Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Diary of a Whimpy Kid 1-4 (378 + extras min.) Købefilm / 20th Century Fox Home Entertainment
Anmeldt 4/6 2018, 15:41 af Torben Rølmer Bille

The cheese touch - del 1-4


The cheese touch - del 1-4

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da anmelder viste sin yngste søn, at der var landet hele fire film med titlen Diary of a Whimpy Kid udbrød Carl begejstret: “The Cheese Touch!” og gentog dette igen og igen, som en slags mantra. Fatter vidste selvsagt ikke hvad dette gik ud på, dels fordi 50årsfødselsdagen kun er et par år væk, dels fordi han ikke havde læst Jeff Kinney’s børnebøger og endelig fordi han, modsat Carl, ikke bruger urimelig megen tid på diverse youtube-videoer. Carl kunne dog fortælle at det handlede om en helt central scene i den første film, som alle (på hans alder) kendte til.

Kapellet har ikke tænkt sig at afsløre hvad ”The cheese touch!” dækker over, for hvorfor skulle du kære læser have en unfair fordel? Selv om begrebet primært optræder i den første film: Diary of a Whimpy Kid, så er der referencer til osteberøringen i alle filmene, enten i dialogen eller visuelt. I stedet vil anmelder bruge det efterfølgende på at beskrive de fire film helt overordnet.

Filmene handler alle om familien Heffley, der består af en emsig mor, en distræt far, en møgirriterende storebror og ikke mindst af Greg, der er filmseriens fortæller og hovedperson. Som nævnt tager filmserien udgangspunkt i en meget populær bogserie, der for undertegnedes generation bedst kan beskrives som en amerikansk udgave af Adrian Mole. Vor hovedperson er nemlig hverken særlig populær, sej, stærk, klog eller har andre evner der kan gøre ham populær i skolen. Til gengæld har han en virkelig god ven – den tykke, rødhårede dreng Rowley, som han bruger meget tid på at hænge ud med.

Bøgerne er udformet som en slags dagbøger, selv om hovedpersonen pure nægter at det er dagbøger (da det er for tøset). I stedet kalder han dem for en slags optegnelser, der er krydret med mange simple stregtegninger som kan illustrere de mest groteske hændelser som Greg kommer ud for. Disse tegninger har også fundet vej ind i filmversionerne hvor de som oftest optræder som animationer der hurtigt omformes til realfilm.

Filmene kan bedst beskrives som slapstick/screwball-komedier målrettet direkte mod 7-13 årige drenge. De kunne sammenlignes med en familievenlig version af Fars fede ferie.Det betyder også at hele familien sagtens kan kigge med, medmindre de da frygter ulækre og usmagelige jokes. Meget af handlingen er selvsagt centreret om dagligdagsliv, med det aber dabei at Greg nærmest konstant får rodet sig selv eller sin familie ud i ekstremt pinlige, klamme og tåkrummende situationer. Heldigvis løser alt sig som regel i slutningen, men vores antihelt skal mangt og meget igennem før man når til dette punkt.

Tempoet er højt og skuespillerne er veloplagte omend de spiller vældigt karikerede figurer. Selv om noget af humoren er vældigt plat, så er det bestemt også morsomt på udsatte steder. Det må dog indskærpes, at man måske med fordel skal se filmen sammen med børn i målgruppen (lige som Kapellets udsendte gjorde det), da deres reaktioner på det som sker i filmen ofte er mindst lige så sjove som selve filmen.

I det første tre film er skuespilerne de samme, men i den sidste film er hele castet blevet skiftet ud, nok fordi at de bærende hovedroller Greg og vennerne er blevet så store at det er svært at se dem som ”kids” uden at man skulle benytte CGI for at gøre dem yngre. Det betyder dog ikke så meget for selv om man da læger mærke til at der har været udskiftninger, så er det ikke så meget skuespillerne der er i fokus, som de historier der fortælles.

Alle filmene er vellavede mainstreamkomedier, men det er og bliver den første film som er den mest vellykkede af de fire. Ikke kun fordi store dele af den tydeligvis er baseret meget direkte på den første bog i serien, men muligvis også fordi det er i denne film at man introduceres for figurerne og deres særheder – eksempelvis den selvglade storebrors illusion om at hans metalband ”Löaded Diaper” vil blive mere populært end penge, eller mange af de særlinge der går i Gregs klasse. Nåeh ja, det er også her ”the Cheese Touch!” fødes.

Hvad enten man i forvejen holder af bøgerne, eller bare har lyst til at se en skør amerikansk familiefilm med ungerne, så er Whimpy Kid-serien ikke det værste man kan få fat i. Desuden er der meget film for pengene, hvis man vælger at få fat i samlingen hér. Hører man til den type forælder der er lidt overbeskyttende, så vil det kanske være en fin idé lige at se filmen først, inden man udsætter sine skrøbelige børn dem, men er man i forvejen glad for børnefilm, der ikke tager sig selv så højtidelige og hvor scenerne godt må blive Max Pinlige undervejs, så bør man give Whimpy Kid en chance.


Forrige anmeldelse
« Ferdinand «
Næste anmeldelse
» Insidious – the Last Key »


Filmanmeldelser