres fremragende tegneserie.

Vampyrer er en ultra-lavbudgetsfilm, der ikke kan sammenlignes med de øvrige film, hvad angår hverken plot eller teknisk udførsel. Den er til trods for sit lave budget, sit mærkværdige løse plot og en håndfuld underlige dialogsekvenser stadig ganske seværdig, måske især fordi den ikke er så fokuseret på selve blodsudgydelsen som på det eksistentielle aspekt ved det at være blodsuger. På den måde kan man godt sige, at den søger at lægge sig i forlængelse af film som Nadja, The Hunger eller The Addiction og den citerer endda Lost Boys eksplicit, men den bliver aldrig klassikere som dem.

Filmen handler i al sin enkelthed om to vampyrsøstre, Vera og Vanja, som er taget en tur i byen. Den ene af dem bliver passet op af en stor modbydelig rocker og tvunget ind på et toilet, hvor han vil tiltvinge sig sex med hende. I stedet ender det med at pigens bette lommekniv snitter hans halspulsåre op, og hun får sig en velfortjent aftensnack. Søster må nøjes med resterne, og de to forlader kort derefter stedet. De øvrige rockere opdager hurtigt, at der er noget rivende galt og sætter sig op på deres motorcykler i jagten på mordersken og dennes søster.

Filmen følger så søstrenes formålsløse renden rundt i et underligt mennesketomt Stockholm, på flugt fra de fire rockere og i drypvis samtale om deres vampyreksistens. Filmen kan i starten godt forvirre en anelse idet den uden varsel klipper fra flashbacks til den aktuelle filmiske tid, men når man først har vænnet sig til dette, fungerer det faktisk ganske fint. Vampyrpigerne i denne film har tilsyneladende ingen overnaturlige evner, de er ikke superstærke, de kan ikke forvandle sig om til tåge eller ”fladdermös”, ja faktisk synes det eneste, der peger på deres vampyrstatus at være det det faktum, at de har en diæt, der primært består af hæmoglobin.

Derfor kan man også sidde tilbage som tilskuer og undre sig over, om de to piger vitterligt er vampyrer i traditionel forstand, eller om de hører til den flok af selvudnævnte vampyrer, som man har set i et utal af amerikanske talkshows og sensationsdokumentarfilm. Vi har nok alle hørt om disse tragiske folk, hvor en kombination af ungdomssløvsind, en trist tilværelse og en fascination af alt goth fra havet lokker almindelige mennesker til at drikke blod og sove i kister. Det eneste hint, vi får om pigernes ophav, er i den scene, hvor søstrene taler om deres forældre, der ifølge dem selv også var vampyrer - men hvorvidt denne vampyrstatus er resultat af arv eller miljø står hen i det uvisse.

Et af omdrejningspunkterne i filmen er, at den yngste søster er blevet forelsket i et almindeligt menneske, og han elsker tydeligvis også hende. Hendes storesøster fnyser af dette, taler om at det aldrig vil gå og går endda så vidt som at ødelægge en aftale, de to elskende har ved at påkalde sig rockernes opmærksomhed.

Blodtørsten og blodsudgydelserne bliver i filmen konstant knyttet til det seksuelle, som rockeren i starten eller senere i filmen, hvor en taxachauffør vil have betaling i form af naturalier. Han får i stedet lov til at skrige. Dette gør at Vampyrer i bund og grund fremfører en slet skjult feministisk, freudiansk metaforik, der bruger vampyrmyten som udgangspunkt til at diskutere søskendekærlighed, afhængighed, kærlighed, spiseforstyrrelser og (mangelen på) kvindelig identitet. Det er også det, sammen med den mærkværdige dialog og søstrenes bizarre opførsel, der gør at Vampyrer aldrig bliver en film, som bliver underholdende, eller som formår at fortælle en medrivende, vedkommende historie, og det er præcis dette, der bliver filmens største svaghed.


Forrige anmeldelse
« Postal «
Næste anmeldelse
» Miraklet ved Skt. Anna »


Filmanmeldelser