Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




QEDA (87 min.) Biograffilm / SF Film
Anmeldt 22/11 2017, 15:59 af Torben Rølmer Bille

Splittet personlighed, splittet filmoplevelse


Splittet personlighed, splittet filmoplevelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der går virkeligt lang tid mellem danske science-fiction film og begynder man at tænke sig om, er det heller ikke en genre, ret mange danske filmmagere har kastet sig over. Sidst vi så en film der kunne betegnes som sci-fi, var Lars von Triers undergangsfabel Melancholia , men enkelte husker også Bornedals Vikaren eller Rejsen til Saturn hvis man må have lov at regne animationsfilm med på listen.

Der er nok flere grunde til at science fiction ikke er så udbredt herhjemme. Først og fremmest er det en offentlig hemmelighed at DFI tidligere har været meget tilbageholdende med at give støtte til deciderede genrefilm, selv om dette heldigvis er en holdning der er blevet ændret betydeligt i løbet af det sidste tiår. Dernæst er denne type af film meget effekttunge og derfor også ret dyre at lave. Så uanset hvor meget støtte filminstituttet eller andre producenter vælger at fyre efter ens projekt, så er det selvsagt meget svært at konkurrere med de stort anlagte sci-fi film fra bl.a. Hollywood. Af samme årsag skal man ikke forvente sig et effektorgie, idet man indløser billet til den nye danske spillefilm QEDA.

Filmens titel er et akronym. Som det fortælles helt i starten står QEDA for ”Quantum Entanglement Divided Agent”, sagt lidt mere håndgribeligt: en tidsrejsende der, idet han tager tilbage i tiden spaltes i to – et ”jeg” der rejser tilbage i tiden og et ”jeg” der stadig eksisterer i filmens nutid. Det er det som vor hovedperson med det særprægede fremtidsnavn Fang Rung gør, for selv om tidsrejser er blevet gjort ulovlige, vælger han alligevel, at tage tilbage til 2017, et forsøg på at redde verden anno 2095.

Idet agenten pludselig eksisterer i to tidszoner, er de to Fang Rung’er i stand til at kommunikere sammen. Hvordan dette er muligt forklares på intet tidspunkt ud over at ”de er forbundne”. Omvendt set er det er heller ikke nødvendigt, vi bør blot acceptere at de to splittede individer har denne evne – det er jo trods alt science fiction og både tidsrejser og sligt kræver en såkaldt ’suspension of disbelief’ for at kunne fungere. Ideen er også ganske god og bruges helt konkret, for det er altafgørende at Fortids-Fang kan sende vigtig information til Fremtids-Fang.

Sagen er den, at en af Fangs forfædre der før hun døde var på nippet til at udvikle en bestemt art af krill (små krebsedyr – red.) der har evnen til at omforme saltvand til ferskvand. Dette er der i den grad brug for i 2095, for verden er oversvømmet af verdenshavene takket være den globale opvarmning. Store dele af København er derfor dækket af vand og Fangs datter er meget syg af saltforgiftning. Så Fangs handling er et sidste, desperat forsøg på at ændre tingenes tilstand.

Der sker dog et eller andet med fortids-Fang, for pludselig ophører kommunikationen mellem de to. Nutids-Fang vælger derfor at bryde alle regler og vil selv tage tilbage til 2017 for på den måde at finde ud af hvad det er der foregår. Dette er den grundlægende præmis for filmen.

Først og fremmest skal folkene bag havde en stor tommel op for at ville skabe en genrefilm med et ganske højt ambitionsniveau. Scenerne fra vores oversvømmede hovedstad er lækkert lavet og både billed- og lyddesign fungerer optimalt. Der skabes en laber dystopisk undergangsstemning som ganske vist låner fra mange andre velkendte kilder, men som også fungerer på sine egne vilkår.

Fortællingen starter også med at være interessant og fascinerende, men desværre mister filmen lidt grebet om dens formål idet den skrider frem. Det ville være at gå til yderligheder at kalde den decideret kedelig, men takket være et langsommeligt klippetempo og scener som muligvis er tænkt som stemningsskabende, men som i stedet for bliver alt for lange, mister den desværre alt for hurtigt momentum.

Værre er det dog at filmens ellers så udemærkede idé om at jeg’et bliver splittet idet man foretager tidsrejser, ikke gentages idet Fremtids-Fang drager tilbage efter fortids-Fang. For ifølge den logik skulle han så ikke samtidig skabe endnu en Fremtids-fang? Undertegnede er i al fald lettere forvirret, og bedre bliver det ikke, idet filmen ændrer kurs fra en fremtidsfabel, der primært fungerer takket være at den spiller på vores frygt for et imminent økologisk sammenbrud og i stedet forvandles til en noget mere banal kærligheds- og skæbnefortælling.

Anmelder er altså lige så splittet som Fang Rung er. Det ville være så fantastisk at kunne give en ny dansk sci-fi film de varmeste anbefalinger med på vejen, men desværre ender den med at være lidt af en fuser. En film der ikke rigtigt ved hvor den helt præcis vil hen og man spørger sig selv idet filmen slutter; ”hvad var det egentlig der var så vigtigt ved denne fortælling at den skulle omsættes til spillefilm”? Det er i Kapellets optik virkelig ærgerligt, men ikke desto mindre var det altså den følelse som Kapellets udsendte sad tilbage med, da filmens rulletekster begyndte.


2199
Forrige anmeldelse
« The Strain s. 3 «
Næste anmeldelse
» Ash vs. the Evil Dead s.2 »


Filmanmeldelser