Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Subconscious Cruelty (80 + 90 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 15/10 2008, 12:10 af Torben Rølmer Bille

En vred ung mand


En vred ung mand

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det sker flere gange på kommentarsporet til Subconscious Cruelty, at instruktøren Karim Hussain griner lidt og tager lidt afstand fra sin debutfilm. Det virker ikke decideret, som om han skammer sig over den, men det er tydeligt, at han godt kan se, at den unge udgave af ham selv har haft lidt for meget frustration og had, der skulle ud på én gang. Denne vrede og frustration er dog også meget tydeligt, selv med kommentarsporet slået fra.

Subconscious Cruelty er en independent film fra 1999, som er skrevet og forfattet af den dengang kun 19-årige instruktør. Filmen er episodisk, men har dog et gennemgående tema; filmen søger at præsentere seeren for de mest tabubelagte og nederdrægtige gerninger, som det menneskelige sind kan fremtrylle. Ord er fattige, når det kommer til beskrivelsen af disse uhyrligheder, men i sandhedens tjeneste skal der naturligvis gøres et forsøg.

Første afsnit ”Human Larvae” handler om en frustreret bror med rejsningsproblemer, der bor i et faldefærdigt hummer sammen med sin gravide søster. Han misunder hendes evne til at skabe liv i sådan en grad at han, idet fødslen går i gang, flænser det nyfødte barn op med en hobbykniv og presser blodet fra fostret ud over søsterens ansigt. Hun dør, halvvejs af skræk og halvvejs kvalt i blodet.

Næste episode ”Rebirth” synes at være en hyldest til forårsritualer og halvreligiøse hedenske skikke iblandet kristen symbolik. Vi ser nøgne kroppe omfavne naturen og hylde den rå sanselighed, som den præsenterer. Der korpuleres i bogstaveligste forstand med jorden selv, og ”Rebirth” er en lags hårdt tiltrængt pause fra galskaben og vanviddet.

Sidste episode ”The Right Brain/Martyrdom” er en ren gave til feministiske kritikere, i sit kølige fokus på den centrale martyrs genitialer, der maltrakteres, fortæres af to nøgne kvinder. Ikke kun kønnet går det ud over, men det er selve den maskuline krop, der skal destrueres og findeles. Penismisundelse og Kristus-symbolik blandes sammen i et langt, smertefuldt kapitel, der bliver siddende længe i mellemgulvet efter at filmen er slut.

Hussain bliver af mange fortalere sammenlignet med David Lynch, men det er forhåbentlig i forbindelse med hans senere film. Subconscious Cruelty er på trods af sin insisteren på at være grænsesøgende og ekstrem ikke nogen særlig god film. Den er i hvert fald på ingen måde sammenlignelig med Lynch. I Lynchs debut Eraserhead afsøges også - gennem surreelle billeder og lyd - de dunkleste afkroge af det plagede menneskelige sind, men hvor Lynchs film er en, der tvinger tilskueren til introspektion, er Hussains film vrængende, blodigt ekspressionistisk og nærmest pinlig i sin udadvendte, post-pubertære voldsexces.

Det er ikke et spørgsmål om, at Subconscious Cruelty ikke fungerer rent filmteknisk, eller at det udelukkende er amatører, som spiller de forskellige karakterer. Det er snarere den gennemgribende nihilistiske attitude, og den konsekvente voldsomhed, som Hussain præsenterer os for, der får filmen til at falde fra hinanden. Selv om det er en meget grænseoverskridende og ubehagelig film, synes der ikke at være ret megen mening i ubehagelighederne - ud over konfrontationen mellem seeren og de dæmoniske tableauer.

Subconscious Cruelty synes at være tættere beslægtet med Passolinis Salõ eller Jodorowskis langt mere afdæmpede filmiske eksperimenter – men hvor Passolini og Jodorowski har haft en klar vision med deres uhyrligheder, er den langt sværere at finde hos Hussain. Det surreelle element er dog ikke til at fornægte, og Hussain har skabt en film, der er så direkte og utvetydig hadsk i sin stil, at den ville kunne få selv George Bataille til at kaste op på førsteudgaven af De Sade.

På mange måder minder Subconscious Cruelty i sin insisterende ulækkerhed om Jörg Buttgereits film NekRomantik, især i den konsekvente leg med temaerne død og sex. Det er også store, relevante og vedkommende temaer, men de kan diskuteres mere raffineret og elegant end den kødhammer, som Hussain sender lige i skridtet på hans tilskuer. Af samme grund har filmen opnået kultstatus i ekstremfilmskredse.

Ser man den meget fascinerende dokumentarfilm ”Divided into Zero”, som også er inkluderet på AWEs fremragende udgivelse, så kan man få mere at vide om det helvede som tilblivelse, distribution og ikke mindst modtagelsen af filmen har været. Ud over dokumentarfilmen er der også inkluderet en kortfilm og meget andet guf, der sikkert vil tilfredsstille de mest sultne fans. Derfor: Mangler man en filmisk udfordring, og har man i et stykke tid syntes, at filmmediet ikke længere er i stand til at provokere, så er Subconscious Cruelty bestemt en film, man bør give en chance.


Forrige anmeldelse
« Vantage Point «
Næste anmeldelse
» Spillets regler »


Filmanmeldelser