Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




den 11. time (471 min.) Købsfilm / Copenhagen Records
Anmeldt 26/3 2009, 17:15 af Torben Rølmer Bille

Verfremdungsfjernsyn


Verfremdungsfjernsyn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var (måske) en gennemført selviscenesættende Michael Bertelsen, der for et par år siden optrådte i en række korte tv-spots, hvor han opsøgte diverse terapeuter i forberedelse til de 100 live-udsendelser, han havde sagt ja til. Besøgene hos disse forskellige terapeuter viste omverdenen en sårbar Michael Bertelsen, der led frygteligt af præstationsangst for, hvordan det hele nu skulle gå – men lille Michael havde ikke haft nødig at være nervøs, for selv om den 11. time måske aldrig blev lige så stort et seerhit som Leno eller Letterman, så var det heller ikke et show, der forsøgte at appellere til hr. og fru leverpostej.

den 11. time var et af de få programmer, der turde være elitær, mærkelig og finde gæster, som repræsenterede såvel finkultur, randkultur og undergrunden. Programmet bød på alt fra danske science fiction-forfattere, statsledere, mystiske musikere, filosoffer, pengespisende performancekunstnere, digtere og endda internationale pornostjerner. Næsten alle udsendelser var indhyllet i et klækkeligt fernis af selvironisk distance og mediebevidsthed sat i scene i et studie, der allermest mindede om en hyldest til svundne tiders, klassiske DR-scenografi. Rene linjer, hvor det var gæsterne og ikke baggrunden, der var i fokus.

Serien blev sendt fra DR2 hver aften kl. 23, og havde ud over den obligatoriske idé med at lade programmets gæster få lov til at sige godnat til seerne ikke ret mange faste rammer. Til gengæld var opfindsomheden stor omkring dette indhold. Der er sikkert mange, som husker programmets koncept-udlicitering, hvor seerne var vidne til at se Bertelsen og Brygger være skiftet ud med ”identiske” kopier fra fjerne himmelstrøg for på den måde få den 11. time ”live” fra Nepal og Columbia. Men der var også plads til afslørende journalistik som eksempelvis jagten på fupmageren Tod Scott Brody, der i løbet af en årrække tydeligvis havde fraluret en række prominente folk inden for den danske filmbranche en masse penge.

Selvom der ikke er blevet plads til alle disse indslag på den 3-disc store DVD udgivelse, som er kommet på gaden, så er det stadigvæk en sand fornøjelse at gense nogle af de mange gode interviews og skæve indslag, som programmet kunne byde på.

I ånden fra public service kan nævnes at følgende personinterviews forefindes i fuld længde: Olafur Eliassson, Per Nørgaard, Lars Norén, Teitur, Michael Gorbatjov, David Lynch, Emil Bier, Kurt Thyboe (begge programmer), Christel Wiinblad – samt en sammenklipning af den række udsendelser, hvor Nicolas Winding Refn var selvudleverende, flagellantisk gæst. Desuden byder DVD’erne på en masse minde klip, der vældigt fint indkapsler ånden fra udsendelserne, for her er der er gjort plads til både det mærkelige, det interessante, det outrerede, det fjollede og det finurlige.

Selv om det måske kan virke som en lidt mærkværdig idé at udsende, hvad der på overfladen forekommer som ren journalistik på DVD, er der en virkelig god grund til det. Ikke alene blev den 11. time belønnet med journalisthøjskolens pris i 2007, men desuden er de valgte interviews nogle, som er vedkommende fuldstændigt uafhængigt af aktualitetsprincipper.

Indslagene i den 11. time rangerer fra de meget seriøse debatter om samfund, kunst og kultur til den diametrale modpol i det ufatteligt morsomme afsnit, der på mange måder kan ses som en kulturradikal kommentar til reality-tv, hvori makkerparret Bertelsen og Brygger ved et uheld kommer til at slå Klaus Rifbjerg ihjel. De forsøger at dække liget til med nogle nedfaldne blade, og forklarer resten af jagtselskabet, at Klaus tog tidligt hjem for at skrive. Virkeligt sejt at få Klaus med på den ide!

På den måde har den 11. time fundet en fantastisk blanding af traditionel journalistik på den ene side, hvor grundig research giver seeren oplevelser, som er ganske unikke. På den anden side får seeren gedigen underholdning, hvor man selv som medievandt seer hele tiden må spørge sig selv, om det, man overværer, virkeligt er tænkt seriøst eller som en ironisk kommentar til genren. Brygger og Bertelsen er begge mestre udi pokeransigtets udtryksløshed, og det udfordrer konstant vores tolkning af de ting, som sker i de enkelte programmer. Kort sagt kan det indimellem, selv for gæsterne, være meget svært at blive klog på, hvad det egentligt er for et program, de er endt i. Heldigvis er slutresultatet altid lødigt, tankevækkende eller morsomt, alt efter hvem det er, som er med som gæst.

Langt de fleste fans af showet vil næppe sidde og se alle tre DVD’ere i fra ende til anden, da det kan være lidt overvældende at fordøje al den samtale og information, som bliver leveret. Til gengæld er det en samling udsendelser, der er vældig gode at have liggende, når man for Gud ved hvilken gang sidder og føler sig irriteret over, at der ikke er noget ordentligt i fjernsynet. Man kan nemlig meget nemt blive ramt af en form for instant-nostalgi, der giver sig udtryk i et overvældende ønske om, at der var nogle foretagsomme programchefer, som med en enormstor løncheck i hånden kunne overtale Bertelsen og Brygger til endnu engang at trække i skjorte og slips – og give os det, mange af os sukker efter, nemlig noget ordentligt tv!


Forrige anmeldelse
« Så kort og mærkeligt livet er «
Næste anmeldelse
» Mig og Yngve »


Filmanmeldelser