Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




The Man Who Fell to Earth (1976) (139 min.) Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 6/8 2008, 09:23 af Kim Toft Hansen

Et smukt sind – with a twist


Et smukt sind – with a twist

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den britiske instruktør Nicholas Roeg startede sin karriere som kameramand og cinematograf på flere i dag klassiske film. Det visuelle udtryk i Lawrence of Arabia (1962) er – i retrospekt – blevet tilskrevet Roegs fænomenale evne til at fortælle – ikke igennem men – med kameraet. Gennembruddet som cinematograf blev igangsat med The Mask of the Red Death (1964), men for alvor fuldført, da han var med til at udødeliggøre François Truffauts Bradbury-filmatisering Fahrenheit 451 (1966). Gennembruddet som instruktør kom i 70’erne, der også er det vigtigste årti – ifølge de fleste kritikere – i karrieren. De senere år har ikke været eftermælet gunstigt, men det skal ikke rokke ved ’eminencen’ de helt centrale Roeg-film. Debuten ”bag roret” var Performance (1970), men særlig opmærksomhed fik han, da han udsatte verden for en af 70’ernes bedste psykologiske gyserfilm, nemlig Don’t Look Now (1973) – en film, der eksisterer rent narrativt på et dybsindigt, uløseligt paradoks.

Dette narrative arbejde med filmen som udtryksmiddel skulle – og var allerede – Roegs egentlige varemærke. De fleste af hans film – som det også gælder hans inspirationskilder, såsom Bergman, Truffaut og Bresson – bruger egentlig nogle klassiske genre- og fortællemidler, men de omformes, så det for seeren ikke længere bliver så simpelt at fange plottet, mens det sker. Trådene samles først senere – uden at de nødvendigvis helt behøver at besvare alle spørgsmål. Disse narrative komplikationer – om jeg så må sige – er i høj grad også kendetegnende for hans film efter Don’t Look Now, nemlig The Man Who Fell to Earth (1976), som vi – heldigvis! – igen har ude på dansk dvd.

The Man Who Fell to Earth – baseret på Walter Tevis’ romanforlæg – er Nicholas Roegs svar på en science fiction-film, men vi snydes på ingen måde for de klassiske Roeg-formaliteter. Fortællingens sammenstykning er – måske endda i højere grad end Don’t Look Now – overladt til seeren et langt stykke hen ad vejen, hvor fokus i stedet ligger på det visuelle udtryk. Og hvilket udtryk! Vil man se, hvorfra fx Ridley Scott har fået sine idéer til Alien (1979) eller Blade Runner (1982), er The Man Who Fell to Earth ikke til at overse.

The Man Who Fell to Earth handler – som titlen måske allerede har røbet – om en mand (spillet af David Bowie), der falder til jorden. Det er ikke klart, hvorfor han er der, og det bliver heller ikke lige med det første indlysende, hvad han egentlige projekt er. Man er dog overbevist om, at han ikke er helt menneske – selvom han ser sådan ud. Excentriciteten og intelligensen hos ham viser sig at overstige langt de fleste, da han – ud fra de $20, han får for sin vielsesring – lynhurtigt får stablet et af USA’s største finansimperier på benene. Han skal tydeligvis bruge læssevis af penge, men spørgsmålet er bare til hvad.

Der skal ikke gives mere væk her, idet filmen har nogle dejlige twists undervejs, men samtidig skal jeg heller ikke – bare fordi jeg har set filmen – antyde for mange plots. Den egentlige sammenhæng, så meget som der nu er, dukker først op sent, og jeg skal ikke ødelægge oplevelsen. Man skal – har man endnu ikke set The Man Who Fell to Earth – nemlig nyde de narrative formationer, der undervejs er dræbende irriterende, hvis man leder efter sammenhængende strenge. I stedet skal man nyde det portræt, som denne fortælleteknik formår at levere af det sydlige USA. Hvad er således bedre til at fortælle om ’vores’ særheder end en udefrakommende, der falder til jorden? Dernæst skal man tage sig tid til den gennemarbejdede kamerateknik, der – med egentlig ganske simple virkemidler – formår at både sætte en unik stemning, fortælle store dele af fortællingen, men i den grad også at ramme hele universet ind i en troværdighed – som Roeg selvfølgelig ikke kan lade være med at pille ved.


Forrige anmeldelse
« The Last Legion «
Næste anmeldelse
» Rambo »


Filmanmeldelser