Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Twin Peaks: A Limited Event Series (22 timer 30 min.) Købefilm / Paramount
Anmeldt 1/5 2018, 18:04 af Kim Toft Hansen

Da din smag i tyggegummi igen blev populært


Da din smag i tyggegummi igen blev populært

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

For de fleste med bare en smule interesse i tv-drama var det stort, da David Lynch og Mark Frost synkront postede på Twitter: ”It’s happening again.” Ethvert fan af en af tv-historiens absolut bedste tv-serier Twin Peaks (1990-91) forstod med det samme, at Laura Palmers profetiske udsagn fra den oprindelige serie – ”I’ll be back in 25 years” – nu stod til troende.

Der skulle gå en anelse længere pga. nogle skrappe præcisionskrav fra Lynch, men sidste år blændede Showtime (og i Danmark HBO Nordic) op for Twin Peaks: The Return. En ny serie på intet mindre end 18 afsnit instrueret af David Lynch i samme univers. En gave til alle Twin Peaks-fans og en oplagt seerbasker for alle med hang til god tv.

Selvom jeg ikke er (så) gammel endnu, husker jeg furoreren omkring Twin Peaks i 1990. Jeg gik i folkeskole, men faldt pladask for det såvel lettilgængelige og letelskelige som dybt besynderlige og mystiske univers, hvor identiteter og verdener spaltes på en måde, der både synes at give mening og hele tiden alligevel forskubbe sig fra egentlig forståelse. Skaden var stor, da jeg skulle på lejrtur midtvejs gennem serien, for dengang kunne man ikke bare streame afsnittet senere. Heldigvis var der mange i min klasse, der også var smittet af TP-feber – og da afsnittet løb over skærmen, fik vi allernådigst lov af lærerne at se det. (Jeg gemte i al hemmelighed hovedet, da den onde Bob viste sig i stuen, hvor Laura havde boet.)

Twin Peaks blev en øjenåbnende oplevelse for mig. Ikke alene fattede jeg vedvarende – og stadig meget aktiv – interesse for David Lynch som instruktør. Samtidig fødtes der i mig en stor interesse i tv-mediet – og især tv-serien som storgenre. Den holder stadig i dag, hvor jeg til dagligt i mit arbejde beskæftiger mig med film og tv. Jeg er med andre ord meget sikker på, at jeg har meget at takke David Lynch og Mark Frost for: de lærte en ung knøs med vilde hormoner i kroppen at fokusere på og elske den store kunst. For det er Twin Peaks så sandelig – også/især de nye 18 afsnit.

Jeg er ikke den eneste, der opfattede den tv-revolution, der ramte verdens tv-skærme i 1990. Serien har ikke kun opnået kultstatus, banet vejen for ’damn good coffee’ til kirsebærtærten og givet kryptiske udtryk – som ’uglerne er ikke, hvad de giver sig ud for at være’ – latent mening. Den viste også den akademiske verden, at tv kunne være kunst. Siden har tv’et haft mod til at gå meget længere, end nogen tv-producere inden Twin Peaks troede var muligt. Twin Peaks er en hjørnesten i det, der siden er blevet henvist til som ’quality-tv’. Betegnelsen fandtes også inden seriens præmiere, men serien blev bekræftelsen på, at en tv-serie ikke er filmens lillebror. I dag er tv-serien som genre jo nærmest blevet storebror i det forhold.

Den dosis modenhed og kunstnerisk værdi, som Twin Peaks smed ind i et medium med ’talking heads’ i 90’erne, er siden vokset sig stor og stærk – og på mange måder kunne en relancering af universet med Dale Cooper, Hank, Audrey (min store teenage-tv-kærlighed!) og mange andre elskelige, finurlige og afskyvækkende figurer på sin vis kun være en fiasko. For den tid, som den nye serie The Return skulle tale ind i, var en helt anden. Nu var der ’difficult men’ (dybe karakterer) og ’complex tv’ (udfordrende fortællinger) over det hele. Alligevel tog Twin Peaks – The Return r*ven på de fleste og serverede noget, der nærmest aldrig før var set i bedste sendetid.

Hvor de oprindelige to sæsoner af serien gav os:

- fyldige karakterer
- en kompleks fortælling
- en metaindpakket soap opera
- en krimi med et overnaturligt tvist (alt sammen noget, der var usædvanligt dengang)
- en provokerende udfoldelse af handlingen (herunder afsløringen af morderen (alt for) tidligt)
- en bearbejdning af tabuiserede emner, der aldrig ville kunne sælge reklamer på tv

gav The Return os noget helt andet: Noget tydede på, at den gødede jord fra 1990 nu var frodig nok til, at David Lynch kunne folde sin surrealisme ud via en populær kanal som Showtime. Især seriens ottende afsnit Gotta light? må have sendt flere bagud i lænestolen med hardcore, krævende surreelt drama. Imidlertid var den surreelle grundtone eksplicit og klar allerede fra starten med klare ligheder til Lynchs allerførste kortfilm fra slut-60’erne.

