Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Himlens Hjerte (92 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 6/10 2008, 09:08 af Kim Toft Hansen

Selv samlivet er spoleret


Selv samlivet er spoleret

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der findes en berømt aforisme hos Friedrich Nietzsche, som lyder sådan her: ”Selv samlivet er spoleret – af ægteskabet”. Det er jo med aforismer, som det er med gode malerier; de åbner sig i mødet hermed ved refleksion og især efterrefleksion, og er derfor offer for fortolkning. Spørgsmålet er så, hvor vi skal lægge åbenheden for fortolkning – og medfortælling – i dette maleriske billede af et ægteskab hos Nietzsche. Vi har en handling (noget er spoleret), vi har en gerningsmand (ægteskabet), og vi har et offer (samlivet), men hvad installerer eftertænksomheden i dette? Det gør den lille tankestreg, som melder pause hos læseren og fremmaner et lille moment af tekstuelt objektiveret refleksion. Sådanne tankestreger er der i den grad i Simon Stahos seneste enestående film Himlens Hjerte (på svensk Himlens Hjärta).

Himlen Hjerte handler om ægteskabets ofring af samlivet og følgerne heraf. Der er fra starten ingen tvivl om, hvor filmen vil lede os hen, for vi starter hos en skilsmisseadvokat, som stadfæster den endelige juridiske adskillelse af Lars og Susanna. Herpå springer vi ni måneder tilbage i ægteskabet, til da alt var godt – også for venneparret Ann og Ulf. Hermed er scenen sat til et ægteskabsdrama, der tager sit udspringspunkt i en diskussion af, om man kan forsvare utroskab, hvis det er oprigtigt ment – som det er tilfældet for en kollega til Lars. Til Lars’ store overraskelse forsvarer Susanna den utro mand, hvilket kommer til at sætte sine spor i skildringen af ægteskabets porøse rammer, som lynhurtigt kan smuldre. For Lars indleder et forhold til Ann…

Filmen er underfundigt skarp i sin fokusering, der skærer lige ind til benet – undervejs skærer den nerver, kød og sener i stykker. Den kunne ved første øjekast ligne filmet teater pga. de meget få karakterer og de meget få scener: Ud over skilsmisseadvokaten, hvis stemme er det eneste, vi hører, har vi kun de fire centrale karakterer – Lars og Susannas datter Elin hører vi kun omtalt. Filmen foregår kun – igen udover advokatkontoret – i de to hjem, hvilket tilsammen får filmen til at bære præg af et scenisk rum, der har samme gennemslagskraft som en nærgående og nærværende teaterscene. Ibsen og særligt Strindberg falder hurtigt i tankerne.

Men Himlens Hjerte er på ingen måde filmet teater, for stilen er netop de tekstuelle tankestreger, der sætter spørgsmålstegn ved ægteskabets trygge rammer. Når vi kun har fire karakterer at fortælle med, så er det disse, der skal brænde igennem, hvilket de ikke kun gør ved – bogstaveligt – at spille ægteskabet ud af bukserne. Cinematografisk tegner filmen en række karakterbilleder, der kommer ekstremt tæt på. Gennem lav klippefrekvens og en mængde egenartede close-ups formår filmen at fortælle, hvordan ægteskabet kvæler de implicerede personer, der ikke længere har mulighed for at hæve sig selv til et værdigt niveau af kærlighed – himlens hjerte er i sandhed blevet et verdsligt hjerte hos Simon Staho. Derfor er Hjerte stavet med stort – det er den metafysiske kærlighed, der er blevet tugtet, mens muligheden for stor kærlighed stadig opretholdes ’derude’.

Samtidig er framingen særdeles præcis, hvilket kommer til udtryk i dialogerne og i tænkepauserne. Dialogerne følger ikke en vanlig krydsklipning, der oftest følger den talende i stedet for den lyttende, men Himlens Hjerte sætter skarpt på den, der lytter. Ydermere er framingen af de talende og lyttende knusende symmetrisk både bag personerne og personerne. For det første fremhæver de symmetriske indstillinger på de følelseskolde og hjerteløse hjem den menneskelige kulde. For det andet er blikretningen fra karaktererne nærmest kun lige et ryk ved siden af linsen, hvilket fremhæver filmen som særligt refleksiv, men samtidig får vi fra Lars og Susanne et par blik, der nærmest kryber ind i linsen i en stirring ud mod os seere – den kommer nænsomt tæt på; så tæt at det bliver smerteligt at se. Derved er disse to blik filmens tankestreger, der hos et ægtepar understreger den tyngde og den afmagt, der kvæler dem. Det er mesterligt, det er smerteligt, det er nærmest bergmansk af karakter! Selv samliv og venskab er spoleret – af ægteskabet!


Forrige anmeldelse
« Lilja 4-Ever (2002) «
Næste anmeldelse
» Mørklægning (1992) »


Filmanmeldelser