Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Traitor (110 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 12/3 2009, 18:14 af Torben Rølmer Bille

Terrorens væsen


Terrorens væsen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Siden 9/11 har et utal af politiske kommentatorer, dokumentarister, historikere, sociologer, kunstnere og ikke mindst fiktionsmagere søgt at finde ind til kernen af terrorens væsen. Disse uforklarlige, selvudslettende kamikaze-aktioner, der i Guds navn søger at bringe kaos, ødelæggelse, forvirring og smerte til så mange af denne Guds fjender som muligt. Billederne og den meningsløse gru fylder vores bevidstheder, dagligdag, sendeflader og private diskussioner, og det er næsten lige før, at apatien begynder at melde sig.

Da Berlinmuren faldt, mistede Hollywood kommunisterne som det fremmeste fjendebillede og blev derfor nødt til at finde nazister, satanister og regulære monstre frem fra gemmerne og er man kynisk, kunne man næsten antage, at manuskriptforfatterne pludselig – midt i al denne 90’er grød af politisk korrekthed – begyndte at juble over denne ny arketype af skurke; de rabiate muslimer. Nogle fjender som folk i forvejen frygter og hader.

Fra tv-serier som 24, til så forskellige spillefilm som Iron Man og The Kingdom har vi set en perlerække af ondskabsfulde, sortskæggede, partisantørklædebærende, politiskreligiøse døgenigte, hvis eneste mål har været at bringe ”Død over Amerika! Død over de vantro!” og som sidegevinst sørger for at skærpe den allerede eksisterende mistro, som latent er i vores bevidsthed overfor virkelighedens terrorister. På sæt og vis har terroristerne derfor opnået et af deres første delmål (godt hjulpet på vej af Hollywood) nemlig at gøre mange i vores del af verden ekstra opmærksomme og frygtsomme overfor alle med et mellemøstligt udseende.

Heldigvis findes der også alternativer til disse ekstreme stereotyper, og den nye thriller Traitor lægger umiddelbart ud med at tegne et noget mere nuanceret billede af terroristen. Filmen starter et sted i mellemøsten, hvor en ung dreng er ved at modtage undervisning af en ældre herre. De to spiller skak, beder og læser i en bog. Timen er slut, og drengen følger efter manden, der sætter sig ind i en bil, som efterfølgende eksploderer voldsomt. Vi rykker straks frem til nutiden, hvor drengen Samir nu er blevet voksen. Vi får at vide, at manden var hans far, og derfor er det måske ikke underligt, at vi ser Samir i færd med at sælge et parti C4 til nogle meget paranoide mellemøstlige herrer, da militærpoliti pludselig stormer bygningen, som de befinder sig i.

Samir bliver opsøgt af FBI i fængslet, og de tilbyder ham en enestående mulighed for at fungere som dobbeltagent – da Samirs fik sin soldatertræning i USA. Det er et tilbud, han naturligvis afslår. Derfor havner han i et usselt fængsel i Yemen, hvor han hurtigt bliver venner med Omar, der efter et stykke tid får arrangeret en fangeflugt, hvor han tager Samir med sig. Samir er nu pludselig tæt på inderkredsen af en meget farlig terrororganisation, der planlægger endnu et hårdt slag mod Amerika. Samir beviser sit værd overfor gruppen ved at bombe den amerikanske ambassade i Nice, men hvad han ikke ved, er at FBI agenten Roy Clayton, der i første ombæring opsøgte Samir i fængslet, konstant er på jagt efter den overraskende sympatiske og humane bombemand.

Historien i Traitor er blandt andet skabt af Steve Martin, som langt de fleste nok kender fra komedier som den excellente screwballkomedie The Man with two Brains, men tag endelig ikke fejl Traitor er på ingen måde en komedie. Den tager - især i filmens første halvdel - sig selv meget seriøst og er gennemgående velspillet, især takket være Don Cheadle i den overskyggende hovedrolle som Samir.

Dialogen i filmen er stærk, og det er umiddelbart forfriskende at se en film fra USA, der på overfladen søger at være mere nuanceret end mange andre. Men selvom den fra første frame foregiver at ville indføre en lang række gråtoner i den ellers så sort/hvide debat om, hvem der er helte og skurke i krigen mod terror, så falder den ellers så fine filmsouffle sammen cirka midtvejs i filmen, og vi står med endnu en udmærket, men ret flad amerikansk spionthriller, hvor de elementer, som måske skulle have været overraskende for tilskueren, er set rigtigt mange gange før. Det gør, at kender man lidt til genren, så har man gennemskuet, hvad det er der vil ske, og end ikke filmens klimaks kommer som en decideret overraskelse for den kvikke seer. Det er derfor lidt en skam, at manuskriptforfatterne ikke ensidigt har turdet tage skridtet fuldt ud og skildre en gennemsympatisk terrorist i stedet for at anvende plotdrejninger, der i stedet retfærdiggør dennes handlinger.


Forrige anmeldelse
« Herskab og tjenestefolk: Den ko... «
Næste anmeldelse
» Ulveland »


Filmanmeldelser