Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Mig og Yngve (94 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 28/3 2009, 11:50 af Kim Toft Hansen

80’ernes evige genkomst


80’ernes evige genkomst

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det hører til sjældenhederne, at norske film kommer i bred distribution i Danmark, men når det endelig sker, så er det tilsyneladende også, fordi der er noget at hente. Mig og Yngve, som på norsk kaldes Mannen som elsket Yngve, lever op til den opmærksomhed, den har fået, og er blevet den tredje mest sete biograffilm i norsk films historie. Den er anerkendt for sin autencitet og sit generationsbillede af en ungdom på tidspunktet omkring Berlinmurens fald i ’89. Og som ungdomsfilm med alment potentiale formår den at bruge fortiden til at skildre nutidens ungdom.

Filmen handler om den unge Jarle, der ikke helt finder sig til rette hverken med sig selv og sin tid. Derfor er det en befrielse for ham, da han først møder den ligesindede Helge og dernæst den smukke Cathrine, som han forelsker sig i. Fra starten gøres tidsbilledet klart ved, at Jarle – i en kort metatale til os seere – entydigt forklarer, at dette er før EU og iPod, og at verden stadig er opdelt. Vi springer lidt i tid, og præsenteres for det band, som Jarle og Helge senere har startet – en band, der har fået navnet Mathias Rust Band. Mathias Rust var den unge tysker, der i ’87 landede på Den røde plads i Moskva i sit lille Cessnafly. Den politiske transgression er ophøjet til rusten punkmusik.

Musikken er da også den centrale kilde til tids- og ungdomsbilledet. Ikke nok med at bandet spiller musik, der bringer mindelser til den norske og svenske punkscene i 80’erne, for filmen er også underlagt med kontemporære toner fra The Cure, Jesus and the Mary Chain og mange flere. Det springende punkt er her de tendentiøse lighedstræk med nutidens musik, som på sirlig vis illustrerer et nutidsrelateret sammenligningspunkt med 80’ernes ungdomssituation. Fremmedgørelse og mangel på identitet er også omdrejningspunktet i dag, som det var i 80’erne – både musikalsk og generationsmæssigt.

Dette træk gør, at filmen ikke kun er en fremstilling af tiden omkring Berlinmurens fald, som vi ser i filmen – en tid, der bragte fornyet håb til verdenssituationen og fremtidstroen tilbage til folket. Mig og Yngve bliver på den måde en subtil illustration af, at vi faktisk ser ud til at have mistet denne tro på, at der er styr på fremtiden. Ganske relevant dukker filmen op i en finanskrise af proportioner, 80’erne ikke kan spille med på. Mig og Yngve er dermed såvel interessant for os med hang til 80’ernes evige genkomst, som det er et tidsaktuelt billede på vor egen tid.

Yngve er – uden at der skal siges for meget – den nye dreng i klassen, der kommer til at ændre radikalt på, hvordan Jarle ser på sig selv. Yngve er som en personlig Berlinmur, der væltes for Jarle, og han får øje på aspekter ved sig selv, som han før ikke havde erkendt. Det svinges igen ganske fint af musikken i filmen, særligt den kærlighedssang, som Jarle skriver til kæresten Cathrine. Heri indgår linjen ”jeg troede aldrig, de skulle rive muren ned” – betydningsfuldt er det selvfølgelig, at Jarle i stedet giver sangen til Yngve. Denne tekstlinje er særdeles signifikativ for en mur i Jarles eget liv, en mur hvis nedrivning åbner for en sluse af omvæltninger hos ham selv og mellem ham, familie og omgangskreds.

Efterhånden lyder Mig og Yngve som et undertvingende og dødsenstrist generationsbillede, hvilket det ofte er kendetegnende for portrætter af 80’erne, men filmen er faktisk lige præcist det omvendte. Med en glædetanke og et fortælleteknisk glimt i øjet formår den at skabe en vedkommende model over teenagere i 80’ernes såvel som nu. På samme måde som Erlend Loes Naiv.super fra 1996 er blevet vores samtids norske udtryksform for en 90’er-generation, har Mig og Yngve potentiale til at blive den filmiske nutidige pendant hertil. Burleske indslag, velfungerende karakterkomik og til tider kulsort højfjeldshumor er omdrejningspunkterne for en film, som gør sig fortjent til hver en stjerne.


Forrige anmeldelse
« den 11. time «
Næste anmeldelse
» Vølvens forbandelse »


Filmanmeldelser