Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Roskilde (93 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 25/1 2009, 19:04 af Torben Rølmer Bille

Er I der Rooooskiiiiildeeeee?


Er I der Rooooskiiiiildeeeee?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I den humanistiske tradition er objektivitet en umulighed, idet al sansning, analyse og fortolkning umiskendeligt bliver påvirket af ens personlige baggrund, oplevelser og generelle syn på tilværelsen. Endnu sværere bliver det at opretholde en sådan objektivitet, når en given humanist frivilligt påtager sig opgaven at anmelde en dokumentarfilm, som er skabt på baggrund af den årligt tilbagevendende musikfestival som pågældende humanist har gæstet hvert år i tyve år.

Anmeldelsen kunne naturligvis, som første indskydelse, udmønte sig i en meget personlig, ensidig ros til filmmagerne, idet det må antages, at alt som har med en festival, der ligger anmelderen så tæt på hjertet, uvilkårligt skal bedømmes som fremragende, ganske enkelt takket være det tematiske valg. Næste tanke er, at man qua den årelange tilstedeværelse på benævnte festival indtager en helt igennem kontrær stilling og bevidst vil forsøge at adskille filmens skildring af festivalen. Dokumentaristerne præsenterer med alle de personlige oplevelser, der gør at man er vendt tilbage år efter år efter år.

Heldigvis fortjener Roskilde filmen ikke en hård medfart, for på trods af enkelte skønhedsfejl, der i objektivitetens hellige navn selvfølgelig vil blive diskuteret i det efterfølgende, så er det stadigvæk den første, ensidigt rosende indstilling, som kommer til at dominere denne anmeldelse, for en af de allervigtigste ting, som filmen gør, er, at den (lige som Erik Jensens bog På Roskilde) hensætter modtageren, som kender Roskilde i forvejen, i en nærmest hypnotisk længsel mod de lange midsommeraftener i starten af juli, hvor både øsende regn og sol danner rammerne for årets bedste fest i selskab med ens nærmeste og bedste venner. For en uge har alle kastet den sund fornuft overbord, momentant slukket for det ellers så travle hverdagsliv og hengivet sig fuldstændigt til musikken, menneskerne og ikke mindst de mange muligheder, der findes for åndelig og fysisk beruselse.

Selv om filmen forsøger at sælge sig selv på diverse klip fra livekoncerter, så er det ikke disse, der er i centrum. Det er snarere de mange klip med forskellige fester og festivaldeltagere. Som på festival er det også gæsterne, der er festivalen frem for de optrædende, for ingen andre steder end på Roskilde ser man folk slappe så meget af, klæde sig så dumt ud og slippe hæmningerne i sådan en grad. De små totusinde kroner for billetten tjener sig næsten ind i alle de gyldne øjeblikke, hvor man er vidne til vildt fremmede menneskers fuldstændige fantastiske, lattervækkende og bizarre ritualer.

Hvis man er en forælder til et teenagebarn, som konstant plager om at tage til festival alene, er filmen Roskilde af selv samme grund ikke anbefalelsesværdig. For kender man ikke til det sociale liv, der er på teltpladsen og den folkefest, som hvert år for størstedelen helt ufarligt løber af stablen på dyrskuepladsen, så kan de mange scener med massiv indtagelse af hash, druk og diverse psykedeliske midler godt virke enormt afskrækkende. Hvad filmen ikke viser, er den store omsorg og respekt langt de fleste gæster konstant viser hinanden.

Samtidig med at den løsslupne feststemning er gengivet i alle dens (grimme) detaljer, følger kameraet også mange af de medarbejdere, som år efter år sørger for at den mystiske, interne maskine, som driver festivalen frem fungerer upåklageligt. Det er naturligvis vigtigt at have disse folk med, men det er også i disse passager, at filmen forekommer svagest for her hersker klarsynet, overblikket og seriøsiteten, og det virker som et afbræk fra den feststemning, som resten af filmen ellers pisker op.

De eneste medvirkende i filmen, man som gammel Roskilde-rotte virkelig kan blive arrig på, er skildringen af de idioter, der hopper over hegnet for at deltage i løjerne uden at gide betale for det. Måske er det fordi nærværende anmelder er blevet en gammel, reaktionær, indtørret stodder, men disse tølpere, som ikke alene snyder sig ind men som efter al sandsynlighed også er så flade, at de også er identiske med de, som hugger den sidste ramme øl fra ens teltlejr, fortjener ikke så meget som et minuts opmærksomhed. Hverken på festivalen eller på film.

Pengene, man betaler for billetten og i alle madboderne, går ikke alene til kunstnerne, der optræder, men især til det lokale foreningsliv i Roskilde og til Roskildefonden, der årligt støtter en lang række humanitære organisationer. Disse gode kræfter nyder på ingen måde godt af den slags hegnhoppende hængerøve. Alle er vi tolerante på festival, men selv under den mest løsslupne fest gælder der også uskrevne regler; man pisser ikke op af venners telte, man går afsides for at brække sig (med mindre man kan gøre det på en sjov måde) og så deles man om det hele. Man sørger naturligvis for at give en tørstig mand en bajer, men han skal ikke forvente at få flere rammer uden at give lidt igen. De, der udelukkende er taget på festival for at samle krus eller nasse på andre, er uden tvivl de nederste i Roskildes fødekæde. Men det er jo egentlig ikke filmens problem.

Når så al denne brokken er overstået, så er Roskilde en ganske udmærket dokumentarfilm, der på trods af sin gode skildring af verdens sjoveste undskyldning for camping ikke bidrager med noget væsentlig ny information, som man ikke vidste om festivalen. På den ene side kunne man godt have ønsket, at der i forhold til koncertindslagene var blevet gjort plads til definerende årstal, så man – som fast gæst – kunne skelne de enkelte koncerter fra hverandre og ikke mindst afgøre, om man muligvis var til stede blandt publikum. Omvendt set er det ej heller et must - for filmen, der er blevet til over en tiårig periode, blander indtrykkene rundt på nøjagtigt samme kaotiske måde, som ens hjerne søger at rubricere alle de forskellige sanseindtryk, som tyve år på Roskildefestival har givet.


Forrige anmeldelse
« Jonathan Spangs Familie «
Næste anmeldelse
» Surveillance »


Filmanmeldelser