Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Djævlens arkitekt (270 min.) Købsfilm / Panvision
Anmeldt 27/6 2008, 11:39 af Kim Toft Hansen

Hagekorsets byggemester og Hitlers overskæg


Hagekorsets byggemester og Hitlers overskæg

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi har det godt med at give titler i Danmark. Vi formår i høj grad at oversætte eller omfortolke titler, så de ikke længere passer på den udgivelse, det drejer sig om. Det er stadig morsomt, når engelske titler oversættes til andre engelske titler – forhåbentlig ikke under påskuddet, at det hjælper de hjælpeløse, der ikke kan engelsk. Ydermere er imponerende, hvor mange titler, vi har fået, der på dansk hedder ”Dødens… et eller andet”. Senest har vi set det hos Stephen King Junior, i Joe Hills Heart Shaped Box, der fik den eminente titel Dødens jagt. Lidt det samme forhold har vi til ”Ondskabens…” eller ”Djævelens… et eller andet”. Og det sidste har vi her et ganske godt eksempel på. Heinrich Breloers ellers nuancerede docudrama Speer und er om Albert Speer har fået den lidet nuancerede og flatterende titel Djævlens arkitekt på dansk. Det er lidt en skam, for filmen formår faktisk at fortælle relativt mangesidigt om forholdet mellem Adolph Hitler og Albert Speer.

Symboler, nazister og overdetermination
Krigen mod/med nazisterne har længe været og er stadig et ekstremt følsomt emne at beskæftige sig med. Den historiske overlevering, underholdningsbranchens brug heraf og kunsten kritiske rolle over for den anden verdenskrig har grundlagt en bevidsthed om denne krig, der er enormt svær at fravriste os. Man snakker i den forbindelse om tre generationer af historikere, der har beskæftiget sig med krigen. Den første forsøgte at stille et klart modsætningsforhold op ved at understrege fx modstandsbevægelsens rolle i frihedskampen. Den anden satte sig i stedet for at skildre krigen som et langt mere konfliktuelt emne, hvor meninger og anskuelser i tiden i høj grad kæmpede mod hinanden. Begge løsninger, kan man sige, var lidt farvet af et opgør, der enten var for eller imod den danske kollaborationstankegang, eller også blev der i særlig grad fokuseret på de store træk. Det er i givet fald nok også tilfældet, at vi kan trække disse streger i det internationale sand.

Det man så nu kalder for den tredje generation tager i stedet et mere nuanceret fokus på begivenhederne, ofte med fokus på ellers underbelyste emner, såsom tyske flygtninge eller lignende. Der kan være flere årsager til dette, men den vigtigste er nok, at krigen først nu er kommet på tilpas afstand til, at den kan analyseres ud fra mere objektive kriterier – basalt set handler det om, at der efterhånden kun er meget få tilbage, der kan huske krigen selv. Derfor er de primære vidners følsomhed kommet på distance til fordel for nogle mere upartiske skildringer.

Men denne overlevering, primært inden for den første generation, præger os stadig. Derfor kan man snakke om flere ting i forbindelse med krigen, der er semiotisk overdetermineret. Det semiotiske handler om, at der er mange forskellige tegn, som udpræget signalerer et tilhørsforhold til Det Tredje Rige – det drejer sig om eksempelvis primært hagekorset (der i sig selv er en interessant nuanceret historie), den distinkte hilsen med højre arm eller Hitlers overskæg. Det overdeterminerede kommer af, at de disse tegn er så ladet med betydning, at det er umuligt for os at ”gå til sagen selv”, som fænomenologien ønsker det. Historisk materiale, underholdning og kunst har præget vores bevidsthed om disse tegn i en sådan grad, at vi ikke kan slette vores fordomme: Svastikaet vil – trods sin oprindeligt relativt uskyldige betydning – nok aldrig i den brede befolkning blive forbundet med meget andet end nazisternes uhyggelige ødelæggelser. På den måde kan man sige, at den centrale forståelse af nazisternes gerninger - hvor grusomme end de var - på den måde er i fare for at udeblive, fordi vores meninger er forudindtaget pga. tegnenes ekstreme ladede karakter.

