Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




W. (131 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 8/12 2008, 18:44 af Torben Rølmer Bille

Uventet nænsom og sjov


Uventet nænsom og sjov

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om Oliver Stone aldrig har været lige så arrig bidsk som landsmanden Michael Moore, er der flere anmeldere, der tydeligvis har været forundret over, at den nye film om George W. Bush slet ikke er en så sønderlemmende kritik af præsidenten, som man måske kunne have forventet. Rent faktisk sidder man, selv som indædt Bushmodstander, og får en snert af sympati for fjolset, når rulleteksterne viser sig.

At have valgt at give Bush en omgang tørre filmiske tæsk synes heller ikke at være en alt for kompliceret disciplin. Man kunne blot have valgt at alliere sig med folk fra John Stewarts og David Lettermans stab, for at finde alle de mange klip, hvor W. så udmærket sørger for at træde i spinaten og kreere en spillefilm over disse fejltrin, men det er der jo ingen kunst i. Det fine ved Stones film er, at han i stedet forsøger at komme ind bag den kejtede præsidents facade i W. Han tegner her et langt mere nuanceret billede af den praktisk begavede dreng fra bøhlandets på jagt efter at gøre sin far tilpas.

Filmen tager primært udgangspunkt lige før USA's beslutning om at indlede ”Operation Iraqi Freedom” i 2003, og følger Bush gennem de næste svære år. Samtidig bliver der i længere flashbacks vist, hvordan hans ungdom og karriere har formet den mand, der er blevet en af de mest udskældte amerikanske præsidenter siden Nixon. Selv om filmen både forsøger at holde sig til kendte facts om Bush, så holder den konstant en tone, som både er hjertelig og ikke mindst meget underspillet morsom. Som et eksempel kan nævnes, at en af flashbacksekvenserne kommer, da han er ved at kløjes på den berømte saltkringle. Findes der mon en bedre årsag til at lade et liv passere revy?

W. er filmen om en ganske almindelig dreng, som er født ind i en ualmindelig rig familie, og i de unge år viser George Jr. sig både som en spradebasse, vildbasse og opfører sig som enhver anden idiotisk teenager. Han drikker for meget sprut, ender i slåskampe, han erklærer en ung dame sin evige kærlighed og får tillige gjort hende med barn. Han kan ikke holde fast i et regulært arbejde, og gang efter gang må farmand redde kastanjerne ud af det bål, som sønnike i al hast har bygget.

Langsomt men sikkert går det op for W., at han ikke længere vil stå i faderens skygge, men derimod gøre alt, der er i sin magt for at overbevise sin far om sit egent værd. Han finder ædruelighed i Jesus, får sig en dejlig kone – der på mange måder er hans diametrale modsætning, og hans liv er langsomt ved at forme sig i den rigtige retning. Han ejer og er manager for et baseballhold, og er stort set tilfreds, da faderen på Juniors fødselsdag ringer og vil have ham til at hjælpe sig med valgkampen. Den anden bror Jeb, som W. konstant står i skyggen af, har nemlig for travlt med sin egen karriere. George slår til, og selv om valgkampen falder ud til Clintons fordel, har han nu indset, at han har talent for det politiske arbejde.

W. er ikke så meget en sønderlemmende kritik, som det er en film om en drengs tørst efter faderens og senere nationens kærlighed. W.’s tilbagevendende drøm fungerer som samtidig filmens åbningsbillede; vi ser det tomme baseballstadion, hvor George tiljubles af usynlige tilskuere, mens det lykkes ham at gribe den bold, som er skudt af sted. Efter den tragiske pressekonference, hvor præsidentens klap går ned, da han får spørgsmålet om, hvordan historien vil dømme ham, ender filmen samme sted, men denne gang er der ingen bold som George kan gribe. Det er både meget amerikansk, gennemskueligt patriotisk, men også sært bevægende efter lidt over to timer i selskab med en karakter, som man i forvejen har haft så mange fordomme om.

Oliver Stones nyeste præsidentfilm er ikke et mesterværk, men det er en ganske god film, der dog plages at to væsentlige irritationsmomenter. Det største er Thandie Newton (som vi tidligere har set i Chronicles of Riddick og MI2), der er helt forfærdelig i rollen som Condoleezza Rice. Newton er godt nok en meget nydelig ung dame, men hendes påtagede manierismer, som gerne skulle illudere, at det er sådan Rice taler og opfører sig, rammer helt ved siden af. Heldigvis er det ikke lige så slemt med Jeffrey Wright, som de fleste nok kender som Felix Leiter fra de sidste to James Bond eventyr. Han leverer ligeledes en ret mystisk, karikeret præstation som Colin Powell. Både han og Newtons karakterer synes at være løftet ud af en SNL-sketch eller en revy i Herning snarere end en dyr amerikansk film. Som kontravægt til disse enormt svage præstationer står James Cromwell, der spiller Bush senior, og lad dette været et opråb til akademiet - så giv ham dog den Oscar!


Forrige anmeldelse
« Death Race «
Næste anmeldelse
» Once Upon a Time in Norway - Th... »


Filmanmeldelser