Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




My Friend Dahmer (107 min.) Købefilm / Universal
Anmeldt 27/3 2018, 17:16 af Torben Rølmer Bille

Seriemorder på skolebænken


Seriemorder på skolebænken

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Om man synes det er god smag eller ej, så er der noget dybt fascinerende ved psykopatiske seriemordere, hvad enten det er fiktive mordere som Hannibal Lector og Norman Bates, eller virkelige som Ed Gein eller Ted Bundy. Selv om de repræsenterer de mest tabubelagte og dystre sider ved den menneskelige sjæl, er der noget dragende mod figurer der kalkuleret og med fuldt overlæg tager andre menneskers liv. Ikke som soldaten der har fået udstukket en ordre, men civilpersonen der vore normer og civiliserede opførsel til trods selv vælger at et andet menneske med fuldt overlæg skal dø!

En af de mange centrale spørgsmål der knytter sig til disse figurer, er det hvad det er der har gjort morderen til morder. Er det som hos Breivik, et verdenssyn der bl.a. gennem hans efterladte maifest søger at retfærdiggøre massemordet med en forskruet idé om et utopisk samfund med ham som hævnende korsridder eller skal svarene på findes helt tilbage til barndommen og ungdommen. Hvad er det for faktorer, der har været med til at forme monstret?

Jeffrey Dahmer var et sådant monster. Et menneske der i en periode på over 13 år dræbte 17 mænd. Da han blev afsløret fandt politiet i hans hjem dele fra adskillige lig, bl.a. flere afhuggede hoveder og under retssagen kom det frem at Dahmer både var skyldig i kannibalisme og nekrofili. Hvordan har sådan en persons opvækst mon været? Hvordan kan det være at han ikke er blevet fanget før?

Vil man have et indblik i den, så er der nu et muligt bud, takket være filmatiseringen af den biografiske tegneserie My Friend Dahmer. En tegneserie der i 2012 udkom og som var tegnet af Derf Backderf. Han gik i samme klasse som Dahmer i High School og var i en kort overgang, umiddelbart før de blev færdige med high school, meget tæt på den kommende seriemorder. Da tegneserien kom var Dahmer for længst død, for selv om han afsonede 15 livstidsdomme i et fængsel i Wisconsin (som er en af de stater i USA der ikke har dødsstraf) blev han i 1994 tæsket ihjel i fængslet af en af de andre indsatte.

My Firend Dahmer foregår lige op til det punkt, hvor han samler sit første offer op. Den giver muligvis ikke et entydigt eller klokkeklart svar på, hvordan et ungt menneske har forvandlet sig fra en lidt introvert klasseklovn, til en person der lokkede andre unge mænd med sig hjem, bedøvede dem, kvalte dem og foretog sig ganske uhyrlige ting ved deres lig. Alligevel kan man opleve på en række centrale faktorer der under knægtens formative år, har kunne have haft en indflydelse.

Det virker nogen gange så banalt når man ser forklaringer som, ”hans forældres skilsmisse tog hårdt på ham” eller ”som ung begyndte han at drikke meget alkohol og tage stoffer”, men når man har set My Friend Dahmer får disse fraser lidt mere validitet. For man er med på første parket idet man oplever en ung mand, der føler sig ensom og som en slags udstødt på sin skole, der blot er fascineret af det som han siger er ”på indersiden” af dyr. Faderen er kemiker og Jeffrey Dahmer har fået ham til at tage noget syre med sig hjem fra jobbet. I fritiden samler Dahmer døde dyr op fra vejene omkring hjembyen og putter dem i beholdere med syre, for at få blod, bindevæv og pels til at opløses, så han kan se knoglerne. Måske ikke en særlig sund hobby for en genert knægt og noget som faderen også sætter en stopper for.

Vi oplever også den unge mands fascination af andre drenge og mænd, selv om dette er noget han holder helt for sig selv, for selv om det også kan være hårdt at springe ud som homoseksuel i dag, så var det nærmest et tabu i halvfjerdserne. Moderen er helle ikke til megen hjælp for hun opfører sig mildest talt underligt og man får at vide at hun har været indlagt med psykiske problemer. Hun virker manisk og opfører sig som om hun har en form for bipolar lidelse.

Man kunne måske mene at filmen alene have til formål at vise Dahmer som en mystik, introvert afviger, men som titlen antyder så er det også en film der på mange måder menneskeliggør monstret, eller om ikke andet søger at vise sin seer hvor det måske er gået galt. Ikke i sådan en grad at man føler dyb sympati med ham, men det er muligvis en af pointerne med filmen at fortælle at var tingene gået anderledes, så kunne det måske være endt helt anderledes med Jeffrey. Havde hans mor ikke været så psykisk uligevægtig, havde han fået lov til at fortsætte sin biologiske eksperimenter i haveskuret, havde bøllerne på skolen behandlet ham bedre og havde han selv haft evnerne til at sige fra, var det denne film muligvis aldrig blevet lavet. Det er selvfølgelig ren spekulation.

En af de ting som filmen viser, men som kom som noget af en overraskelse for anmelder var at det lykkedes Dahmer at blive populær blandt en lille flok elever på hans skole, blandt disse Derf Backderf. Helt ud af det blå kunne Dahmer finde på at simulere epileptiske indfald og opføre sig som en galning med Tourettes i de mest upassende situationer. Noget som blandt vennerne blev kendt som at ”lave en Dahmer”. Klassens klovn er nok ikke det mange forbinder med manden.

My Friend Dahmer er en fascinerende lille film, der ikke mindst fungerer takket være Ross Lynch i den dominerende hovedrolle. Han er uhyggeligt overbevisende som Dahmer. Der er lavet rigtig mange film baseret på virkelighedens seriemordere heriblandt flere film om Dahmer. Denne udmærker sig ved at være et skræmmende indblik i morderens unge år, tiden umiddelbart op til han beslutter sig for at udleve sin fantasi. Den bliver et vidnesbyrd om, at man burde have været meget mere opmærksom på de farsignaler som klart var til stede under drengens opvækst så hans ugerninger måske kunne være undgået, men samtidig så sørger filmen heller ikke at normalisere eller at forskønne sin hovedperson. Der er helt tydeligt noget helt galt med Jeffrey, bare ærgerligt at hans omverden ikke kunne se hvor slet det stod til.


2266
Forrige anmeldelse
« Family Guy sæson 16 «
Næste anmeldelse
» The Beguiled »


Filmanmeldelser