Albert Speer: Djævlens arkitekt
Dette symbolarbejde var fra starten indbygget i den nazistiske ideologi, og hvis der var én mand, som kom til at præge denne oparbejdning af symbolværdi, så var det Albert Speer, der til at starte med var Hitlers arkitekt. Hvor Hitlers storhedsvanvid mest blev udlevet på det praktisk-ideologiske plan, så kom Speer til at stå for planlægningen og grundlægningen af Det Tredje Riges klassicistiske arkitektoniske ansigt, der både under og efter krigen skulle udføres med henblik på det såkaldte Germania – Berlin i en revideret version. Lynhurtigt forstod Albert Speer, hvorhen Hitler ønskede sig hen, og dette arbejde med at skabe det grandiose, storslåede og magtfulde signalement skulle være det centrale omdrejningspunkt i Speers arbejde med fremkalde det rette udtryk for nazisternes fornemmelse for overlegenhed – dette i et nært samarbejde med Hitler, hvem han under Nürnberg-processerne omtalte som sin ven. Det er dette professionelle, historiske og personlige portræt, Djævlens arkitekt skildrer.

Midlerne til at skildre dette personlige forhold henter filmen i primært den dramatiserede dokumentar, som rekonstruerer begivenhederne ud fra historisk viden. Samtidig inkorporeres interviews med centrale, nulevende skikkelser, der kendte Speer – primært hans efterkommere. Vi starter sent, nemlig under Nürnberg-processerne, hvor Speer – sammen med de andre, der ikke nåede at begå selvmord eller flygte – er anklaget for krigsforbrydelser (han blev til sidst i krigen af Hitler beordret til posten som rustningsminister). Forsvarsmyndigheden slår her hårdt på, hvordan Speer ikke kunne have kendt til (alle) forbrydelserne, og i denne skildring får vi en lang række flashbacks, der fortæller om, hvordan Speer først blev arkitekt for Hitler, dernæst hvordan han trådte ind i det politiske arbejde. Herefter følger en skildring af Speers 20-årige fængselsophold, mens familien uden for væggene vokser op, indtil han løslades. Undervejs skriver han sine erindringer, mens han også forfatter dagbøger om opholdet, og det er disse beretninger, der ligger til grund for Djævlens arkitekt.

Af samme grund kommer filmen – ganske tilsigtet – til at lægge en grad af sympati hos Speer, der skildres som – næsten – uvidende om nazisterne ubehageligheder. Dette kan selvfølgelig virke dubiøst for den, der vil anføre kildekritik, idet det kan være et ensidigt fokus på Speer selv, men samtidig supplerer filmen med ikke blot interviews og rekonstrueringer men også en lang realoptagelser, fx fra Nürnberg. Derfor kommer filmen i høj grad til at fremstå troværdig, også fordi den ikke tager parti, men i stedet anlægger den blot sympati. Mest af alt bliver dette en psykologisk sympati, der skildrer Speer mere som en kunstner end en forblændet ideolog. Der er ingen tvivl om, at han i hvert fald vidste noget (20 års fængsel er da også en slags straf), men der er – ifølge filmen – beviselig mistro til, om han kendte til de mange uhyrligheder, som der under krigen var gemt godt væk bag bureaukrati og spin (apropos sidste så spiller instruktøren Leni Riefenstahl også en rolle i denne forbindelse).

