Mads Brügger kender de fleste sikkert, som en af direktørerne af Radio 24/7, som forhenværende medvært på Den 11. time (sammen med Michael ”jeg er den anden direktør på 24/7” Berthelsen) eller som manden, der gav os de to meget skræmmende, iscenesatte dokumentarfilm: Det Røde Kapel og Ambasadøren.

Man kunne med dette in mente måske foranledes til at tro at Brügger fortsatte ned af dette dokumentariske spor i den nye film St. Bernhard syndikatet, men selv om filmen på mange måder indeholder en masse dokumentarfilmsmarkører (et kamera, der fungerer som en slags håndholdt flue på væggen, en række situationer der virker som om de ikke er scriptet, mv.) så er St. Bernhard syndikatet en langt mere traditionel dramakomedie, end de film som blev nævnt i det første afsnit.

Filmen foregår i Kina, men starter i Danevang. Her møder seeren filmens to hovedpersoner, der tilfældigvis hedder det samme som de skuespillere der portrætterer dem. De indviede vil også vide at de to spilles af Frederik Cilius og Rasmus Bruun, der bedre kendes som folkene bag Den korte radioavis (nu – Den Korte Weekendavis). Frederik (der under andre omstændigheder og med paryk og nordsjællandsk dialekt optræder som Kirstin Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, som i øvrigt leverede en utroligt morsom anmeldelse af netop St. Bernhard syndikatet) spiller en fyr, der ikke rigtigt kan lykkes med noget. Hans egen far fortæller ham, at han ikke tror på sønnens evner til at drive forretning, selvom sønnike ellers har lavet en fin plan om at etablere et firma der skal opdrætte St. Bernhardshunde i Kina. Derfor nægter far at skyde kapital i foretagenet, derfor leder Fredrik desperat efter nogen anden der har risikovillig kapital.

Heldigvis render han ind i sin gamle kammerat Rasmus. De gik begge på Herlufsholm sammen. Rasmus kommer lige fra lægen hvor han har fået den virkelige dårlige nyhed at han har ALS – populært i filmen omtalt som ”Stephen Hawkins-sygdommen”. Af frygt for at gå glip af et sidste eventyr inden det aggressive muskelsvind for alvor begynder at kunne mærkes, indvilliger den lettere naive Rasmus i at tage med Frederik til Kina, for sammen med ham at finde lokale investorer som vil bakke ideen om at opdrætte St. Bernhardshunde op. Dette kræver selvfølgelig at de kan få disse lokale businessfolk med ombord. Frederik er fortrøstningsfuld, for som han siger så knuselsker kineserne denne hunderace, som han i øvrigt har tænkt sig at markedsføre under slogannet ”vestens panda”.

Filmen er både tænkt som, og bliver markedsført som en komedie, hvilet den også er. Det er muligvis også en komedie, som ikke er for enhver smag eller som vil få publikum til at vride sig af grin i biografsæderne. Dette afhænger selvsagt om man finder dette bizarre koncept morsomt, eller ej. Selv om filmens humor måske godt kan sammenlignes med de underspillede pinligheder man finder hos Ricky Gervais, så er der også noget ganske unikt ved de tragikomiske figurer og de ofte bizarre situationer, som skildres undervejs.

Slutresultatet er blevet en film der fungerer langt hen af vejen. Selv om andre filmkritikere har kaldt for både umorsom og tåkrummende er Kapellets udsending af en helt anden holdning. Ikke alle vil finde filmens skildring af et kikset kulturmøde, hvor alvorlig sygdom og menneskelig uduelighed skal være garant for grin men Kapellets udsendte var rigtigt godt underholdt.

St. Bernhard syndikatet virker ikke kun fordi man, lige som i Sacha Baron Cohens film undervejs kommer til at tvivler lidt på hvor meget de kinesiske aktører er blevet instrueret og hvor meget der er improviseret frem undervejs, men især fordi de bærende hovedroller fungerer så fint sammen. Det viser sig faktisk (efter at skrivekarlen hér fik læst lidt om filmens tilblivelse) at Mads Brügger aldrig tog med til Kina, men instruerede sine spillere i ro og mag fra Danmark og at virkelig mange af de scener vi ser fra Kina, er improviseret på stedet uden at de (fleste) kinesiske medvirkende, var klar over at de var med på optagelserne af en dansk komedie. Det er dog på ingen måde nødvendigt at vide, for at man vil opleve filmen som sjov.

St. Bernhard syndikatet er en film, der har noget på hjertet. Den ironiserer selvfølgelig over plattenslagere og fidusmagere der desperat forsøger at få en forretning op at køre, der som udgangspunkt virker tosset. Det er også en film der bliver morsom i dens skildring af de forvirringer der kan opstå når sådanne figurer pludselig bliver nødt til at begå sig i en helt fremmed kultur, som de ingen indsigt har i. Filmen forsøger ikke at forcere de store grin eller det store drama, men mindre kan også gøre det. Filmen har sin egen skæve charme og er i bund og grund meget udansk i både sit udtryk og indhold. Det etiske aspekt over at gøre grin med en intetanende kinesisk kiks-producent, er en helt anden diskussion, som ikke skal tages her.