Ydermere er The Return mindst ligeså provokerende i den måde, som den med den ene hånd giver os små doser af det, vi egentlig have regnet med/håbet på, at vi skulle have, altså den grovkornede humor og syrede, voldelige soap-mystik omkring de kendte personer fra byen Twin Peaks. Med den anden hånd introducerer serien imidlertid en lang række nye personer, som kommer til at fylde væsentligt mere end de kendte, og samtidig henter den godt nok hovedpersonen Dale Cooper ind igen, men han er slet ikke sig selv. Dobbeltgængertemaet fra de oprindelige serie foldes nu helt ud – endda med tre personer spillet af Kyle Maclachlan undervejs. Twin Peaks: The Return understreger dermed, at tv-seriens status i dag har bragt kunst ind i folks stuer – også med streamingtjenesternes medvirken.

Alle 18 episoder er nu ude i den udgivelse, som hedder Twin Peaks: A Limited Event Series. Det er en lidt marketing-kæk undertitel, der vil noget andet end titlen The Return, som den dog stadig også henvises til som. Den slags undertitler er lidt, som vinden blæser (afhængig af udgiver) – eller som Michael Lombardo fra HBO har sagt: ”Det afhænger af, hvilket Emmy-kategori du vil nomineres i.” Imidlertid plejer en ’limited’ serie at henvise til det, vi normalvis i Danmark kalder en miniserie, altså omkring 6-8 afsnit. En ’event-serie’ er en lukket serie, der ikke fortællemæssigt fortsætter i en ny sæson. Der ligger med andre ord ikke rigtig noget i undertitlen, som skal henvise til indholdet i serien selv – bortset fra, at serien også vil fremstå selvstændig og lidt løsrevet fra afsnittene i 90’erne (event’et), hvilket ret beset vil være en umulig marketing-opgave.

Det, der betyder noget, for dem, der nu skulle ønske at investere i serien, er – ud over dog ønsket om at kunne sætte den i afspilleren, når streamingtjenesterne ikke længere vil betale for at have den liggende – selvsagt de metervis af ekstramateriale, som pakkens skiver er forsynet med. Coveret er lækkert designet med et zig-zag ned gennem Dale Cooper og hans dobbeltgænger Mr. C, og når man åbner coveret skiftes Mr. C ud med Dougie – den vindskudte karakter, der uden rigtigt at kunne finde ud af det, ender på jorden (ude af ’The Black Lodge’) igen. Det er et meget fint paratekstuelt signalement af seriens handlingsmønster, hvis der da skal findes et.

Der er alt lige fra temmelig ligegyldige småtterier (såsom seriens promos) til fantastisk fine dokumentarprogrammer og en længere række ’behind the scenes’-programmer. Charles de Lauzirikas fire dokumentarprogrammer, som såvel simulerer ’lynchsk’ tilgang til filmmediet som giver et rigtig godt indtryk af Lynch som kunstner, er et scoop i sig selv – og et BD-køb værd. Derud over er det de omkring 5 timer lange optagelser af optagelserne, man skal gå efter. Han får man et næsten personligt nærvær med Lynch. Ud over at portrættere ham som en dybfølt og nøjsom auteur, så viser filmene også, at han formår at instruere sine spillere med stor humoristisk sans og nænsom kærlighed. Det er klart, at vi skal hele tiden tage fremstillingen af kunstneren Lynch med et gran salt, men her får vi – efter alt at dømme – indsigt i hans kunstneriske veje og personlige overvejelser gennem store dele af produktionen.

Serien ville for sig være en helt elementær årsag til at investere i den fine boks, men her er der for alvor kælet for ekstramaterialet i et omfang, som gør, at vi bliver klogere på de kunstneriske ambitioner bag. Det er tydeligt, at der – som man siger – er en mening med galskabet, for galskab er der nok af i Twin Peaks: The Return. Ekstramaterialet giver ikke så mange læsekoder til en hyperkompleks serie, men den giver et klart signalement af, at Lynch og Frost bag har haft en vision, som de har fulgt. Det gør samlet set kun oplevelsen af seriens vilde, surreelle ekstravagance endnu mere fascinerende.

Bemærk: spilletiden på 22 timer og 30 min, er både serien + det omfattende ekstramateriale.


2282
Forrige anmeldelse
« Star Wars – The last Jedi «
Næste anmeldelse
» Daddy’s Home 2 »


Filmanmeldelser