Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Final Portrait (90 min.) Købefilm / Sony
Anmeldt 27/3 2018, 17:46 af Torben Rølmer Bille

Albertos utilstrækkelighed


Albertos utilstrækkelighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den italiensk-schweiziske kunstner Alberto Giacometti er muligvis ikke et navn mange umiddelbart kan nikke genkendende til. Hvis man til gengæld forklarer, at det er ham der har lavet de bronzeskulpturer der ligner lange gående tændstiksmænd som bl.a. kan opleves på Louisiana, er der nok straks flere der har en idé om hvem han var.

Mindre kendt end skulpturerne er sikkert kunstnerens ganske omfattende produktion af især portrætmalerier. Dette har muligvis været en af grundende til at den amerikanske skuespiller Stanley Tucci har vendt sig mod instruktørrollen og lavet filmen Final Portrait, som på en ganske fin og unik måde forsøger at tegne et portræt af den aldrende kunstner på godt og ondt.

Der er tidligere lavet mange fiktive fine og velfungerende kunstnerbiografier, i flæng kan nævnes Pollock med Ed Harris, Big Eyes med Amy Adams, eller lignende, så er det første gang at denne anmelder har set en film, der på den vis var optaget af at skildre selve den skabende, kreative process.

Det er Geoffrey Rush, der indtager rollen som Giacometti, selv om den egentlige hovedrolle er en yngre, rig, amerikansk mand, James Lord (Armie Hammer), der er blevet venner med kunstneren. Giacometti har sagt at han ville være meget interesseret i at male et portræt af den unge mand, så James beslutter sig til at udskyde sin hjemrejse til Amerika et par dage. Virkelighedens Lord har skrevet biografier om Giacometti og det må antages at filmen mestendels er baseret på bogen A Giacometti Portrait.

Giacomettis rodede værksted, der ligger i en ydmyg baggård i Paris, danner rammen for størstedelen af filmen. Her arbejder kunstneren sammen med sin bror, der går til hånde og bl.a. lave sokler til de buster brormand fremstiller. Giacometti selv er altid i sving. Der er lige en skulptur, der skal rettes lidt på. Der er lige et maleri der skal hives frem og kigges kritisk på. Han har altid en smøg i kæften, et glas vin i nærheden og virker både rastløs og evigt kritisk over sin egne evner. På matriklen findes også Giacomettis kone og ofte en yngre kvinde, der både fungerer som muse, model og ikke mindst elskerinde for den aldrende kunstner.

James må hurtigt indse, at han var alt for optimistisk i forhold til blot at udskyde sin tidsplan på et par dage. Kunstneren vil egentlig gerne have lidt mere tid og imens portrættet tager form, males om, tager form igen, går dagene og samtidig får seeren indblik i livet i og omkring værkstedet.

Det er ikke usædvanligt at lave Rush spille excentriske kunstnertyper, hvem husker eksempelvis ikke mandens kraftpræstation som De Sade i Quills eller gennembrudsrollen som pianisten David Helfgott i Shine. Nogle var også blæst bagover af mandens overbevisende version af Peter Sellers. Det utrolige ved Rush, er at han modsat mange andre ikke har brug for flere lag sminke, gummiproteser eller andet for at træde ind i rollen. Han påtager sig bare rollen og man tror på ham. Sammenligner man billeder af virkelighedens Giacometti og Rush i rollen som Albert, er ligheden umiddelbart slående.

Der er som nævnt tidligere skabt mange film, der forsøger at skildre den kreative, skabende, kunstneriske proces, men denne film er i særdeleshed vellykket. Dette skyldes den fine måde som det altid lidt urolige kamera i nærbilleder dvæler ved detaljer i ansigtet på modellen, hvorefter der klippes til den fine pensel der stryger over lærredet i et forsøg på at indfange essensen af manden. Kender man lidt til Giacomettis stil er det også fantastisk, at se teknikken i strøgene – selv om det selvfølgelig ikke er mesteren selv der fører penslen.

Faktisk var de reproduktioner som blev skabt til filmen, ifølge The Guardian , så gode, at folkene bag filmen blev bedt om at destruere dem alle efter endt produktion, da man frygtede at de ellers ville dukke op på det sorte marked. Det vidner i al fald lidt om det kunstneriske arbejde der er blevet lagt i, at sikre et autentisk udtryk.

Selv om filmen fokuserer meget på en kunstnerisk proces, så er det også en fortælling om det drama, der udspiller sig mellem en kunstner, der bestemt ikke er nem at gøre tilfreds, og de folk der omgiver ham. Dette i særdelshed i samspillet mellem hustruen og luderen, men den største kamp synes at blive udkæmpet i Giacometti selv, der ifølge broderen har det bedst når alt går ham imod og som med et nærmest mantra-lignende ”Fuck!”, bøjer sig forover efter et mislykket penselstrøg, hvorefter han starter sit maleri helt forfra.

Final Portrait er en fin, lille film, der endnu engang beviser, hvor sej en skuespiller Rush er men som også giver et fint indblik i den kunstneriske, kreative proces på godt og ondt. Den fortæller ikke sin seer meget om livet, men til gengæld får vi lov til at se kunstneren over skulderen og oplever på første hånd hvordan det har været at være en del af Giacomettis liv i en kort periode, umiddelbart før hans død. Superinteressant for fans af kunstneren og ganske interessant, for alle andre der har lyst til at se et drama som er holdt i en realistisk, sitrende stil.


2268
Forrige anmeldelse
« The Beguiled «
Næste anmeldelse
» Loving Vincent »


Filmanmeldelser