Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




The Darkest Minds (104 min.) Biograffilm / 20th Century Fox
Anmeldt 14/8 2018, 09:24 af Torben Rølmer Bille

Endnu en dystopisk ungdomsfilm


Endnu en dystopisk ungdomsfilm

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan indimellem være svært at bevare optimismen som teenager. Faktisk hører det nærmest teenagelivet til, at man skal være lidt humørsyg, dyrke sin weltschmerz og i det hele taget bare agere som om hele verden – især de voksne – konspirerer imod en. Dette koblet med en generel fascination af dystopier i fiktionens verden (måske et desperat forsøg på at italesætte hvor slemt det i virkeligheden står til med vores klode) er der flere og flere amerikanske ungdomsfilm, der viser fremtidsskrækscenarier, hvor verden er gået af lave og hvor det eneste håb for fremtiden er en lille gruppe børn.

Dette kan opleves i film som Hunger Games, Divergeant, Maze Runner og nu også i den nye The Darkest Minds, der lige som forgængerne er baseret på en meget populær bogserie af samme navn. YA-bøger, der sælger som varmt brød, er tydeligvis populært materiale at filmatisere i Hollywood, men desværre er det ikke alle bøger der klarer overgangen til film lige godt.

The Darkest Minds starter med at udslette stort set alle børn på kloden. De der overlever den mystiske virus har får som bivirkning en form for overnaturlig kræft. Nogle bliver hyperintelligente, andre har telekinetiske evner, nogle kan lave elektricitet og så er der de sidste to kategorier, som myndighederne er rædselsslagne for – de kan nemlig manipulere med andre menneskers tanker og så er der de såkaldte ”røde” hvis superkræfter ikke skal afsløres i dette forum.

I hvad der minder mest om en desperat handling fra myndighedernes side, sendes alle overlevende børn i en slags koncentrationslejre, mens der arbejdes på en kur mod virussen. Her inddeles de i farvekategorier alt efter evne. Sjovt nok lyser børnenes øjne også op i denne farve når de aktiverer deres kræfter. De grønne er de kloge, de blå kan flytte ting med tankerne, de gule laver strøm mens at de sidste to kategorier: orange og rød, opfattes som værende så farlige, at det er blevet besluttet at dræbe dem.

Det er ganske uheldigt den unge pige Ruby der er filmens egentlige hovedperson. Hun tilhører nemlig det orange segment og kan derfor få folk til at gøre det hun gerne vil have dem til. Problemet er dog at hun ikke kan styre sine kræfter helt, så hendes liv er altså ikke så ukompliceret, som det måske ellers kan lyde.

I første omgang sendes Ruby til en af disse lejre da hendes mutantkræfter opdages, men takket være snarrådighed og frygten for at blive henrettet lykkes det hende at plante ideen om at hun tilhører det grønne segment (ja, det er næsten ren Henrik Dahl det her – red.) i fangelejerlægens hoved. Det lykkes den unge pige at opretholde illusionen i over seks år, indtil en aften hvor hun, takket være en tilsyneladende meget venlig kvindelige sygeplejeske, som påstår hun tilhører en undergrundsorganisation stålsat på at omstyrte det neofascistiske militærregime, befrier Ruby fra fangelejren.

Hernæst forfalder filmen til en næsten fast formel for denne type af fortællinger. Dels er filmen en slags road-movie hvor Ruby skal forsøge at finde frem til et tilflugtssted for alle de børn der lige som hende selv er flygtet fra myndighederne, dels er der to fyre som Ruby tydeligvis er interesseret i og som kæmper om hendes interesse. Vanen tro skal vor heltinde også møde en lille gruppe børn, der selvfølgelig har hver deres unikke superkraft, som de selvfølgelig får brug for undervej. Endelig er der også flere af Rubys nærmeste, der viser sig ikke at være dem som de giver sig ud for. Kort sagt, en masse plotelementer som de der er velbevandrede i YA-fiktion kender til hudløshed.

The Darkest Minds er på ingen måde nogen forfærdelig film, men måske er det blot fordi denne anmelder har set for mange af denne type film, at det holder op med at være medrivende eller særligt overraskende. Blandingen mellem kærlighedshistorie, bildungsfortælling og dystopisk sci-fi scenarie er efterhånden ret så gennemtæsket og set meget bedre eksekveret andetsteds. Skuespillerne gør ellers hvad de kan for at overbevise seeren og effekterne er ganske hæderlige. Bare synd at man har en konstant fornemmelse af filmisk deja-vu.

Værre endnu er det (og her kommer en ganske voldsom spoiler, som kan undgås hvis dine øjne springer frem til sidste afsnit) at filmen byder på en visuel gimmick, der gør at man ikke helt kan undgå at spørge sig selv om hvordan dette påvirker figurerne, som det går ud over. Det viser sig nemlig at Rubys evner til at manipulere med folks sind er så god, at hun ligefrem kan få folk til at glemme at de nogensinde har mødt hende – altså slette sig selv fra folks hukommelse. Visuelt er dette skildret ved at vise scener som man tidligere har i filmen set hvor Rubys figur så digitalt forsvinder som sandkorn i vinden. Problemet er blot at dette sker når Rubys forældre læser godnathistorie for deres datter, eller en af de unge mænd i filmen læner sig frem for at kysse pigebarnet. Vil dette så ikke betyde at forældrene er efterladt med minder om at læse godnathistorier op i et tomt lokale og den unge mand samtidig har en klar erindring af at stå på en græsmark og snave ud i luften? Det kan godt være at dette gimmick virker i bogen, men på film bliver dette nærmest ufrivilligt komisk.

Med det i mente forlader man derfor biografen med et smil på læberne, ikke så meget fordi man har haft en god oplevelse, eller fordi man ser frem til næste afsnit i serien, men mest af alt fordi man ikke kan lade være med at tænke på det som der blev nævnt i spoilerafsnittet. Forhåbentlig bliver næste del i filmserien bedre end anslaget, såfremt der altså bliver lavet en fortsættelse, for filmen har vist ikke helt levet op til de forventninger som filmselskabet havde til dens indtjening . Måske er YA-publikummet, lige som denne halvgamle anmelder, også kørt lidt surt i alle disse generiske fortællinger?


2308
Forrige anmeldelse
« Hotel Artemis «
Næste anmeldelse
» The Endless »


Filmanmeldelser