Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Insanitarium (89 min.) Købsfilm / Sony Pictures
Anmeldt 13/10 2008, 07:53 af Torben Rølmer Bille

Afdeling nul går amok


Afdeling nul går amok

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der burde være en genrebetegnelse for alle de film, som har et sindssygehospital som deres primære kulisse. Her tænkes ikke kun på oscarvindende præstationer og tavse indianere, der bryder gennem hospitalets mure, men måske primært på det væld af thriller-, gyser- og splatterfilm der har benyttet sig af anstalterne.

Sindssygehospitaler - hvad enten de er nedlagte, hjemsøgte, i besiddelse af en hemmelig kælder eller blot klinisk hypermoderne - er fantastiske steder for dramaer at udspille sig på. Tager man en samling ekstremt uligevægtige karakterer, som ingen ved om man kan stole på, tilsætter en mængde ansatte, der også har en masse skeletter i skabet, skriver manuskriptet jo nærmest sig selv. Her er der ingen rammer, der hæmmer den mest bizarre dialog. Fotograferne og klipperne kan øve sig i hallucinatoriske, subjektive scener og skuespillerne kan træne deres fysiske spil komplet med spasmer, tics og tungetale. Endelig kan alle de fiktive medikamenter, som de ansatte indtager have en indvirkning på både adfærd, humør og ikke mindst karakterernes opførsel.

Insanitarium er en ret besynderlig film. Den starter rigtigt godt med en kort introduktion til den unge mand Jack. Hans søster er lige blevet indlagt på det lokale sindssygehospital efter et selvmordsforsøg, og da myndighederne ikke vil lade Jack besøge hende, foregiver han selv sindssyge for at blive indlagt i håbet om at kunne flygte fra anstalten med sin søster.

På hospitalet regerer den diabolske overlæge Dr. Giametti (Peter Stormare). Den gode doktor er i færd med at udvikle en ny, revolutionerende slags psykofarmaka, der skal få de indsatte til at få det bedre og blive mere føjelige. Han er naturligvis blind for etikken omkring at bruge patienterne som forsøgskaniner og især over for de ret seriøse bivirkninger, som stoffet viser sig at have.

I jagten på at få søsteren i tale sniger vores unge helt sig rundt på hospitalets gange om natten med hjælp fra en anden patient Dave, der er mere end almindeligt godt begavet, og som kan skaffe både adgangskort og hacke sig ind i hospitalets computersystem. Inden længe finder de dog ud af, at alle de patienter som har modtaget den nye medicin, bliver ufatteligt aggressive, og bliver man først bidt af en af disse galninge spreder den rabiesagtige sygdom sig til ofret. I den fine grænse mellem tosser og zombier synes filmen at skylde George A. Romeros tidlige film The Crazies en hel del. Så hvad der startede som et ret fængslende thrillerdrama om en ulykkelig brors, udvikler sig i filmens sidste halvdel til noget, der allermest minder om en zombie/splatterfilm.

Selv om denne genre er en af dem, som nærværende anmelder holder allermest af, så ændrer det ikke ved, at filmens sidste del er usædvanligt trist eksekveret i forhold til det stemningsmættede psykodrama, som kendetegner filmens første del. Det er, som om både plot og struktur tilsidesættes helt og holdent til fordel for en lang række traditionelle, udsplattede, b-films jagtsekvenser, hvor de gale smittebærere halser efter de overlevende gennem hospitalets lange gange og dystre kældre.

Selv om det naturligvis altid er glædeligt at se en hospitalsgang, der i filmens start var klinisk hvid en halv time senere være smurt ind i blod og indvolde, så ændrer det ikke ved det faktum at Insanitarium er en film, der på mærkværdig vis bliver underligt uvedkommende i det øjeblik galningene forvandles til frådende zombielignende væsener.

Positivt er det måske, at filmen - som alle gode gysere - har en forholdsvis åben slutning, men trofaste seere, der når så langt hen uden at føle trang til at stoppe filmen før tid, er sikkert mere interesseret i at komme videre med deres liv, end at spekulere over hvad der videre sker. Kort sagt så bør man undgå et besøg på Insanitarium.


Forrige anmeldelse
« Tropic Thunder «
Næste anmeldelse
» De nøgne træer (1991) »


Filmanmeldelser