Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Deadpool 2 (119 min.) Købefilm / 20th Century Fox / Marvel
Anmeldt 27/11 2018, 17:29 af Torben Rølmer Bille

Endnu sjovere anden gang


Endnu sjovere anden gang

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Fortsættelser. Sequels. Anden del. Kald dem hvad du vil, men to’ere er, som nævnt mange gange tidligere her blandt Kapellets filmomtaler, som regel en hel del ringere end deres forgængere. Der findes selvsagt undtagelser til denne tommelfingerregel, men de er desværre ganske sjældne. Dette gælder dog ikke Deadpool 2, der ved første kig viste sig at være næsten lige så god som den første film. Nu er filmen så udkommet på BluRay (og andre formater) endda i et såkaldt ”super-duper S*%!#& cut” – og naturligvis skulle det ved undersøges om dette virkelig er så superduper som titlen lover?

Det hurtige svar er, ”hvad S*%!#& tror du selv?”, for selv om filmen er et kvarter længere end biografversionen (som i øvrigt også er inkluderet på en selvstændig BluRay), så skal du ikke trættes af scener, som trækker tingene i langdrag eller er blevet klippet ud fordi de var decideret dårlige. Tværtimod! Faktisk er anmelder endnu mere begejstret for filmen anden gang. Muligvis skyldes dette, at der ved andet gennemsyn var både bedre tid og mulighed til at lægge mærke til alle replikker, cameos og visuelle gags i filmen, som man havde overset første gang, men også fordi filmskaberne, som de fortæller på det ganske omfattende ekstramateriale der følger med, helt bevidst har stopfodret filmen med intertekstuelle referencer til alle mulige fænomener. Dette rangerer fra de alment kendte popkulturelle referencer til elementer som kræver at man er ultranørd for at spotte.

Når man genser filmen er det umiddelbart svært at lægge mærke til de ekstra 15 minutter, undertegnede lagde kun mærke til en enkelt scene fra en zoologisk have og så i flere af de obligatoriske scener, der dukker frem midt i rulleteksterne. Især den sidstnævnte er ustyrlig morsom og så politisk ukorrekt, at man muligvis godt kan forstå, at det blev besluttet at droppe den scene til biografversionen.

Der er muligvis ikke nogen grund til at gentage informationer om filmens handling, for den blev skitseret i biografanmeldelsen (selv om der sikkert ikke ville være nogen læsere, der ville opdage hvis anmelder lavede en hurtig copy/paste?). Man kunne også lade være med at gentage alle de elementer, der får filmen til at virke – som eksempelvis en utroligt oplagt Ryan Reynolds i den altoverskyggende hovedrolle, et vildt sjovt manuskript der byder på masser af inter- og intra-tekstuelle referencer til især Marvel og DC, en masse actionscener (som viser at instruktøren af denne fortsættelse tidligere har instrueret både John Wick og Atomic Blonde - men omvendt kunne man også bare gøre det! I en af de mange småfilm, der går bag Deadpool 2, siges det at filmens fokus måske ikke er så meget på fortællingen, men derimod på filmens figurer. Selv om Deadpool 2 bestemt må siges at være en letvægter i forhold til at skildre dybe, komplekse karakterer, så er der måske noget om snakken, for bag den selvironiske, konstante distancetagen, handler filmen jo om meget alvorlige emner som eksempelvis sorg, mobning, omsorgssvigt og kræft, hvilket ville have gjort det til en ganske svær film at sælge, havde det ikke været for den massive mængde humor det hele er pakket ind i.

Deadpool 2 leverer mindst tre jokes i minuttet, enten visuelt eller verbalt og det er dette veritable tæppebombardement af sjovhed, der gør at man nemt overhører eller overser enkelte af dem ved første gennemsyn. Som nævnt er ekstramaterialet også fint lavet og rigtigt underholdende at dykke ned i. Det er blandt andet muligt at se en lille film om alle de kendisser, der er med i filmen, men som man måske ikke når at lægge mærke til i skyndingen (spottede du eksempelvis Brad Pitt eller Matt Damon?). Der er flere fraklippede scener og meget, meget mere.

Så hører du til de stakler der missede Deadpool 2 i biografen så er chancen der nu. Du kan i øvrigt lige så godt springe direkte til ”the superduper cut” for som DP siger ”jo længere - jo bedre!” Det er en letbenet, ustyrlig morsom superheltekomedie, der ikke står tilbage for hverken ekstreme voldseskapader eller humor, der indimellem ikke er mere sofistikeret end en upassende fjert i en elevator. Nogle vil måske mene at det er for pjanket og plat, mens andre, der er født med en sans for humor, elsker det.

Elsker du Deadpool fra tegneserierne, fra den første film, eller – Gud bedre det – kender du ham slet ikke, så er det aldrig for sent at starte dette bekendtskab. Selv om du sagtens kan starte med film nummer to, så er der også så tilpas mange direkte henvisninger til den første film i 2’eren, at du lige så godt kan sætte en hel aften af til at se begge film. Måske kan sådan en dobbeltdate være overvældende, men det er også så godt skruet sammen, at filmene ganske enkelt bliver bedre og bedre, jo flere gange man ser dem.


2345
Forrige anmeldelse
« Isle of Dogs «
Næste anmeldelse
» The First Purge »


Filmanmeldelser