Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Vølvens forbandelse (90 min.) Biografversion / SF-Film / Cosmo
Anmeldt 28/3 2009, 12:42 af Torben Rølmer Bille

Danmarkshistorie for dummies?


Danmarkshistorie for dummies?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Måske kan det lyde som et ufatteligt surt opstød fra en übergnaven anmelder, men det kan altså være meget svært virkelig at holde af tv-serier og film tiltænkt børn, der på mest populistiske vis foregiver at være alment dannende på en underholdende måde, når det, som de i bedste fald afstedkommer, er at overbevise ungerne om, at det rent faktisk var to unger på tidsrejse, som kom til at spille en afgørende rolle i Danmarks historie.

Der findes naturligvis mange gode eksempler på, at forfattere og filmmagere benytter sig af observerende karakterer til at gøre historietimen mere levende. Et glimrende eksempel er Peter Madsens Valhalla-tegneserie, hvor gudernes eventyr bliver filtreret gennem to menneskebørns øjne. Det gør ej heller noget, at man bevæger sig helt over i den anden grøft og laver fiktioner, der er så overdrevne i deres anvendelse af historiske personager og hændelser, at de tydeligvis forfalder helt til fiktionens overdrev. I den kategori finder vi eksempelvis den morsomme Bill and Ted’s Excellent Adventure, hvor historisk akkuratesse må vige pladsen helt til fordel for gøgl og lummer teenagehumor. Sådanne yderpunkter er fine, men irritationen begynder altså at gnave, når fortællingerne ikke helt kan bestemme sig til, hvad for et ben den vil stå på – det rent didaktiske eller det rent underholdende. Denne balancegang magter den nye danske familiefilm Vølvens forbandelse i hvert fald ikke.

Filmen er skrevet af Ina Bruun, der tidligere er krediteret for bl.a. at have skrevet Guldhornene, Karlas kabale og forskellige afsnit af Jul i Valhal – og filmen synes da også at lægge sig i forlængelse af disse. Den er instrueret af Mogens H. Christiansen, der tidligere har arbejdet som primært klipper og instruktørassistent, og selv om han ganske tydeligt er en habil klipper, viser han med Vølvens forbandelse, at personinstruktionen ikke er hans stærke side.

Filmen handler om teenageren Valdemar, der sammen med sin nørdede søster Sille skal være alene hjemme i en forlænget weekend, mens forældre tager på smuttur til London. Faderen har lige købt en spritny Audi, som Valde naturligvis – til trods for søsterens formaninger – låner nøglerne til. I sit forsøg på at imponere sine venner, kører han galt og smadrer bilen. Gode råd er dyre, for hvordan skaffer man 70.000 kr. til en reparation, inden weekenden er omme?

Heldigvis er skolen på udflugt til fysikinstituttet, hvor Valde ved et tilfælde render inde i fysikeren Benedict. Han har opfundet en tidsmaskine. Benedict sender Valde tilbage til Harald Blåtands hof, hvor han overværer Vølven redde en hårdt såret Benedict, og i processen gøre ham og hende udødelige. Under besværgelsen skiller hun den jesusfigur fra det kors, Benedict bærer om halsen. Besværgelsen kan nu kun ophæves, hvis de to dele af smykket atter føres sammen. Valdemar får tilbudt en masse penge af Benedict, hvis han er villig til at aflægge flere besøg tilbage i tiden. Så sammen med Sille rejser de tilbage til såvel blodbadet i Roskilde og overværer mordet i Finnerup lade – for korset er tydeligvis gået i arv fra den ene danske konge til dennes søn.

Den grundlæggende idé fejler sådan set ikke noget, og der er sikkert også en hel del, der vil være ganske godt underholdt af både historien, de fine gengivelser af fortiden og de nydelige CGI-effekter. Problemet er blot, at skuespillet er så stift, og mange af de scener, som burde være båret af dynamisk action, er så træge, at filmen aldrig går hen og bliver fængende. Et virkeligt godt eksempel er den scene, hvor Valde kører galt; det virker nærmest som om bilen i frigear bliver skubbet langsomt mod den sten, den er scriptet til at køre ind i. Uanset hvor meget klipningen og lydtapetet forsøger at dække over det, er det ikke overbevisende – især ikke for unger, der er vant til at se film som Speed Racer.

Det stive skuespil bliver især leveret af Jonas Wandschneider, der spiller Valde. Han synes virkelig at kæmpe med sine replikker og troværdigheden, og apropos replikker så er der er steder i filmen, hvor alle vi, der har børn, må tage sig til hovedet over de ting, som ungerne i filmen siger.

Den største irritation er dog stadig, at filmen foregiver at være alment dannende, når de informationer, som gives er så få og så tyndt spredt ud, at langt de fleste ikke er et hak klogere på danske konger eller dansk historie efter at have set filmen. Jeg tror i hvert fald, at de, som kender mere til danmarkshistorien, ville ønske, at der var nogle filmmagere, som for en gang skyld lod være med at fokusere så meget på nutidige ungers problemer, og i stedet meget mere konsekvent dykkede ned i den skattekiste af intriger, blodsudgydelse og spænding, som ligger i vores historiske fortid. Vi mangler simpelthen en ordentlig periodefilm for ungerne – for det er for langt tid siden, at der blev lavet film som Ørnens øje og Den sidste viking.


Forrige anmeldelse
« Mig og Yngve «
Næste anmeldelse
» Fri os fra det onde »


Filmanmeldelser