Verden har brug for eventyr. Selv om der sikkert eksister kyniske mennesker, der fnyser af fantasiens verden, af det overnaturlige, af okkulte elementer og som insisterer på at verden er videnskabelig målbar og at den ikke rummer nogen form for magi, så vil Kapellets anmelder påstå at det et sådant liv vil være meget trist og indsnævret.

Selv om man heller ikke skal leve sit liv i en drømmeverden, uden blik for de udfordringer som både en selv, ens omgivelser og Jorden som helhed står overfor, så har mennesket også brug for drømme, for vildtflyvende ideer og ikke mindst evnen til at tænke kreativt. At kunne ”tænke udenfor boksen” er jo efterhånden blevet et krav til os og skal vi evne det, kan man ikke komme udenom fantasien

En filminstruktør, der bestemt aldrig vil tilsidesætte fantasien, er Guillermo del Toro. Hans seneste film The Shape of Water er nemlig en ublu hyldest til de kreative, til de der tør tro, til de åbne hjerter og sind og ikke mindst til barnet i os alle. Noget som Oscar™-komiteen som en sjældenhed belønnede da de gav filmen prisen for ”bedste film” tidligere i 2018. Selv om denne type af genrefilm tidligere udelukkende kunne høste priser i kategorier som ”bedste make-up”, ”bedste special effects” eller lignende, så var netop kåringen af denne film som i kategorien ”bedste film” en blåstempling af fantasy og horror, som genrer fuldt på højde med mere traditionelle dramaer. (Nuvel i samme åndedrag skal det siges at både Jonathan Demmes Silence of the Lambs (i 1991) og sidste del af Peter Jacksons Ringenes Herre (i 2003) også vandt Oscars™ i kategorien ”bedste film”.)

Det er måske også indlysende, at del Toros film fandt sådan en genklang hos komiteen, for det er i sin grundessens en meget menneskelig film, der viser at kærlighed og samarbejde ofte kan overvinde alt. Det er også en film for cineaster, idet den lader sin kvindelige hovedperson bo ovenpå en biograf og vise havmandens fascination af disse bevægelige billeder mod filmens slutning. Teknisk er den også, som de fleste af del Toros film, vanvittig flot lavet og rent teknisk kan man ikke sætte en finger på hverken scenografi, make-up, kostumedesign eller kameraarbejde (Tak, Dan Laustsen). Det hele spiller sammen og giver filmen et helstøbt finish, der ikke ligner noget andet man ser. Del Toro er på det sæt virkelig auteur, for man kan stort set altid se hans fingeraftryk overalt på slutresultatet.

I Weekendavisen d. 9 marts 2018 kunne man dog læse at der var flere der, efter Oscar™ sejren beskyldte del Toro for decideret at plagiere. En vis David Zindel påstod at filmens grundhandling var tyvstjålet fra et skuespil, som mandens far havde lavet i 1969, der netop handlede om en rengøringdames forhold til en delfin på et hemmeligt laboratorium under den kolde krig. I samme åndedrag har den franske instruktør Jean-Pierre Jeunet påpeget at flere af filmens scener virker som karbonkopier af scener fra hans film Delicatessen og Amélie, hvilket, når man laver sammenligningen , måske man godt kan forstå. Hvorvidt dette er bevidst plagiat eller ej, så gør det dog ikke nydelsen af The Shape of Water mindre. I samme åndedrag kunne man jo så mene, at del Toro bare har tyvstjålet hele grundideen til sin film fra den gamle danske folkevise Agnete og havmanden.

The Shape of Water er en bragende flot fortalt fabel, der gerne vil sige noget om det betændte klima der eksisterer i disse år. Havmanden, der i filmen opbevares i et hemmeligt laboratorium, fordi forskerne og ikke mindst myndighederne er bange for ham, er på den vis en allegori for den fremmedfjendskhed og 50’er-agtige koldkrigsparanoia, som desværre endnu engang er blevet en del af den politiske dagsorden i blandt andet USA. Tag nu bare Trumps dødfødte idé om muren ved Mexicos grænse, der skulle være en løsning på den illegale indvandring til landet.

BluRay-udgaven af The Shape of Water byder ikke på voldsomt meget ekstramateriale (eksempelvis kunne Kapellet godt have ønsket sig et kommentarspor fra instruktøren selv) men de features, som er inkluderet er til gengæld ganske interessante. I et af dem A Fairy Tale for Troubled Times fortælles netop at del Toro ser hans film skal ses, som en kommentar til de noget usikre tider vi lever i. Han fortæller at han netop benytter den periode som filmen foregår i – slut 50’ernes kolde krig (en periode som del Toro i øvrigt siger han – af uvisse årsager - hader) – som en parallel til den voksende mistro som eksisterer i dag. Interessant er det også, at han fortæller at hvis hans film var lavet i perioden så ville det være filmens antagonist, Strickland som ville være helten, og uhyret skurken. Vanen tro har del Toro jo vendt dette på hovedet.

Ekstramaterialet giver også alle os nørder en sjælden mulighed for at se Doug Jones uden makeup. Doug er ham der spiller havmanden, og tidligere har man kunne se ham i en meget lignende rolle i del Toros to Hellboy-film hvor han spille Dr. Abe Sapien. Lige som Andy Serkis, har Jones (måske takket være sit slanke væsen og lange lemmer) fået mange roller som alien, uhyre og lignende, men omvendt set er han også virkelig dygtig til at denne noget specielle måse at spille skuespil på.

Uanset anklager om plagiat. Uanset om man er enig i filmens subtekst omkring frygt og fremmedhad. Uanset hvad man ellers må mene om Oscar™-vindende film. Uanset om man hører til de der ellers ikke ser ”denne slags” film, så er The Shape of Water en film, der er svær at komme udenom. Den er på samme tid legende let, meget alvorlig og så spiller den, som alle gode eventyrfortællinger, på nogle helt basale følelser og ideer, der gør den endog meget seværdig.