Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




I fars hænder (75 min.) Streaming / New Danish Screen / DOXBIO
Anmeldt 10/8 2018, 12:09 af Malene Moesgaard Ludvigsen

Det – ikke alt for - muntre potteværksted


Det – ikke alt for - muntre potteværksted

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Der er ingenting i verden så stille som sne.” Sådan starter en genkendelig dansk vintersang skrevet tilbage i slutningen af 1800-tallet. Men ordene kunne ligeså vel have dannet rammen om Sven Vinges dokumentarfilm I fars hænder fra 2018. For ligesom i en ond drøm, der ikke ønsker at slippe sit fæste, får vi i denne dokumentar - flere gange - et tilbageskuende kamerablik på det eksakte sted, hvor hans alkoholiserede far omkom i sneen 2. juledag tilbage i år 2000.

Kameraet er placeret i det hvide landskab. Urokkeligt og observerende, imens sneen sagte daler og eftertænksomheden er til at mærke. En stemning der står i larmende kontrast til de private håndholdte videooptagelser, vi lige er blevet præsenteret for forinden. Optagelser hvor Sven, og hans lillebror Emile, er vidne til en kaotisk ’hyggestund’ i deres fars, keramikeren Niels Vinges, potteværksted. Tomme i blikket og ude af stand til at agere, ser de unge drenge handlingslammede og stumme til, imens deres far og en håndfuld venner lystigt og beruset underholder hinanden. En stærk og barsk åbningssekvens lavet af og om instruktøren selv.

Et interessant element ved I fars hænder, er Sven Vinges dobbeltrolle som både instruktør og hovedkarakter. En dobbelthed der også kommer til udtryk i legen mellem fiktion og fakta; imellem iscenesatte hændelser med skuespillere, til det helt intime og sårbare, hvor han bl.a. filmer sig selv påvirket af alkohol efter et besøg af en god ven. Der er intet objektivt over denne dokumentar, men til gengæld en enestående mulighed for at se verden igennem et barn af en alkoholiseret far. Vinge kommer dog ikke med nogen endegyldig morale, sandhed eller svar. Den viser rent ud sagt, at verden er alt andet end sort/hvid. Det gælder ikke mindst i måden hvorpå de forskellige familiemedlemmer tackler situationen, men også i Svens forhold til sin egen far.

Specielt forholdet til Sven Vinges bror er interessant. Det skildrer meget godt, hvorledes vi som individer tackler vores skæbne på meget forskellig vis. Det kommer ikke mindst til udtryk, da Vinge stikker til sin bror for at høre ham om, hvordan han har det med deres far: ”Jeg er færdig med at tackle mit fader-issue”, svarer Emile. Ligesom han også beskriver Sven Vinge som ængstelig; som en der ”endnu har noget at bearbejde”. Emiles udtalelser giver Vinges fortælling et dynamisk og herligt modspil, - til tider også humoristisk - som også er med til at løsne op for et ellers meget tungt og svært tema. Sven Vinges interaktion med sine nærmeste ’tvinger’ ham i det hele taget til fortsat at genlæse og forstå sin fars handlinger og adfærd, og åbner derfor også op for en konstant genfortolkning af farens rolle. Af samme årsag har dokumentaren også taget 4-5 år at lave, idet der hele tiden er opstået uventede drejninger, ting instruktøren ikke var forberedt på og deraf også nye erkendelser. Vi inviteres i filmen langsomt og ærligt med på denne rejse, og jeg tør godt love, at den ikke er nem.

Egentlig var det slet ikke meningen, at Sven Vinge ville begive sig ud i at lave en autobiografisk dokumentar. Ligesom i hans tidligere film har han altid taget udgangspunkt i virkelige fortællinger og autentiske karakterer, og det var også meningen med denne – hans første egentlige spillefilm. ”Det føles simpelthen nemmere”, som han selv siger. Castingen var derfor godt i gang i forsøget på at lave en fiktionsfilm med udgangspunkt i scener fra hans egen barndom, men undervejs i processen skete der noget. Sven fandt på sin mors loft en hidtil glemt arkivkasse, hvori der bl.a. lå dagbogsnotater, tegninger og lyd- og videooptagelser, som hans far havde efterladt sig, da han gik bort. Vinge skiftede derfor retning på projektet og besluttede sig i stedet, nu 17 år efter at hans far bukkede under for alkoholen, at nærstudere sin egen fortid, og ikke mindst dykke ned i forholdet til sin excentriske far.

I fars hænder kommer i kølvandet på bl.a. Christina Rosendals anmelderoste dokumentar Vold, I kærlighedens navn, der havde premiere sidste efterår, ligesom også DR har haft et langt større fokus på tabubelagte emner som ensomhed og angstlidelser – og du kan da netop også i skrivende stund se I fars hænder DRs hjemmeside. Noget kunne altså tyde på, at berøringsangsten for at vende mentale og/eller psykiske problemstillinger i det offentlige rum, er ved at mindskes. Samfundets accept af det ’skæve’ og sårbare i mennesket, synes generelt oftere til behandling, ikke mindst i film og tv-verdenen. Ligeså har Sven Vinge også selv antydet, at arbejdet med I fars hænder har haft karakter af et selvterapeutisk projekt.

I fars hænder er alt andet end ’Det muntre potteværksted’, som hans far har noteret sig på et af hans aflagte videobånd, men til gengæld en yderste vedkommende dokumentar, der på ærlig og rammende vis forholder sig til omsorgssvigtens mange senfølger. Det gør decideret ondt at følge Sven Vinge imens han vandrer ad sin fars dybe fodspor. Men det er netop dét, der gør denne dokumentar så vigtig. For i smerten ligger også forløsningen. Der er intet så smukt og stille som sne, men stilheden kan også virke larmende, for den der ikke har ro til at rumme den. At finde den ro, synes at være Sven Vinge præmis. For modsat sin far, der forfaldt til selvdestruktiv alkoholisme efter hans fars død, viser Vinge i stedet hvordan han på sund vis får bearbejdet egen sorg sammen med sine nærmeste. I fars hænder har derfor stor relevans for de mange der er, eller har været, berørt af alkoholisme, og som Sven Vinge med denne fine og dybe dokumentar får givet en stemme.


Forrige anmeldelse
« Channel Zero – No-End House «
Næste anmeldelse
» Whitney: Can I Be Me »


Filmanmeldelser