Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Jagten på Klaus Barbie (99 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 8/8 2008, 11:55 af Kim Toft Hansen

Klaus, den farlige Barbie


Klaus, den farlige Barbie

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Spørgsmålet om retfærdighed står højt i kampen for at lokalisere, fange og dømme krigsforbrydere fra den anden verdenskrig. Særlig kendt er selvfølgelig Simon Wiesenthahl, men flere grupper og fraktioner brugte millioner på at stille krigens værste folk for en dommer. En af disse var den jødiske Klarfeld-gruppe fra Lyon i Frankrig, hvor netop Klaus Barbie var leder af det lokale SS under den tyske besættelse af Frankrig. Netop eftersøgningen af Barbie er emnet for filmen Jagten på Klaus Barbie.

Der er forskellige måder at skildre et følsomt emne som den anden verdenskrig på, og ofte tyr producenterne til et umådeholdende blik fra den sejrendes synspunkt. Men særligt de seneste små ti år har vi fået en bølge af film, der tør tage et mere nuanceret blik på krigen, selvom de tyske uhyrligheder sjældent kan finde megen forståelse. Alligevel er det befriende, at billedet ikke holdes i et klassisk opgør mellem godt og ondt, og elementer af gråt i stedet blandes i.

Dette kan lade sig gøre på flere måder, og Jagten på Klaus Barbie formår at gøre det på en ret original måde, nemlig ved at holde karakterskildringen nede på et minimum, så det er sagens argumenter, der i stedet springer i øjnene. Den bygger på den sandfærdige beretning om Serge og Beate Klarsfeld (med flere), der brugte tolv år på at fange Klaus Barbie. Kendetegnende for denne film ville i normaltilfælde være, at vi skildrer Serge og Beate, samt gruppen omkring dem, tilpas grundigt, at vi får et empatisk tilhørsforhold til dem, mens Barbie holdes på behørig afstand, så den personlige karakter ikke forplumrer det fine sort-hvide billede. Men det gør Jagten på Klaus Barbie ikke. I stedet er vi på samme afstand til begge sider af sagen, på trods af vi selvfølgelig følger eftersøgningen mere end Barbie selv – og det er en særligt forløsende skildring af følsomhederne.

Filmen er fransk, og hedder egentlig La Traque, hvilket betyder noget i retningen af ’eftersøgningen’. Men selvom de ting Barbie blev dømt for – fx tortureringen og henrettelsen af Jean Moulin, som var en de af centrale modstandsfolk i Frankrig, deportationen af uskyldige børn, mens han menes at cirka 4.000 liv på samvittigheden – ikke bør bortforklares, formår filmen at holde sig distanceret i forhold til domsfældelse og fordom. I stedet er filmens centrale temaer selve eftersøgningen og ikke mindst bevisførelsen. Klarsfeld-gruppen har en tendens til at forfalde til nemme løsninger, overvejer undervejs desuden også mord, men det holdes argumentatorisk i kort line af diplomatiske løsninger – som i øvrigt ikke var nemt i forbindelse med et diktatorisk Bolivia, hvor Barbie opholdt sig tæt ved magten.

På den måde er det filmens klare styrke, at den i høj grad er sagligt orienteret. Karakterformationerne fungerer, men tangerer dog undervejs en lettere uoverskuelighed på de tidspunkter, hvor de diplomatiske forhandlinger går højt. Men filmen slipper ikke livtaget i hverken sagens sammenhæng, eller at den skal fortælle en fortælling om eftersøgningen. Filmen er i høj grad dramatiseret, og tiden synes også at være kondenseret: Selvom de tog dem tolv år at fange Barbie, er filmstilen ikke som sådan indrettet på dette, men i stedet foregår den nærmest i de ”permanente halvfjerdsere”, hvor personerne heller ikke bliver ældre. Det er nok et nødvendigt træk, når man ikke bruger tid på at karaktergestalte, og derfor må de være mere ”genkendelige”.

Derfor er Jagten på Klaus Barbie en film, der skiller sig ud fra mængden af film om den anden verdenskrig og dens eftervirkninger, selvom de grå nuancer generelt er blevet væsentligt opprioriteret de senere år. Måske mere end andre film om samme tema viser denne, at krigen ikke er – og formentlig aldrig vil være – et overstået kapitel. Man siger, at man bedst forstår den tid, man selv lever i, men meget tyder på, at afstand ligefrem bedre muligheden for forståelse.


Forrige anmeldelse
« Death Sentence «
Næste anmeldelse
» De unge år (Erik Nietzsche sag... »


Filmanmeldelser