Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Zohan (113 min.) Biografversion / Buena Vista
Anmeldt 24/9 2008, 21:13 af Torben Rølmer Bille

Hummus humor


Hummus humor

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er vel næppe overraskende, at når man kombinerer instruktøren af bl.a. Happy Gilmore med manuskriptforfattere, som har været en del af Superbad og Conan O’Brians tv-show, så får man en filmisk knytnæve, der lander lige midt i ens fremadskudte skridtregion. Hvad der derimod er overraskende er, at man atter engang er vidne til en film med Adam Sandler, der faktisk afstedkommer af en række hjertelige og højlydte grin fra sin tilskuer.

Det er to slags mennesker. Der er de, som mener at humor skal have et satirisk bid, være surreel og grænseoverskridende for at være morsom, og så er der alle de andre tørvetrillere, som hævder at hverken Monty Python, Jackass eller South Park er det mindste smule morsomme. Nuvel, Zohan (også kaldt You Don’t Mess With the Zohan) er milevidt fra klassisk Python, men man må alligevel forbavses og måbe over, at der stadig er mulighed for at lave mainstreamkomedier, der er så politisk ukorrekte og bizarre som denne.

Sandler spiller den altoverskyggende hovedrolle som den henholdsvis frygtede og beundrede Mossad-agent Zohan Dvir; en overmenneskelig dræbermaskine, der ikke skyr nogen midler mod hans palæstinensiske ”terrorister”. Samtidig er han en fantastisk hackeysackspiller, fiskekok og ikke mindst damernes ven. Zohan er dog ved at være træt af striden i Gaza, så da han ser sit snit til det - i en dødelig håndgranat-strandtennis-duel med sin palæstinensiske terroristrival, Fantomet (spillet overdrevent kækt af John Tuturro) - lader Zohan omverdenen tro, han er blevet dræbt. I skjul smutter Zohan til New York for at realisere sin årelange drøm om at blive frisør.

Zohan har gennem lang tid nærstuderet en Paul Michell hårstyling-manual fra 80’erne, så da han tropper op i hårkongens salon, bliver han helt til grin. Ved et tilfælde ender Zohan hjemme hos drengen Michael, der bor med sin mor. Zohan kvitterer for den lækre aftensmad ved at give moderen en ordentlig omgang på lagnerne, til sønnens store afsky. I den efterfølgende tid har Zohans drøm trange kår, men det lykkes ham til sidst at finde en praktikplads i en lille frisørsalon, drevet af en meget smuk palæstinensisk pige, der naturligvis ikke kender noget til Zohans fortid. Zohan fortæller alle, at han hedder Scrappy Coco - halvt australier, halvt nepaleser. Der går dog ikke længe før en lokal taxachauffør med storhedsvanvid opdager, at Zohan er i live og kontakter Fantomet. Fantomet iler til Amerika, for han kan jo ikke leve med at ærkerivalen stadig er i live.

Denne fjollede handling danner grobund for en afsindig gang drengerøvshumor, som på sær vis løftes op af, at den forsøger at lave sjov med den evindelige konflikt i mellemøsten. Forvent ingen handlingsmæssig tyngde af Roberto Benigni’ske dimensioner, for der går ikke ret mange øjeblikke uden, at Zohan vrikker med understellet eller fyrer en pikrelateret vits af. Når han er færdig med at klippe de ældre damer i salonen, får de alle en ordentlig omgang Zohan i baglokalet ganske gratis. Seksuelt tilfredsstillede pensionister gør hurtigt den lukningstruede salon til en bragende succes.

Vanen tro byder Zohan også på romance, lidt sport, en masse humus og ikke mindst en masse småroller til kendte amerikanere, som eks. John McEnroe, Mariah Carey, Chris Rock - og måske mest overraskende George Takei (lt. Zulu fra den originale Star Trek), der pludselig dukker op i en lillebitte rolle som superbøsse. Apropos bøsse, så er dette sikkert en film, som både vil genere fintfølende homoseksuelle, mange jøder og en hel del arabere for dens stereotype og groft skårne karikerede karakterer. Det er jo i sagens natur virkeligt godt, for så kan man, lige som det var tilfældet i sin tid med Jul og grønne skove (Poul og Nulles infamøse julekalender), hade filmen i stedet for at hade hinanden og på den måde få en bedre, mere harmonisk verden.

Moralen er naturligvis, at når man er israeler og palæstinenser i New York, så kan man sagtens finde ud af at enes, for der er ingen mening i at blive ved med at slås og hade, især når man er i et helt andet land. I Zohan bliver fjenden på intet tidspunkt identificeret som værende enten jøde eller araber, men derimod er han en amerikansk kapitalistisk, der har planer om at forvandle det hyggelige etniske kvarter til et poleret Mega Mall. Skal man endelig tolke på en film som Zohan, så synes den at give grådighed og storkapitalen skylden for striden i mellemøsten, og det er sikkert noget, der både falder i mange Bush-kritiske amerikaneres og måske især i vores europæiske smag.

Man bør endelig ikke dømme Zohan ud fra de rædderlige tv-spots og trailers, som forekommer helt støvsuget for alle politiske undertoner (muligvis for ikke at ville virke stødende over for minoriteter i den bedste sendetid) og udelukkende vise de få scener, som ikke handler om etnicitet eller mellemøstlig mad. I stedet bør man give denne ufatteligt tåbelige film en chance og nyde, at Adam Sandler måske har lavet sin sjoveste komedie siden Happy Gilmore.


Forrige anmeldelse
« Diary of the Dead «
Næste anmeldelse
» Rejsen til Saturn »


Filmanmeldelser