På den måde formår filmen at fokusere lidt anderledes. Først og fremmest selvfølgelig på Albert Speer som person med en passion for klassicisme, der kunne udtrykke den elementære storhed, som lå i tiden i Tyskland. For det andet giver dette også et blik på det både kærlige og besværlige forhold mellem Speer og Hitler, hvilket er præget af en nænsom forståelse, men også en udspekuleret udnyttelse af Speers talent. For det tredje giver dette tilmed et andet blik på Hitler som person – et blik som for alvor er kommet frem i kraft af den tredje generation historikere, der ’tør’ læse krigen mere nuanceret. Derfor kommer Hitler – som han også gør det i Der Untergang – til at fremstå mere menneskelig, end primært underholdningsbranchen tidligere har fokuseret på ham. Det bliver ikke en undskyldning for grusomhederne, eller et alibi for hverken Hitler eller Speer, men i stedet bliver Djævlens arkitekt et tilfredsstillende billede af to personer, der i høj grad stod til at præge sin sam- og eftertid. Og derfor er det i høj grad uheldigt, at filmen hedder Djævlens arkitekt på dansk eller The Devil’s Architect på engelsk, idet Hitler ikke fremstår som en djævel i filmen, selvom eftertiden godt nok har omtalt Speer som 'djævlens arkitekt' (måske vidner dette hos os om en mindre heldig kulturimport fra USA, der ikke har sluppet det unuancerede billede af krigen).

Men filmen er dog ikke uproblematisk. Det er især det docudramatiske, der bliver til et problem. Man vender sig godt nok til den abrupte stil, der veksler mellem dramatiserede passager, interviews og realoptagelser, men det bliver undervejs lidt tilfældet, hvornår klippene ’falder ind’. På den måde bliver særligt de indlagte interviews næsten mere forstyrrende end underbyggende. Det er som at blive hevet ud af en god film med afbrydende trafikmeldinger. Dette er især en skam, fordi de dramatiserede elementer fungerer temmelig godt, og Sebastian Koch og Tobias Moretti som henholdvis Speer og Hitler holder i den grad skuespilsstandarden på et højt niveau. I stedet ville det have fungeret langt bedre, hvis filmen blot nøjedes med at kombinere dramatiseringerne med underbyggende realoptagelser.

Tilmed er filmen temmelig lang. Den varer 4½ time, og det er endda i den forkortede udgave, hvor der er skåret 1½ time af. Denne grundighed gør for så vidt ikke noget, men den bliver desværre lidt for lang, mest fordi den mange interviews dræber den etablerede fremdrift i dramatiseringen. Samtidig er selve programmeringen af dvd’en lidt uheldig, idet filmen jo er en sammenklippet tv-serie. Men afsnittene ligger ikke hver for sig, men i stedet er to afsnit koblet sammen på en disc, men det sidste ligger på en anden – men det er uden credits eller nogen afrunding. Filmen stopper blot pludselig midt i det hele. Desuden er det faktisk ikke klart på dvd-udgaven, at det er en dramadok (der står blot drama), af hvilken grund det pludselig var temmelig forstyrrende, at Speers søn pludselig blev interviewet midt i det hele. Undertegnede, der ikke havde undersøgt filmen nærmere, troede rent faktisk først, at jeg havde sat den forkerte disc i afspilleren, idet udgivelsen af suppleret med et dokumentarprogram om Speer og Hitler. Denne forvirring kunne have været afhjulpet med en klarere angivelse på udgivelsen og en bedre programmering. Samtidig virker derfor også mystisk at supplere et dokumentarprogram med et dokumentarprogram, der hedder og omhandler det samme. Så selvom der er tre timers ekstramateriale på en selvstændig disc, lancerer dette faktisk ikke nævneværdigt nyt.

Men lad disse blundere ikke ødelægge en udmærket dramadok om et centralt emne, der trænger til diskussion og formidling. Albert Speer var – og er stadig – en interessant karakter, der måske fik sit talent fanget i en forkert tid og politik. Filmen stiller i hvert fald et stort spørgsmålstegn ved Speers engagement under krigen, hvilket selvfølgelig også ratificeres ved, at han kun fik 20 års fængsel og ikke dødsstraf som fx Göring fik. Derfor er Djævlens arkitekt en anbefalelsesværdig dokumentar – men på grund af dens længde, så se den helst over et par aftner eller tre…


Forrige anmeldelse
« Lucky Luke - Mod Vest! «
Næste anmeldelse
» Narnia: Prins Caspian »


Filmanmeldelser